DGI: Unges engagement fritager ikke os voksne fra at tage ansvar for deres fritid

Alt for mange børn og unge giver selv udtryk for, at de trives dårligt mentalt. Også før Corona. Den udvikling har været stigende de senere år.

”Nutidens unge” er altid blevet påduttet mærkater af generationerne før dem. Sjældent fair eller med et reelt ønske om at forstå ”de unge”.

At mange unge mistrives er nedslående. Vi skal være oprigtigt nysgerrige på, hvorfor det er sådan. Og på hvordan vi sikrer bedre trivsel for alle børn og unge.

Ungdommen tager ansvar

Måske skulle vi starte med det, vi ofte overser: At ungdommen også er stærk. I DGI møder vi unge som trænere, ledere og rollemodeller. Ja, vores idrætsforeninger kan slet ikke undvære deres engagement.

Mange unge vil gerne engagere sig. Se blot unges ageren i klimadebatten eller deres engagement i det netop gennemførte skolevalg. Unge tager ofte et ansvar gennem dedikation og engagement, som vi som voksne ikke altid kan finde ud af. De er en generation, der navigerer på sociale medier, spilkonsoller og elektroniske platforme, som vi voksne sjældent bruger eller kender.

Samtidig har de, naturligt, et stort behov for fysiske fællesskaber. Det blev om noget tydeligt under pandemiens nedlukninger. 

Unges engagement fritager ikke os voksne fra at tage et ansvar, tværtimod. Voksne skal stå klar til at støtte og bidrage til, at alle børn og unge bliver set og hørt og får lyst til at komme igen, og at fællesskabet er så stærkt, at mobning eller krænkelser ikke finder sted.

Derfor er det også rigtigt og vigtigt, at regeringen søger at sætte en demokratisk ramme for de techgiganter, hvis algoritmer enten straffer og belønner specifikke kropsopfattelser og negativ adfærd, med mistrivsel hos mange unge som en deprimerende konsekvens. Vi har som samfund et stort ansvar for at sætte tydelige rammer, hvor udvikling og frihed kan udfoldes trygt og godt.

Ikke alle frirum er lige frie

Generelt har vores børn og unge mange muligheder for sunde fritidsinteresser, om det er idræt, spejder, musik, ungdomspolitik, esport, rollespil. Listen er lang, varieret og forskellig. Ligeså varieret som ungdommen selv. Heldigvis.

I DGI repræsenterer vi idrætsforeninger for flere end 700.000 børn og unge under 18 år. Hverdagen er vigtig, som Regeringens ungdomspanel senest satte ord på og blandt andet pegede på at styrke de opsøgende fællesskaber og blandt andet gennem en styrkelse af fritidspas at få flere med.

Desværre er ikke alle frirum lige frie. Mange unge stopper i de tidligere teenageår med at være aktive og en del af fællesskabet i en idrætsforening. Én livsfase, barndommen, rinder ud, og en ny, ungdommen, begynder. Med markante ændringer i hverdagen og nye interesser. Men vi må også se i øjnene, at mange i de år stopper, fordi idrætsforeningens tilbud og aktiviteter ikke længere passer til dem.

Måske øges presset for at opnå resultater og for at præstere. Måske bliver tonen for hård, resultatfokus og krav for store.

Det skal vi ændre. Vi skal sikre, at endnu flere idrætsforeninger spørger unge: Hvad motiverer dig? Kommer du for at være sammen med vennerne, for at have det sjovt, for at blive sundere eller for at vinde?

Hvis nogen er i tvivl om, hvad børn og unge fokuserer på, så burde Mandag Morgen og Lego-fondens nye undersøgelse om ”det gode børneliv” være pligtlæsning.

Vi skal både i samfundet som helhed og i idrætsverdenen lette foden fra præstations-speederen.

Charlotte Bach Thomassen
Landsformand, DGI

Fritidsaktiviteter skal være sjove og knytte bånd, lyder konklusionen fra de ældste skolebørn i undersøgelsen.

Trivsel er et samfundsansvar

Mens vi hylder vores sportsstjerner for deres udholdenhed og i den offentlige debat taler om vigtigheden af sunde træningsmiljøer for eliten, så skal vi på samme tid også huske at passe godt på alle de helt almindelige unge. For de stopper nemlig blot, hvis de ikke oplever at kunne leve op til præstationspresset og alle de fejlfrie idealer.

Børn og unges trivsel ér et samfundsansvar.

I DGI løfter vi vores del, lokalt i samarbejde med idrætsforeningerne. Gennem kurser, uddannelse, udviklingsforløb, guidelines og digitale redskaber. Når vi i DGI hvert år uddanner tusinder af børne- og ungdomstrænere og instruktører, er det med fokus på, at vi alle motiveres forskelligt. Og at det at gå efter resultater langt fra altid er den vigtigste motivationsfaktor.

Vi skal både i samfundet som helhed, og i idrætsverdenen, lette foden fra præstations-speederen. Når en træner eller forældrene møder børn og unge efter en kamp eller en opvisning, er det så ikke langt bedre at høre de 10-årige, de 14-årige eller de 17-årige, om det var sjovt at være med? Om de sammen lykkedes med det, som de gerne ville?

Vi skal kunne optage nye tendenser og kulturer i foreningerne, som eksempelvis esport. For mange unge, der starter til esport, er det første gang, at de oplever et fritidsfællesskab.

Charlotte Bach Thomassen
Landsformand, DGI

Det burde det være. Ellers bliver fællesskaber netop ikke fælles.

Alle skal med

”Ulighed i fællesskaber” kan vi bedst bekæmpe sammen. I idrætsforeningerne må fokus være på deltagelse og på anerkendelse af forskellighed. Vi skal kunne optage nye tendenser og kulturer i foreningerne, som eksempelvis esport. For mange unge, der starter til esport, er det første gang, at de oplever et fritidsfællesskab.

Børn og unge har kun én hverdag, men færdes i primært tre arenaer; skolen, fritiden og familien. Derfor peger vi på potentialet i ”Den Åbne Skole”, nemlig den del af Folkeskoleloven, hvor omverden og skolen kan skabe en mere varieret og praksisnær undervisning med trivsel og læring til følge. Her får mange børn kendskab til det frivillige foreningsliv og dets fællesskaber.

Det er også derfor, at vi i DGI i disse år arbejder på at udbygge samarbejdet med landets kommuner. Det fælles potentiale er stort. Når idrætsforeninger og skoler samarbejder om brobygning for at få udsatte børn ind i foreningslivet.

Eller når den kommunale sundhedsplejerske, i dialog med DGI, hjælper et barn med overvægt ind på et DGI Jump4Fun hold, hvor tidligere oplevelser af sociale nederlag i stedet erstattes af bevægelsesglæde og nye venner.

Vi skal tage børn og unges mistrivsel alvorligt. Vi skal tage et tydeligt ansvar for, at de lokale fællesskaber også reelt er fælles.