I dag er daginstitutionen på mange måder reduceret til at være første skridt på vejen til børns fremtidige succes på skole- og uddannelsesområdet. Opgaven drejer sig primært om at opspore de børn, der falder uden for eller ved siden af standarden.

Og hvem kan undslå sig det, som Pettersvold og Østrem kalder for godhedsargumenter om at ville hjælpe alle børn tidligt? Godhedsargumenter er effektive og nærmest uangribelige, selv når de ikke er holdbare og i øvrigt mangler substans.

Standardbarnet (som scorer højt i institutionens sprogvurderinger) bliver, i forsøget på at fremskrive barnets udvikling, en slags prototype for, hvad vi skal forvente os af børn. Men standardbarnet er ikke det almindelige barn, der klarer sig jævnt gennem livet. Standardbarnet er et voksendefineret barn, som passer som hånd i handske i den konkurrencestatslige logik, hvor det giver mening at kunne sammenligne den enkelte med massen.

I vores iver efter at forebygge fremtidens dårligdomme, er vi blevet spundet for en ganske lukrativ industri af måle- og vurderingsredskaber til pædagogisk praksis. Ja, hele ideen om at måle eller "tage temperaturen på børns sprog" hjælper ikke til, at pædagoger får bedre betingelser for at være i daglige dialog med børnene, eller at børnene får bedre muligheder for at udvikle deres sprog.

I spændet mellem godhedsargumenter om, at alle børn skal hjælpes bedst muligt og en negligering af, hvordan børn sikres gode vilkår, forsvinder børnene og deres perspektiver

Anja Marschall

Jeg bliver ramt af, hvordan Reformkommissionen fuldstændig overser betydningen af det lokale og kontekstuelle, som børns hverdagsliv udgøres af. Sprog udvikles i daglige interaktioner med andre, og derfor lader det sig ikke måle på relevant vis i sprogvurderinger, hvor barnet sidder alene ved et bord med en voksen.

Desuden er treårige svære at teste. De bliver generte, optagede af andre ting og kommer til at kalde en kasserolle for en gryde. Sprogvurderinger giver på ingen måde et retvisende billede af børns sprog og den igangværende udvikling.

Reformkommissionen skulle i stedet vende blikket mod det, der i dag er svært at få tid til. Vi ser nemlig, at det praksissensitive pædagogiske arbejde med børn, der kunne handle om pædagoger, der har tid til at observere og lytte efter børns udtryk, når de endnu ikke har et fuldt udviklet sprog, tilsidesættes til fordel for skemaer og vurderinger.

Men igen: Hvem kan undslå sig et godhedsargument om at finde frem til "sprogsvage" børn i tide?

Vi bryster os af at være en nation, der sætter børns perspektiver højt. Men det er ærlig talt lidt svært at finde børneperspektivet i Reformkommissionens anbefalinger.

Der er selvfølgelig et ønske om at give alle børn den bedste start på livet, men samtidig er der en blindhed overfor, at tid og relationer er helt grundlæggende for det lille barn.

I spændet mellem godhedsargumenter om, at alle børn skal hjælpes bedst muligt og en negligering af, hvordan børn sikres gode vilkår, forsvinder børnene og deres perspektiver. De bliver endnu engang nogle, som voksne, der er skolet i regnearkslogik, vil noget med.

Børn har ikke brug for flere vurderinger af, hvad de kan og ikke kan. De vil derimod gerne klare sig godt, men i en hverdag, der er drevet af nysgerrighed, lyst til at udforske verden, og med voksne, der kigger op fra deres skemaer og har tid til fordybelse.

Det er de gode argumenter, der tager børnene og deres perspektiver alvorligt, vi må finde frem igen – ikke godhedsargumenter.