DTU-rådgiver: CO2-budgetter for byggeri er en vej til bæredygtige materialer

Af Søren Lütken
Seniorrådgiver, UNEP DTU Partnership

Omkring 30-35 procent af den globale energiproduktion bliver brugt i bygninger til varme, køling og drift. Det er imidlertid en andel, som falder i takt med, at byggeri bliver mere energieffektivt - i hvert fald i nogle dele af verden, heriblandt også i Danmark.

Samtidig er der globalt en hastig udvikling i sammensætningen af energiforsyningen i retning af større andele af grøn energi - vind, sol, vand og biomasse. Disse to tendenser betyder samlet set, at CO2-fodaftrykket af bygningers energiforbrug udgør en stadig mindre del af bygningers samlede CO2-aftryk. Et aftryk, som også omfatter CO2 indlejret i byggematerialerne.

CO2-budget på bygninger
I Danmark er vi nået så langt i byggestandarder, at det ikke giver meget mening at stramme kravene til bygningers energieffektivitet yderligere. Det næste nødvendige skridt er at stille krav til - og begrænse - byggematerialernes CO2-indhold.

En sådan begrænsning bør imidlertid ikke lægges på de enkelte materialer, men på en bygning som helhed. - Nøjagtigt som en bygning som helhed må overholde en energieffektivitetsstandard. Dermed stilles bygherre frit i forhold til, hvordan man vil overholde kravet.

UNEP DTU Partnership har i et arbejdspapir foreslået en model, der tager udgangspunkt i kommuners rolle som autoritet i forhold til byggetilladelser. Kommuner har visse beføjelser i forhold til at udstede krav i forhold til lokalplaner, hvilket også kunne indeholde krav til CO2-fodaftryk. Men en national regulering er naturligvis at foretrække.

Modellen går ud på at tildele et CO2-budget til enhver bygning, der gives tilladelse til at opføre. Budgettet omfatter både materialernes CO2-indhold samt CO2-indholdet i et antal års energiforbrug.

Søren Lütken
Seniorrådgiver, UNEP DTU Partnership

Modellen går ud på at tildele et CO2-budget til enhver bygning, der gives tilladelse til at opføre. Budgettet omfatter både materialernes CO2-indhold samt CO2-indholdet i et antal års energiforbrug. Dermed gives bygherre mulighed for at 'tjene' CO2-indhold til byggematerialer, hvis man eksempelvis har særlig forkærlighed for jern og stål, mod til gengæld for eksempel at opføre et plus-energihus.

Omstilling af byggematerialer
Naturligvis vil et sådant krav stille bygherre og entreprenør over for den udfordring, at kun få materialeleverandører i dag er i stand til at dokumentere deres produkters CO2-indhold. Der findes imidlertid allerede anerkendte metoder til at foretage den beregning.

Det er derfor sandsynligt, at effekten vil være den samme, som man så med ISO9000 kvalitetsstandarden i 90erne: I begyndelsen ansås den som dødsstødet til mange underleverandører i industrien, men i løbet af få år var den adopteret i de fleste værdikæder - i øvrigt med økonomisk gevinst i produktionen til følge.

50 procent af verdens materialer - målt på vægt - indgår i byggeriet. Hvis værdikæder, der omfatter disse materialer, lykkes med ikke blot at beregne CO2-indholdet, men i stigende grad stilles over for krav om et gradvist faldende indhold af CO2 i produkterne, vil vi nærme os en total global kortlægning - og begyndende reduktion - af produkters CO2-indhold.

Gennemgribende reduktion af CO2-indhold
Hvis CO2-budgetterne tildeles effektivt til byggesektoren med samme transparens, som har gjort sig gældende for de danske energieffektivitetsstandarder over de seneste 20 år, så kan en sådan standard føre til gennemgribende reduktion af CO2-indholdet i byggeri på tre måder: 

1. at øge materialeeffektivitet – det vil sige færre materialer per etagemeter
2. at vælge leverandører, der producerer mere 'CO2-effektivt'
3. at erstatte mere CO2-intensive materialer med mindre CO2-intensive.

Særligt punkt 2 og 3 kan have afgørende betydning for at nedbringe CO2-indholdet i byggeriet og har potentiale til afgørende at ændre materialestrømme. 

Punkt 2 vil favorisere leverandører i lande, hvor energiproduktionen er CO2-let - det kunne for eksempel være stål fra Norge (vandkraft) i stedet for Kina (kul) - eller fra leverandører, som producerer egen CO2-neutral energi. Punkt 3 vil formentlig helt erstatte stålet, måske med træ.