Direktør: Den smarte by bliver en bekvemmelig opdragelseslejr

Af Klavs Birkholm
Direktør, Tænketanken TeknoEtik

Internet of things (IoT) er den gængse betegnelse for en bestemt teknologisk vision, hvor alskens genstande og apparater er udstyret med transmittere, så alt i sidste instans kan wrappes ind i ét stort netværk: enhver by, ethvert sted, enhver bygning, enhver genstand, enhver krop. Alt på hele planeten.

Mike Kuniavsky, som var en af de første fortalere for denne forestilling, karakteriserer IoT som en tilstand, hvor "computing og dataudveksling er indfældet i og distribueres via hele vores omgivende miljø". Det er netop dén teknologiske tilstand, der får os til at kalde byen eller boligen ”smart”.

Hvorimod en af verdens førende praktikere på feltet, nemlig Adam Greenfield, "foretrækker at se [IoT] som det, det i virkeligheden er: en kolonisering af dagliglivet ved hjælp af informationsteknologi". Vi køber de smarte teknologier for deres bekvemmelighed, men vi betaler med vores frihed," siger Greenfield.

Overvågning indgår i den smarte by
Implementeringen af IoT i den smarte by, det smarte hjem og de personlige gadgets kan været drevet af en række forskellige motiver. Det kan være det banale ønske om at vinde en konkurrencefordel på markedet ved at udstyre simple produkter med en overraskende funktionalitet.

Det kan også være den fornuftige bestræbelse på at regulere en bys energiforbrug med mindst muligt spild eller at regulere byens trafikstrømme mest smidigt. Det kan som bekendt også være ønsket om at skaffe sig adgang til personlige data i den hensigt at videresælge dem som adfærds-futures.

Så længe, det ikke går op for offentligheden, at en så omfattende viden om borgernes privatliv er underminerende for enhver demokratisk styreform, bevæger vi os glade og i godt humør på vej mod kinesiske tilstande, også her i Vesten.

Klavs Birkholm
Direktør, Tænketanken TeknoEtik

Uanset motivet må et vist element af overvågning og kontrol nødvendigvis indgå. Én ting er nemlig fælles for alle teknologierne – fra Googles Fitbit til Amazons Alexa, fra Aalborgs smart-energy-systemer til Procter & Gambles automatiske håndvaskalarm på offentlige toiletter i Manila, fra trafikreguleringen i København til ansigtsgenkendelse i Rongcheng.

De er fælles om opfattelsen af, hvad der i deres øjne er det værst tænkelige: at en begivenhed – en eneste begivenhed – kan finde sted uden at blive monitoreret, lagret og vurderet.

På vej mod kinesiske tilstande
Så jo dygtigere vi bliver til at få computerne til at analysere alle disse lagrede data – læs: med kunstig intelligens – jo mere overtager de involverede techselskaber pladsen som verdens førende efterretningscentraler.

Som Altinget skrev for kun få dage siden, retter Forsvarets Efterretningstjeneste i sin seneste risikovurdering omsider sigtet mod techgiganterne. De har en hidtil uset magt til at påvirke både den geopolitiske magtbalance og den nationale politiske situation overalt i verden. 

Et tilsyneladende uskyldigt eksempel: Whirlpool og andre vaskemaskinefabrikanter samarbejder nu med techvirksomhederne om snart at udbyde den "gratis" vaskemaskine. Vi skal ikke længere købe maskinen, vi skal kun betale per vask. "Maskinen" bestemmer til gengæld, hvornår på døgnet der vaskes, og gør på den måde strømforbruget mere miljørigtigt.

Så behøver vi forbrugere ikke længere bekymre os om klimaet. Og heller ikke om, at techfirmaet bag vaskemaskinen hurtigt kommer til at vide alt om vores vaskevaner.