Skærmdebatten har taget teknologien som gidsel

Inde i Børne- og Undervisningsministeriet ligger der et fuldt beskrevet og evalueret grundskolefag i teknologiforståelse på en hylde og samler støv. Ingen i regeringen har – på trods af deres passionerede engagement i emnet børn, unge og skærme – overvejet at tage det frem og støve det af.

I hvert fald er det ikke et aspekt, der er blevet omtalt, på trods af vedvarende opfordringer fra blandt andet forskere, it-branchen, Danske Skoleelever, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og Danmarks Lærerforening, der peger på, at der er et massivt behov for indsatser på dette område på alle niveauer i vores uddannelsessystem.

Da den nordiske tænketank for tech og demokrati for nylig skulle enes om, hvilke anbefalinger de skulle komme med til regeringerne i deres respektive lande, fremførte de danske medlemmer – ifølge formanden for tænketanken, Tobias Bornakke – netop behovet for teknologiforståelse.

Medlemmerne fra de øvrige lande rystede på hovedet, for den slags fag og indsatser havde de da haft i årevis.

Men i Danmark begynder det efterhånden at se ud som om, at det er et bevidst fravalg og ignorering af en oplagt indsats, som vi rent faktisk kan iværksætte uden at skulle afvente EU-lovgivning eller platformenes velvillighed til dialog (eller frygt for bøder) – og det er ovenikøbet en indsats, som vi har et ret godt grundlag for at antage vil virke.

Det kan kun gå for langsomt med at finde støvekosten frem inde i ministeriet

Stine Liv Johansen

At iværksætte relevante indsatser for at undervise og oplyse børn og unge, så de bliver bedre i stand til at træffe gode valg i forhold til digitale teknologier, er ikke gratis.

Det vil kræve en massiv uddannelses- og efteruddannelsesindsats blandt fagpersoner, først og fremmest lærere i grundskole og ungdomsuddannelser.

Men jeg har svært ved at tro, at det skulle være et spørgsmål om finansiering, der afgør, om man fra politisk hold vil gøre alt, hvad man kan, for at afhjælpe de problemer og risici, børn og unge oplever i deres digitale liv.

Det giver derfor ingen mening, at man udelukker et af de helt afgørende – og oplagte – tiltag, der faktisk kan gøre en forskel.

Undersøgelser peger på, at unge menneskers oplevelse af selv at have indflydelse på deres brug af sociale medier, spiller en stor rolle i forhold til, om de oplever negative effekter af brugen.

Hvis man oplever, at man er offer for kræfter uden for ens kontrol, bliver man mere negativt påvirket af det, man ser og oplever online. Hvis man omvendt har en følelse af, at man selv har indflydelse og agens i forhold til at styre og organisere sit digitale liv, er den negative påvirkning langt mindre.

Faktisk ser det ud til, at det mindset, den enkelte har i forhold til sit digitale liv, har større betydning for, hvordan man påvirkes, end det tidsforbrug, man har.

Og derfor giver det så god mening, at en helt uomgængelig indsats for at øge børn og unges trivsel i forhold til det digitale handler om at klæde dem på til at træffe gode valg, hver for sig og i fællesskab.

Det kan kun gå for langsomt med at finde støvekosten frem inde i ministeriet.