Professor: Vi er pinligt ringe til at udnytte unikke muligheder for at støtte sårbare børn

Danmark skal være verdens bedste land at være barn i.

Det er ikke alle, der ved, at dette er den ambitiøse målsætning for den nuværende regering og støttepartierne udtrykt i deres forståelsespapir fra 2019, men måske endnu færre ved, at der er særlige muligheder for Danmark for at lykkes med det i 2021.

Vi har forudsætningerne for at etablere en organisering af området, som løbende vil kunne justeres til børnenes og de unges behov i takt med samfundsudviklingen.

Hvis vi investerer i at udbygge den infrastruktur, som 82 danske kommuner de sidste 15 år har udviklet sammen, kan vi udvikle viden og indsatser i verdensklasse, som ikke alene kommer nordiske børn til gode, men også understøtter området i andre lande.

Unikt potentiale bliver ikke udnyttet

Kombinationen af det kvalificerede arbejde, som foretages tæt på børnene, fra NGO’er til offentlige og private aktører, vores samarbejdsbaserede kultur, den offentlige infrastruktur med regioner og kommuner, befolkningsregistre på tværs af sektorer og et højt digitaliseringsniveau både i det offentlige og blandt borgerne, giver os et unikt potentiale i Danmark for at skabe verdens mest sammenhængende understøttelse af mental sundhed gennem opvæksten.

Men lige nu er der pinligt ringe udnyttelse af de unikke muligheder for løbende at udvikle viden og levere den bedste støtte til danske børn og deres familiers bedste.

Det, vi ved er, at det er et usædvanligt dyrt område, som trækker hårdt på de offentlige driftsmidler, men løbende må suppleres af forskellige NGO-drevne indsatser, ekstrabevillinger og SATS-puljemidler.

Vi ved for lidt om indsatsernes virkning

Vi er gode til at udrede diagnostisk, og børnepsykiatrien er godt med i forhold til at opfylde udredningsgarantien. Det, vi overordnet ved meget lidt om, er, hvordan de forskellige indsatser og behandlinger forløber, og i hvilken grad og hvor hurtigt de hjælper børn, som mistrives. Det gælder selv de børn, som diagnosticeres – om de har gavn af det, der følger diagnosen, og hvordan det går dem, når de er tilbage i deres hverdag.

Men lad os starte et andet sted. I lyset af både den nationale og globale udvikling med flere ældre og dermed behovet for en næste generation af særligt kompetente og robuste borgere i den erhvervsdygtige alder, er der særlig grund til at have opmærksomhed på udviklingen i mental sundhed blandt Danmarks eneste råstof.

Der burde være en tvingende nysgerrighed på, hvordan vi bedst klæder fremtidens borgere på til at navigere og klare hverdagen i den verden, de vokser op i. Fra starten af livet at sætte de bedste rammer for at udfolde deres potentiale og bidrage til de fællesskaber, de er en del af – familie som arbejde. Det er ifølge WHO’s definition grundlaget for mental sundhed, men oplagt også for samfundets sundhed.

Der har altid været variation i robust- og sårbarhed blandt de børneårgange, som vokser op i Danmark.

Vi skabes med forskellige forudsætninger, som igennem livet rundes af det miljø, vi interagerer med og former os som mennesker.

Et økosystem med fokus på forebyggelse

Men vi befinder os uden tvivl i en verden, som udvikler sig hurtigere, især i forhold til den måde vi interagerer socialt på en måde, menneskeheden ikke har oplevet før, og det kommer næppe til at gå langsommere.

Derfor bliver vi nødt til løbende at justere de rammer, vi stiller for den gode børneopvækst på samme måde, som vi løbende må justere de vacciner, vi udvikler til muterende vira som influenza og corona.  

Ingen organisationer eller fagligheder kan løfte denne opgave alene. Derfor bør Folketinget vedtage at investere i at skalere et fælles lærende økosystem, som har udgangspunkt i primær forebyggelse og sundhedsfremme, forankret i børnenes og de unges hverdag.

Der er gode grunde til bekymring for, hvilken verden vi giver til vores børn og børnebørn. Men vi skal være lige så opmærksomme på, hvilke børn og børnebørn vi giver til verden.

Carsten Lyng Obel
Professor i almen medicin og mental børnesundhed, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet

En stor del af forarbejdet er gjort i et samarbejde mellem de 82 kommuner, som de sidste 15 år sammen med forskningsmiljøerne har udviklet en fælles platform med fællesdrift fordele.

Det fælles mål er, at alle børn og unge gennem opvæksten tilbydes evidente sundhedsfremmende og primære forebyggende basistilbud, og at sundhedsdannelse kommer på skemaet fra tidlig skolealder.

Tegn på mistrivsel skal udredes hurtigt

Vi behøver ikke opfinde en ny organisation tæt på børnene. Vi har folkeskolen, som også bekender sig til den ovennævnte WHO-definition af mental sundhed og allerede har de obligatoriske kompetencemål om, at alle elever efter 3. klasse ”kan forklare, hvad der fremmer sundhed og trivsel i eget liv”, efter 6. klasse ”kan fremme sundhed og trivsel på skolen”, og efter 9. klasse ”kan fremme egen og andres sundhed og trivsel med udgangspunkt i demokrati og rettigheder”.

Dernæst er målet, at tegn på mistrivsel udredes hurtigt og behandles ud fra mindste middels princip med fokus på at afklare og håndtere de underliggende årsager.

Der er gode grunde til bekymring for, hvilken verden vi giver til vores børn og børnebørn. Men vi skal være lige så opmærksomme på, hvilke børn og børnebørn vi giver til verden.

Det har de forstået i Kina, og regeringen kan gøre som den kinesiske og ved lov reducere brug af digitale medier.

Eller vi kan bruge teknologien til at udvikle fælles løbende læring til at understøtte vores fælles værdier om at sikre, at alle børn den bedste opvækst.