Forskere: Børn betaler prisen for endimensionelt fokus på forældres “selvforsørgelse”

At vokse op i fattigdom har store konsekvenser for et barns fremtidige livschancer. Fattigdom i barndommen har store og veldokumenterede konsekvenser både på den korte og lange bane, når man måler på sundhed og helbred, uddannelse, sociale liv, tilknytning til arbejdsmarkedet og fremtidig indkomst. 

Børn, der har været berørt af fattigdom selv i kortere perioder af deres barndom klarer sig markant dårligere end børn fra mere økonomisk velstillede hjem. Det er der betydeligt forskningsmæssigt belæg for. 

Dette gælder selvfølgelig for den ekstreme børnefattigdom, vi forbinder med børn i verdens allerfattigste lande, men det gælder også for børn i den vestlige verden, som vokser op som fattige i et ellers rigt samfund. 

I stedet for reelt at øge beskæftigelsen hos forældrene, øger man mistrivslen hos børnene.

Iben Nørup og Betina Jacobsen
Hhv. lektor og ph.d. og post.doc. ved Aalborg Universitet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde

Og de børn findes. De findes også i Danmark, og den kedelige tendens er, at denne gruppe samlet set vokser i det danske samfund, også selvom man i et enkelt år kan måle mindre fald i antallet.

Som forskere møder vi ofte forestillingen om, at børnefattigdom i Danmark ikke er “rigtig” fattigdom. At den bare handler om ikke at have råd til dyrt mærketøj og den nyeste elektronik, og at det først og fremmest handler om, at forældrene prioriterer at bruge deres penge på eksempelvis cigaretter frem for på børnene. 

Et år i fattigdom er lang tid
Det er vigtigt at slå fast, at når vi taler om fattige børn i Danmark, så taler vi om børn, der mistrives på grund af økonomisk fattigdom. Det er børn, der ikke spiser sig mætte hver dag og store børn, som springer måltider over for, at mindre søskende kan spise sig mætte. 

Vi taler om børn, der ikke har tilstrækkeligt vintertøj og familier, hvor indkøb af receptpligtig medicin fravælges, fordi der ellers ikke er penge til de mest basale indkøb og hvor fornøjelser som fritidsaktiviteter, jule- og fødselsdagsgaver er noget man nøjes med at drømme om. 

Det har direkte konsekvenser for, hvor godt børnene trives og hvordan de klarer sig, eksempelvis i skolen og i voksenlivet.

Derfor er det vigtigt, at vi måler udviklingen i fattigdom og i særdeleshed børnefattigdom. Det er også vigtigt, at fattigdommen defineres som fattigdom, også selvom den fra et voksenperspektiv er kortvarig. 

Ét år i fattigdom er lang tid set fra et barns perspektiv. Det er længe nok til at have en mærkbar påvirkning på barnets trivsel og trække spor ind barnets voksenliv. 

Skal vi som samfund forebygge dette, er et nødvendigt første skridt at anerkende, at fattigdommen også er reel, hvis den er relativt kortvarig. Det nytter ikke, at vi kun anerkender den fattigdom, som varer hele eller størstedelen af et barns opvækst.

Vi har over de sidste cirka 15 år med forskellige reformer gradvist sænket de sociale ydelser til de voksne, der står langvarigt uden for arbejdsmarkedet, og det seneste skud på stammen er indførelsen af kontanthjælpsloftet, som først og fremmest rammer børnefamilier.

Kortsigtede og ineffektive initiativer
Rationalet har været, at det skulle betale sig at arbejde, og at man ved at sænke ydelserne ville få de ledige til at søge arbejde mere intensivt eller tage jobs, de ellers ville have fravalgt.

Argumentet har været, at den bedste måde at undgå fattige børn er ved at få forældrene i arbejde. Det er vi principielt ikke uenige i. 

Problemet er bare, at rationalet baserer sig på antagelsen om, at arbejdsløsheden først og fremmest er frivillig og derfor ikke anerkender, at en stor del af de mennesker, som står langvarigt uden for arbejdsmarkedet ikke reelt har muligheden for at vælge beskæftigelse. 

En stor del af disse mennesker mangler enten helt grundlæggende kompetencer og/eller har fysiske og psykiske helbredsproblemer i et omfang, der forhindrer dem i at være en effektiv arbejdskraft. 

Der er med andre ord ikke efterspørgsel efter den begrænsede arbejdskraft, de kan tilbyde, og det ændrer sig ikke uanset hvor hårdt, man svinger pisken over dem, for de har ikke reelle alternativer til kontanthjælpen eller førtidspensionen. 

I stedet for reelt at øge beskæftigelsen hos forældrene, øger man mistrivslen hos børnene, og man øger sandsynligheden for, at børnene selv bliver dårligere rustede til at klare sig i voksenlivet.

I stedet for at forebygge sociale probleme,  skaber man grundlaget for yderligere sociale problemer i næste generation. Det er både kortsigtet og ineffektivt.