Cepos: Det er ikke de sociale ydelsers skyld, hvis nogle børn ikke spiser sig mætte

Iben Nørup og Betina Jacobsen skriver i deres indlæg om børnefattigdom, at der i Danmark på grund af fattigdom er børn, der ikke spiser sig mætte hver dag og ikke har tilstrækkeligt vintertøj.

Det er sørgeligt, at det forekommer. Men er problemet lav disponibel indkomst hos forældrene, og ville det forsvinde, hvis man hævede kontanthjælpen? Næppe.

Rockwool Fondens Forskningsenheds minimumsbudget beregner det laveste rådighedsbeløb, der skal til for at opretholde en beskeden tilværelse. Minimumsbudgettet afhænger af antallet af voksne og børn i familien og hvor i landet, familien bor. 

Kontanthjælpsmodtageres disponible indkomst ligger i 2019 over Rockwool Fondens minimumsbudget for alle familietyper med børn. Som far, mor eller familie på kontanthjælp er det altså muligt at opretholde en tilværelse, som er beskeden, men med råd til både mad og tøj til børnene. 

I budgettet er også inkluderet for eksempel 1.100 kroner om måneden for et par med to børn til indboforsikring og A-kasse (selvom sidstnævnte ikke er relevant for kontanthjælpsfamilier), månedlige transportudgifter på 1.900 kroner, et bogbudget på 800 kroner om året og et Netflix-abonnement.

Forskel på fattigdom og ulighed
Hvis der er familier, hvor børnene ikke får nok mad og ordentligt tøj, skyldes det altså ikke størrelsen på de sociale ydelser, men at forældrene ikke prioriterer ydelserne, så børnenes behov tilgodeses. 

Det kan skyldes psykiske eller sociale problemer, eller at de har stiftet gæld, og det er i givet fald disse problemer, der skal tages hånd om.

{{quote:1112517:L}}

Undtagelsen er par på integrationsydelsen samt indvandrere, som kun har været i landet i få år. 

Integrationsydelsen er i høj grad begrundet i et politisk ønske om at gøre det mindre attraktivt for udlændinge at komme til Danmark på passiv forsørgelse.

Vi har ikke absolut fattigdom i Danmark, hvor man ikke kan dække de mest basale behov som mad, tøj og husly. Derfor er "lavindkomstgruppen" et mere retvisende udtryk. Især for alle dem, som kun befinder sig i gruppen i kort tid, hvilket er hovedparten.

Et andet og relateret problem er en unuanceret definition af lav indkomst, nemlig som halvdelen af medianindkomsten. 

Det indebærer, at hvis de med lave indkomster har en indkomstfremgang på ti procent, mens medianindkomsten stiger med 12 procent, kommer der flere "fattige", selvom alle har fået det bedre. 

Vi måler således ikke fattigdom, men ulighed. Det er fint at måle ulighed, men man bør ikke kalde det fattigdom.

Fattigdom er ikke 100 procent relativ
Med den relative fattigdomsgrænse er antallet af "fattige" børn steget siden 2000. 

Man kan i stedet anvende en absolut fattigdomsgrænse. Vi kan for eksempel anvende grænsen fra år 2000 og lade den stige med inflationen, så købekraften bevares i stedet for med den generelle velstand via medianindkomsten. 

Med en fast, men inflationssikret, grænse er antallet af "fattige" børn blevet halveret siden 2000 fra 42.000 børn under lavindkomstgrænsen i år 2000 til cirka  20.000 i 2019.

Hvilket af de to mål for lav indkomst beskriver bedst virkeligheden – er der kommet flere eller færre ”fattige” forældre? Tættes på sandheden kommer man nok et sted midt imellem de to yderpunkter. 

For på den ene side er det jo rigtigt, at opfattelsen af, hvornår man er fattig, må ændre sig, når samfundet bliver rigere. Men på den anden side er fattigdom ikke et 100 procent relativt begreb. Det er bedre at være en del af lavindkomstgruppen i Danmark, end det er at være en del af den i Rumænien eller Pakistan.

Mange ønsker at emigrere fra lande som Rumænien eller Pakistan til Danmark, selvom de bliver en del af lavindkomstgruppen her i landet, men tilhørte middelklassen eller sågar overklassen i deres oprindelige lande. Den lave integrationsydelse, hvad man så end måtte synes om den, bør også ses i det lys.