Cepos: Mange børn i Danmark har problemer, men fattige forældre er sjældent et af dem

Danmark har verdens næstlaveste andel af børn med forældre i lavindkomstgruppen – efter Finland. 

Ser man bort fra Finland, findes der altså ingen lande i verden, hvor børnefattigdom er et mindre problem end i Danmark. Forstå mig ret: der er desværre mange børn i Danmark, der har problemer. 

De skyldes bare for langt de fleste ikke størrelsen på forældrenes disponible indkomst.

Ydelserne for alle kontanthjælpsmodtagere med børn ligger over Rockwoolfondens minimumsbudget. Danmarks Statistik lavede for få år sin egen fattigdomsgrænse, som er baseret på et enkelt år med lav indkomst. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anvender ofte denne etårige fattigdomsgrænse.

Thorning-regeringen nedsatte en ekspertgruppe, som skulle anbefale en officiel fattigdomsgrænse. Ekspertgruppen anbefalede en grænse baseret på flere kriterier, herunder, at man mindst skulle have haft lav indkomst i tre år i træk for at blive klassificeret som relativ fattig. 

Desuden skulle man blandt andet ikke være studerende samt have en formue på under 100.000 kroner.

Socialpolitisk konflikt
Det har stor betydning, om man anvender en etårs- eller en treårsgrænse, fordi der heldigvis er stor mobilitet ud af lav indkomst. 

Anvender man Danmarks Statistiks etårsgrænse (samt kriteriet om at ekskludere studerende og folk med en vis formue), var der cirka 250.000 fattige i Danmark i 2018 og godt 60.000 børn af fattige forældre. Med Thornings treårsgrænse falder antallet til cirka 66.000 og cirka 15.000 børn.

Gruppen af voksne, der befinder sig mindst tre år i lavindkomstgruppen er vokset med cirka 24.000 siden år 2014. 

Hvis forældrene er i beskæftigelse, øger det markant sandsynligheden for, at børnene bryder den negative sociale arv.

Martin Ågerup
Direktør, Cepos

Det skyldes i høj grad indførelsen af integrationsydelsen i 2015 samt kontanthjælpsloftet. Cirka to tredjedele af stigningen (16.000 personer) er indvandrere og efterkommere, mens den sidste tredjedel (8.000 personer) er personer af dansk oprindelse.

Forskellige socialpolitiske hensyn er her i konflikt med hinanden. Nogle argumenterer for højere ydelser, men det reducerer incitamentet til at arbejde samt beskæftigelsen.

Jeg vil argumentere for, at der er stærkere socialpolitiske argumenter for at fokusere på at øge beskæftigelsen end på at øge den disponible indkomst via passiv forsørgelse.

Fattige forældre er ikke et generelt problem for børn i Danmark. Vi har sammenlignet med andre lande næsten ingen forældre i lavindkomstgruppen, og de fleste befinder sig i gruppen i kort tid. Derimod er der tegn på, at selvforsørgelse gavner børnene.

Hvis forældrene er i beskæftigelse, øger det markant sandsynligheden for, at børnene bryder den negative sociale arv.

Fokus på selvforsørgelse
Er forældrene blandt de 20 procent med lavest disponibel indkomst, er der 32 procent sandsynlighed for, at børnene ligger i samme indkomstkategori som voksne. Hvis der slet ikke var social arv i indkomst, skulle andelen være 20 procent.

Størrelsen af den sociale arv er imidlertid meget afhængig af, om forældrene er i job eller på overførsel: 43 procent af børn fra hjem med lav indkomst, hvor forældrene hovedsageligt får deres indkomst fra overførsler, ender selv i samme indkomstgruppe som voksen.

For børn af forældre med lav indkomst, som hovedsageligt får deres indkomst fra job, ender kun 26 procent blandt de 20 procent lavest lønnede. Overrepræsentationen i lavindkomstgruppen reduceres altså meget markant, hvis forældrene er i beskæftigelse: fra 23 procentpoint (43 procent - 20 procent) til sek procentpoint (26 procent - 20 procent).

Det taler for en socialpolitik, der har fokus på selvforsørgelse, også for børnenes skyld. Særligt for indvandrere på integrationsydelse bør der gøres en indsats for, at de kan komme i arbejde. Det kan for eksempel være at indføre indslusningsløn for indvandrere.