Forskere: Politikere skal forstå, at børnefattigdom er et strukturelt problem

Udsathed og mistrivsel i barndommen trækker dybe spor langt ind i voksenlivet. Det ved vi fra forskningen og fra mange års praksiserfaring i arbejdet med udsatte børn og familier. 

Det er en af de væsentligste grunde til, at vi i flere årtier haft et intensivt fokus på tidlig og effektiv forebyggelse af udsathed blandt børn. Det ser man for eksempel i Barnets Reform, i krav om sammenhængende børnepolitikker og senest i det nye udspil til Barnets Lov. 

I mange kommuner har man også lavet lokale forebyggelsestiltag, og man nedsætter i lokale tværfaglige grupper bestående af pædagoger, lærere, socialrådgivere og sundhedsplejersker. 

Grupperne skal opspore og forebygge mistrivsel hos børn, før mistrivslen udvikler sig til egentlige sociale problemer.

Børnefattigdommen er både politisk og i den offentlige diskurs blevet placeret i skyggen og reduceret til at være et spørgsmål om forældrenes individuelle prioriteringer

Betina Jacobsen og Iben Nørup
hhv. post.doc og lektor ph.d. ved Aalborg Universitet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde

Samtidig stiger andelen af børn, der vokser op i fattigdom, enten periodisk eller gennem hele barndommen. Og der er massiv videnskabeligt belæg for fattigdommens negative konsekvenser for børnenes fremtidige livschancer, selv ved korte perioder i fattigdom. 

Overses som en selvstændig risikofaktor
Skal vi for alvor gøre noget ved mistrivsel og udsathed hos børn, er vi således nødsagede til også at forholde os til de økonomiske vilkår, børnene vokser op under. 

At forebygge udsathed handler også om at forebygge og afhjælpe de negative konsekvenser fattigdom medfører.

Alligevel peger vores forskning tydelig på, at netop børnefattigdom systematisk overses som en selvstændig risikofaktor i det opsporende og forebyggende arbejde. Måske fordi det ikke tidligere har været et udpræget problem i det danske velfærdssamfund. 

Og måske fordi fattigdom heller ikke adresseres i de politiske udspil på området.

Børnefattigdom i en velfærdsstat som Danmark er ikke åbenlys, sådan som vi kender den fra verdens fattigste lande. 

Den er derimod ofte camoufleret og gemt bag hjemmets fire vægge, hvor både køleskabet og bankkontoen er tom, og hvor mange af både almindelige fornødenheder og fornøjelser, kammeraterne i skolen tager som selvfølgelige er helt uden for rækkevidde. 

Fattigdommen er skamfuld, og den bliver ofte af omverdenen italesat som et resultat af forældrenes dårlige prioriteringer eller livsvalg.

Billedet går igen, når vi i vores forskning ser på, hvad fagprofessionelle, der møder børnene i det daglige får øje på, når de skal forebygge og afhjælpe udsathed. Deres blik centreres i høj grad om forældrenes adfærd og prioriteringer og i særlig grad om deres forældreevne og relation til barnet. 

Fattigdom adresseres ikke, hverken som en selvstændig risikofaktor eller som en faktor, der kan påvirke forældreevnen og relationen mellem børn og forældre. Tværtimod fastholdes et billede af, at den udsatte familie først og fremmest er udsat, fordi forældrene har en adfærd eller nogle problemer, der gør dem mindre egnede som forældre.

Fattigdom bliver usynlig
Der er intet galt i også at rette blikket mod forældrene, når børn fra fattige familier mistrives. 

Men hvis pilen udelukkede og konsistent peger på forældrene, når årsagen til, ansvaret for, og løsningen på børnenes mistrivsel skal identificeres, bliver resultatet en forsimpling, der både stigmatiserer forældrene og underkender, at der er forskellige strukturelle forudsætninger for familieliv. Også forskellige økonomiske forudsætninger.

Men hvorfor er børnefattigdommen så svær for de fagprofessionelle at få øje på? Her kan vi hente inspiration i den franske filosof Michel Foucaults teori. Han beskrev, at vi aldrig ser verden i et normfrit vakuum. 

I stedet bestemmer mere eller mindre kollektive diskursive opfattelser af verden, hvad der sættes spot på, og hvad der efterlades i skyggen, når vi som samfund adresserer problemer, placerer ansvar og foreslår løsninger. Vi er så at sige tilbøjelige til at orientere os mod de problemstillinger og de løsningsmodeller, der passer ind vores accepterede verdensbillede. 

Børnefattigdommen er både politisk og i den offentlige diskurs blevet placeret i skyggen og reduceret til at være et spørgsmål om forældrenes individuelle prioriteringer. Fattigdommen bliver med andre ord usynlig i forståelsen af børns udsathed, og det afspejles også i de fagprofessionelles tilgang til familierne.

Afgørende med en fattigdomsgrænse
Hvis vi som samfund skal lykkes med at forebygge udsathed hos børn, er det afgørende at børnefattigdommen kommer ud af skyggen og gøres til noget, vi som samfund bliver i stand til at se og handle overfor. 

En klart defineret fattigdomsgrænse, der gør det muligt at måle udviklingen i børnefattigdom er en helt nødvendig forudsætning for at kunne se og problematisere børnefattigdom som det, det er: En selvstændig, strukturel risikofaktor, som kan have endog meget stor betydning for børns opvækst og liv.

Et vigtigt skridt på vejen er, at det politiske niveau ser og erkender børnefattigdom som et strukturelt problem, der ikke hører hjemme i et velfærdssamfund, og som er for alvorligt til forsimplede individorienterede løsninger.