Flere markante politikere forlader Folketinget: Se hele listen

Valget er kun lige blevet udskrevet, men allerede nu ved vi, at vi med sikkerhed skal sige farvel til en række af de nuværende folketingsmedlemmer. Se dem alle her.

Foto: Liselotte Sabroe, Thomas Lekfeldt, Mads Claus Rasmussen, Asger Ladefoged, Philip Davali/Ritzau Scanpix
Katrine Falk Lønstrup

Hele 39 politikere, der blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2019, vil ikke være at finde på stemmesedlen ved det kommende folketingsvalg, der bliver afholdt 1. november 2022.

Nogle har allerede forladt Christiansborg i løbet af denne valgperiode, mens andre har valgt ikke at genopstille.

Hverken Folketingets længstsiddende medlem, Bertel Haarder (V), Enhedslistens tidligere politiske ordfører, Pernille Skipper, eller Folketingets nuværende formand, Henrik Dam Kristensen (S), genopstiller. Og derudover har blandt andre Kristian Thulesen Dahl (tidligere DF), Karsten Lauritzen (V) og Morten Østergaard (R) allerede er stoppet.

Du kan få et overblik over, hvilke politikere vi skal sige farvel til, her.

Socialdemokratiet 

Lennart Damsbo-Andersen 

Lennart Damsbo-Andersen har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2007. Han har siden 2020 været social dumping-ordfører og har derudover tidligere været statsrevisor og formand for Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Inden han blev valgt til Folketinget første gang, var han byrådsmedlem i først Nysted Kommune og siden Guldborgssund Kommune, der blev oprettet med kommunalreformen i 2007. Fra 2002 til 2006 var Lennart Damsbo-Andersen borgmester i Nysted Kommune.

I 2019 fik Lennart Damsbo-Andersen 5.648 stemmer personlige stemmer.

Orla Hav 

70-årige Orla Hav stopper i Folketinget efter 40 år i dansk politik. Han har siddet i Folketinget siden 2007 og har derudover siden 1983 siddet i Nordjyllands Amtsråd og senere regionsrådet i Region Nordjylland, hvor han både har været amtsborgmester og regionsrådsformand.

I 2005 var Orla Hav med sine 86.432 stemmer den regionsrådspolitiker, der fik flest personlige stemmer. Ved det seneste folketingsvalg i 2019 fik Orla Hav 5.694 personlige stemmer.

Henrik Dam Kristensen 

Folketingets nuværende formand, Henrik Dam Kristensen, er tidligere landpostbud og har været beskæftigelses- og transportminister i Helle Thorning-Schmidts regering samt landbrugs- og fiskeriminister, fødevareminister og socialminister i Poul Nyrup Rasmussens regeringer.

Henrik Dam Kristensen stillede op til Folketinget første gang i 1984, men blev først valgt ind i 1990. I 2004 blev han valgt til Europa-Parlamentet. Han sad dog kun i to år, inden han i 2006 blev ny partisekretær for Socialdemokratiet, og året efter blev han igen valgt til Folketinget.

I 2019 fik Henrik Dam Kristensen 7.450 personlige stemmer.

Formand for Folketinget Henrik Dam Kristensen ved Folketingets åbning i 2019.
Formand for Folketinget Henrik Dam Kristensen ved Folketingets åbning i 2019. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Julie Skovsby 

Efter 15 år i Folketinget stopper også Socialdemokratiets nuværende kirke- og psykiatriordfører, Julie Skovsby. Hun har siden 2019 blandt andet været formand for Kirkeudvalget. Inden Julie Skovsby blev valgt til Folketinget første gang, var hun medlem af regionsrådet i Region Syddanmark fra 2005 til 2007.

I 2019 fik Julie Skovsby 3.943 personlige stemmer.

Troels Ravn 

Troels Ravn har været medlem af Folketinget ad flere omgange. Først fra 2005 til 2007, siden fra 2011 til 2015 og senest fra 2016, hvor han overtog pladsen Bjarne Corydon. Troels Ravn er uddannet lærer og var skoleinspektør, inden han blev valgt til Folketinget. Han har derudover tidligere været byrådsmedlem i Vejen Kommune. 

Siden 2019 har Troels Ravn været skatteordfører for Socialdemokratiet. Han fik 7.135 stemmer ved det seneste folketingsvalg.

Nick Hækkerup

1. maj 2022 meddelte Nick Hækkerup noget overraskende, at han trak sig som justitsminister med øjeblikkelig virkning for i stedet at blive direktør i Bryggeriforeningen.  

Det betød samtidig, at han forlod Folketinget, hvor han har siddet siden 2007. Foruden posten som justitsminister i Mette Frederiksens regering havde han flere ministerposter i Helle Thorning-Schmidts regeringer, hvor han først var forsvarsminister, herefter handels- og europaminister og senest minister for sundhed og forebyggelse.

Nick Hækkerup er uddannet jurist og er tidligere borgmester i Hillerød Kommune. I 2019 var han med sine 11.016 personlige stemmer den socialdemokrat, der fik flest stemmer i Nordsjællands Storkreds.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Henrik Sass Larsen

Få måneder efter folketingvalget i 2019 forlod Henrik Sass Larsen Christiansborg for i stedet at blive administrerende direktør for Brancheforeningen for Virksomhedsinvestorer i Danmark. Inden da havde han i nogle måneder haft orlov fra Folketinget på grund af sygdom.

Henrik Sass Larsen er tidligere formand for DSU og har siddet i Folketinget i næsten 20 år. Han var den tidligere formand Helle Thorning-Schmidts tro løjtnant fra 2005, men måtte vinke farvel til finansministerposten, da Thorning-Schmidt dannede regering i 2011. 

På grund af relationer til en rocker i Køge kunne Politiets Efterretningstjeneste ikke sikkerhedsgodkende Sass Larsen, og det fik Helle Thorning-Schmidt til at vrage Sass-Larsen til fordel for Bjarne Corydon. I 2013 blev han dog erhvervs- og vækstminister - og han har derudover i løbet af sine 20 år på Slotsholmen været både statsrevisor, politisk ordfører og formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Henrik Sass Larsen fik 4.017 personlige stemmer 2019, hvilket var færrest af alle valgte socialdemokrater i Sjællands Storkreds.

 

Radikale Venstre

Marianne Jelved 

Radikales tidligere partileder Marianne Jelved blev valgt til Folketinget første gang i 1987, men har nu valgt at gå på pension. 78-årige Marianne Jelved er uddannet lærer og arbejdede som folkeskolelærer i 20 år, inden hun blev valgt til Folketinget. Hun var partileder i Radikale Venstre i hele 17 år fra 1990 til 2007, hvor Margrethe Vestager overtog posten.

Op gennem 1990’erne var Jelved både økonomiminister og minister for nordisk samarbejde i Poul Nyrup Rasmussens regeringer, ligesom hun var kultur- og kirkeminister i Helle Thorning-Schmidts regeringer. Derudover har hun i en årrække i 1980'erne været byrådsmedlem og viceborgmester i Gundsø Kommune. 

I 2019 fik Marianne Jelved 2.657 personlige stemmer.

Marianne Jelved poserer med den berømte håndtaske efter Radikale Venstres store fremgang ved folketingsvalget i 2005.
Marianne Jelved poserer med den berømte håndtaske efter Radikale Venstres store fremgang ved folketingsvalget i 2005. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kristian Hegaard

Den daværende radikale retsordfører, Kristian Hegaard, forlod i august 2021 dansk politik. Det skete, efter at han efter eget udsagn flere gange havde optrådt grænseoverskridende i beruset tilstand. 

Kristian Hegaard blev valgt til Folketinget i 2019 og sad i sine to år som folketingsmedlem som næstformand for Folketingets Retsudvalg. Fra 2010 til 2021 var han derudover medlem af byrådet i Fredensborg Kommune.

I 2019 fik Kristian Hegaard 1.945 personlige stemmer.

Morten Østergaard

I juni 2021 forlod Radikales tidligere partileder Morten Østergaard Folketinget med øjeblikkelig virkning, da han havde fået job som klimarådgiver i ingeniørvirksomheden cBrain A/S. Otte måneder inden, i oktober 2020, havde Morten Østergaard været nødsaget til trække sig som partileder efter sager om krænkelser mod kvinder, og i november 2020 fik han orlov fra Folketinget. 

Morten Østergaard blev valgt til Folketinget første gang i 2005. Han blev i 2014 Radikales politiske leder, da hans forgænger, Margrethe Vestager, blev udnævnt til ny EU-kommissær. I samme ombæring overtog han Vestagers post som økonomi- og indenrigsminister - og han har derudover tidligere været både uddannelsesminister og skatteminister i Helle Thorning-Schmidts regeringer.

Morten Østergaard fik 17.715 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019.

Morten Østergaard melder sin afgang som Radikales politiske leder efter et timelangt gruppemøde om de interne krænkelsessager i partiet.
Morten Østergaard melder sin afgang som Radikales politiske leder efter et timelangt gruppemøde om de interne krænkelsessager i partiet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

 

SF

Trine Torp 

Trine Torp blev valgt til Folketinget for første gang i 2015 og har blandt andet fungeret som SF's psykiatriordfører, socialordfører, miljøordfører og fødevareordfører. Siden valget i 2019 har hun derudover været medlem af Folketingets præsidium som 3. næstformand.

Trine Torp er uddannet psykolog og har blandt andet undervist på Professionshøjskolen Metropol i København, inden hun blev folketingsmedlem. Hun har tidligere siddet i kommunalbestyrelsen i Halsnæs Kommune. 

I 2019 fik Trine Torp 4.307 personlige stemmer. 

Ina Strøjer-Schmidt

Det bliver kun til en enkelt periode i Folketinget i denne omgang for SF's familie- og forbrugerordfører, Ina Strøjer-Schmidt. Efter en urafstemning tidligere på året tabte hun nemlig kampen om at blive SF's kandidat i Ballerup-Glostrup-kredsen, hvor hun hidtil har været valgt.ina str

Ina Strøjer-Schmidt fik 4.512 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019, hvor hun slog favoritten Serdal Benli og fik SF’s eneste mandat i Københavns Omegn. 

 

Dansk Folkeparti

Mette Hjermind Dencker

Mette Hjermind Dencker har siddet i Folketinget siden 2011 og har i hele den periode været Dansk Folkepartis ordfører for landdistrikter og øer. Efter flere folketingsmedlemmer forlod Dansk Folkeparti i starten af 2022, blev Mette Hjermind Dencker også tildelt blandt andet ordførerskabet for fødevare- og landbrug.

Selvom Dansk Folkeparti har været præget af stor uro i denne valgperiode, har beslutningen om ikke at genopstille ikke noget at gøre med hverken partiet eller formand Morten Messerschmidt at gøre, har Mette Hjermind Dencker understreget.

I 2019 fik Mette Hjermind Dencker 2.348 stemmer personlige stemmer. 

 

Venstre 

Bertel Haarder 

Folketingets længst siddende medlem, Bertel Haarder (V), genopstiller ikke. Bertel Haarder blev første gang valgt i 1975 og har altså siddet i Folketinget i mere end 40 år. I 1982 fik han sin første ministerpost, da han blev undervisningsminister. Siden har han været forskningsminister, integrationsminister, europaminister, minister for nordisk samarbejde, kultur- og kirkeminister, sundhedsminister og udviklingsminister. Og han har derudover også været medlem af Europa-Parlamentet fra 1994 til 2001.

Som det længstsiddende folketingsmedlem har det været Bertel Haarder, der de seneste mange år har ringet det nye folketingsår ind, når Folketinget åbner første tirsdag i oktober. Men efter næste valg tilfalder den rolle en ny.

”Jeg synes ærlig talt, at jeg har aftjent min værnepligt. Men jeg har tænkt mig at køre for fuld kraft, så længe jeg er i Folketinget, blandt andet som formand for Udenrigsudvalget,” lød det fra Bertel Haarder, da han gjorde sin afsked officiel.

I 2019 fik Bertel Haarder 5.308 personlige stemmer.

Bertel Haarder synger for på Venstres landsmøde i 2019.
Bertel Haarder synger for på Venstres landsmøde i 2019. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ellen Trane Nørby 

Ellen Trane Nørby har siden 2005 repræsenteret Venstre på Christiansborg, men efter valget er det slut. Afskeden betyder dog ikke, at Ellen Trane Nørby er færdig i politik. Hun fortsætter sit arbejde med kommunalpolitik i Sønderborg, hvor hun ved efterårets kommunalvalg blev valgt som 2. viceborgmester og leder af Venstres byrådsgruppe.

Ellen Trane Nørby har siden valget i 2019 været Venstres børne- og undervisningsordfører. Hun har tidligere været politisk ordfører, og i 2015 fik hun sin første ministerpost, da hun blev minister for børn, undervisning og ligestilling. Fra 2016 til 2019 var hun sundhedsminister.

I 2019 fik Ellen Trane Nørby 13.477 stemmer, og hun var dermed den Venstre-kandidat, der fik flest personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds.

Fatma Øktem

Fatma Øktem blev første gang valgt til Folketinget ved valget i 2011, hvor hun sad indtil valget i 2015. Siden blev hun valgt ind igen i 2019 i Østjyllands Storkreds. Både i sin første og anden periode i Folketinget har Fatma Øktem været Venstres ligestillingsordfører.

Fra 2010 til 2013 var Fatma Øktem derudover medlem af regionsrådet i Region Midtjylland.

I 2019 fik hun 5.130 personlige stemmer.

Claus Hjort Frederiksen  

Claus Hjort Frederiksen har siddet i Folketinget siden 2005, men genopstiller ikke, da hans hustru er alvorligt syg.

Han var Venstres partisekretær i 16 år, inden han i 2001 blev beskæftigelsesminister i Anders Fogh Rasmussens regeringer og derefter finansminister i først Anders Fogh Rasmussens og siden Lars Løkke Rasmussens regeringer. I 2016 blev han til manges overraskelse forsvarsminister.

Siden januar 2022 har Claus Hjort Frederiksen været en central figur i den såkaldte FE-sag, da det blev offentligt kendt, at han var blevet sigtet efter straffelovens paragraf 109, der omhandler læk af fortrolige og statslige hemmeligheder.

I maj 2022 indstillede Rigsadvokaten til justitsminister Mattias Tesfaye, at den tidligere forsvarsminister blev tiltalt for at have røbet statshemmeligheder. Et flertal i Folketinget besluttede dog ikke at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet, og det er dermed uklart, hvad der kommer til at ske i sagen, før Claus Hjort Frederiksen ikke længere er beskyttet af sin parlamentariske immunitet.

Claus Hjort Frederiksen fik 6.405 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019.

Claus Hjort Frederiksen udtaler sig på Christiansborg, efter det er blevet kendt, at Rigsadvokaten vil rejse tiltale for landsskadelig virksomhed. Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet blev dog - som bekendt - ikke ophævet.
Claus Hjort Frederiksen udtaler sig på Christiansborg, efter det er blevet kendt, at Rigsadvokaten vil rejse tiltale for landsskadelig virksomhed. Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet blev dog - som bekendt - ikke ophævet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Jane Heitmann

Jane Heitmann har siddet i Folketinget siden 2011 og har gennem alle årene været Venstres psykiatriordfører. Siden 2021 har samtidig hun været ældre- og omsorgsordfører. Og hun har derudover blandt andet været formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

Fra 2006 til 2016 sad Jane Heitmann i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune.

I 2019 fik Jane Heitmann 4.420 personlige stemmer.

Ulla Tørnæs

Ulla Tørnæs blev første gang valgt til Folketinget i 1994. Hun er tidligere politisk ordfører for Venstre, og i løbet af 00'erne var hun både undervisningsminister og minister for udviklingsbistand i Anders Fogh Rasmussens og Lars Løkke Rasmussens regeringer.

Fra 2014 til 2016 sad Ulla Tørnæs i Europa-Parlamentet for Venstre, men da posten som uddannelses- og forskningsminister blev ledig, hentede den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, Ulla Tørnæs hjem fra Parlamentet. Hun nåede også at være udviklingsminister fra 2016 til 2019, inden hun i 2019 igen blev valgt til Folketinget med 6.974 personlige stemmer.

Karsten Lauritzen

I januar 2022 forlod Karsten Lauritzen, der på daværende tidspunkt var Venstres gruppeformand, dansk politik til fordel for et job som branchedirektør i DI Transport. Karsten Lauritzen blev første gang valgt ind i Folketinget som 24-årig i 2007. Han er tidligere formand for Venstres Ungdom og har blandt andet været skatteminister fra 2015 til 2019. Men nu har han altså valgt at prioritere tid til familieliv over en rolle i dansk toppolitik. 

I 2019 fik Karsten Lauritzen 18.335 personlige stemmer, hvilket var næstflest af Venstres nordjyske kandidater.

Karsten Lauritzen bliver præsenteret som ny direktør i DI Transport.
Karsten Lauritzen bliver præsenteret som ny direktør i DI Transport. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Tommy Ahlers

I 2018 udnævnte den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, noget overraskende iværksætteren Tommy Ahlers til ny uddannelses- og forskningsminister. Efter valget i 2019 fortsætte Tommy Ahlers som folketingsmedlem for Venstre, men kun lidt under tre år senere var det slut, da Tommy Ahlers i stedet ønskede at genoptage sin iværksætterkarriere.

Tommy Ahlers står bag en række virksomheder og har tidligere været en del af Konservativ Ungdom. Før han blev udnævnt som minister, havde han blandt andet plads i Disruptionrådet, som Lars Løkke Rasmussen nedsatte i 2017. 

I 2019 fik Tommy Ahlers med sine 26.420 personlige stemmer femteflest stemmer af alle - kun overgået af Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen, Pernille Skipper og Inger Støjberg. 

Kristian Jensen

Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen trådte i marts 2021 ud af Folketinget for at blive Danmarks særlige udsending i FN. Han nåede dog kun at arbejde for dansk medlemskab af FN’s sikkerhedsråd i knapt et år, inden han i marts 2022 takkede ja til en stilling som administrerende direktør for brancheorganisationen Green Power Denmark. 

Kristian Jensen er tidligere formand for Venstres Ungdom og blev første gang valgt ind i Folketinget i 1998. I løbet af sin parlamentariske karriere har han både været skatteminister, udenrigsminister og senest finansminister.

I 2019 fik han 10.759 personlige stemmer.

Kristian Jensen bliver interviewet foran Hotel Comwell i Brejning, efter han har trukket sig som næstformand i Venstre.
Kristian Jensen bliver interviewet foran Hotel Comwell i Brejning, efter han har trukket sig som næstformand i Venstre. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

 

Danmarksdemokraterne

Bent Bøgsted

Efter mere end 20 år i Folketinget forlader Bent Bøgsted nu dansk politik, da han vil passe på sit helbred og bruge mere tid sammen med sin kone, Hanne.

Bent Bøgsted var medlem af Dansk Folkeparti indtil februar 2022, hvor han meldte sig ud i protest mod den den politiske linjer og partiets nyvalgte formand, Morten Messerschmidt, som Bøgsted kalder "mere ultrakonservativ, end jeg nogensinde bliver". Han sad som løsgænger i Folketinget i en periode, inden han i stedet meldte sig ind i Ingers Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne.

Ved folketingsvalget i 2019 fik Bent Bøgsted 3.418 stemmer.

 

Enhedslisten 

Christian Juhl

Christian Juhl har siddet i Folketinget siden 2011, og det er derfor ikke muligt for ham at genopstille. Han har, siden han blev valgt første gang, været Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører og udviklingsordfører. Efter valget i 2019 blev han derudover arktisordfører og kirkeordfører, og han har derudover været medlem Nordisk Råd. Fra 2016 til 2019 var han medlem af Folketingets Præsidium. 

Christian Juhl har en fortid i DKP og har derudover tidligere været kandidat til Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. Inden han blev folketingmedlem, arbejdede han blandt andet som skovarbejder, chauffør, jord- og betonarbejder og industriarbejder.

I 2019 fik Christian Juhl 1.178 stemmer.

Pernille Skipper

Efter tre valgperioder forlader Pernille Skipper Folketinget, da hun falder for Enhedslistens rotationsprincip. Pernille Skipper var Enhedslistens politiske ordfører fra 2016 til 2021, hvor hun blev afløst af Mai Villadsen. Siden Pernille Skipper blev valgt i 2011, har hun haft en lang række ordførerskaber, heriblandt socialordfører, sundhedsordfører og uddannelses- og forskningsordfører. 

Pernille Skipper er uddannet jurist og har været ungdomspolitisk aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og Studenterrådet ved Københavns Universitet. Inden sin tid i Folketinget arbejdede Skipper blandt andet i Center for Rets- og Politiforskning.

I 2019 fik Pernille Skipper 33.024 personlige stemmer, hvilket var tredjeflest af alle - kun overgået af Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, og den daværende formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen.

Pernille Skipper i folketingssalen, hvor der er spørgstime med statsminister Mette Frederiksen.
Pernille Skipper i folketingssalen, hvor der er spørgstime med statsminister Mette Frederiksen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

Eva Flyvholm

Eva Flyvholm blev valgt til Folketinget i 2015, men efter næste valg er det slut. Fordi hun tidligere har været politisk rådgiver i partiet, falder hun nemlig også for rotationsprincippet. Indtil Eva Flyvholm gik på barsel i marts 2022, var hun blandt andet Enhedslistens forsvars- og udenrigsordfører.

Ved folketingsvalget i 2019 fik Eva Flyvholm 3.740 stemmer, hvilket var næstflest af Enhedslistens kandidater.

Henning Hyllested 

Også Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, der har siddet i Folketinget siden 2011, falder for Enhedslistens rotationsprincip.  Henning Hyllested har været medlem af bestyrelsen for Havnearbejdernes Landsklub fra 2003 til 2012 og medlem af bestyrelsen for 3F Esbjerg Transport fra 2006 til 2012, og inden han blev valgt til Folketinget, var han havnearbejder i Esbjerg. Henning Hyllested har derudover tidligere været rejsesekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund.

I 2019 fik Henning Hyllested 2.349 personlige stemmer

Jakob Sølvhøj

Jakob Sølvhøj har med enkelte pauser været kandidat for Enhedslisten siden 1991. Det var dog først ved folketingsvalget i 2015, at det lykkedes ham at blive valgt ind. Herefter blev han først næstformand og senere formand for Enhedslistens folketingsgruppe, hvilket han fortsatte som indtil 2020. Jakob Sølvhøj er tidligere pædagogmedhjælper og fagforeningsformand. 

Siden han blev valgt ind i 2015, har han været Enhedslistens børneordfører, undervisningsordfører og handicapordfører. I 2019 fik han 913 stemmer.

Jonathan Simmel

34-årige Jonathan Simmel er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse og Socialistisk Arbejderpolitik (SAP) og har siddet i Folketinget siden august 2022, hvor han afløste Rune Lund.

Han har tidligere gjort sig bemærket, da han i 2016 kom med udtalelser om væbnet revolution og efterfølgende blev presset af partitoppen til at droppe at vikariere for Eva Flyvholm i Folketinget.

Ved seneste folketingsvalg i 2019 fik Jonathan Simmel 675 personlige stemmer. Han meddelte allerede i 2020, at han ikke ville fortsætte som folketingskandidat, da han havde fået job som faglig konsulent i FOA.

Rune Lund

Enhedslistens Rune Lund forlod allerede Folketinget i august 2022, da han er flyttet til Kenya med sin familie. Rune Lund har siddet i Folketinget ad to omgange. Første gang fra 2005 til 2007 og igen fra 2015. Han har siden 2018 blandt andet været partiets finansordfører og var derudover næstforman i Enhedslistens folketingsgruppe fra 2020 til 2022.

Rune Lund har både en fortid i Operation Dagsværk og har desuden arbejdet som økonomisk konsulent. Fra 1998 blev han for alvor aktiv i Enhedslisten, da han blev været medlem af partiets hovedbestyrelsen.

Ved folketingsvalget i 2019 fik Rune Lund 1.157 personlige stemmer.

 

Alternativet

Uffe Elbæk

Uffe Elbæk blev første gang valgt til Folketinget for Radikale Venstre i 2011 - og kort efter han udnævnt til ny kulturminister i Helle Thorning-Schmidts S-R-SF-regering. Han trak sig som minister i 2012 efter at være kommet i modvind i en sag om afholdte arrangementer hos Akademiet For Utæmmet Kreativitet.

I september 2013 meldte Uffe Elbæk sig ud af Radikale Venstre, og få måneder efter var han med til at stifte partiet Alternativet, der fik hele ni mandater ved det efterfølgende folketingsvalg i 2015. Uffe Elbæk var medlem af Alternativet indtil marts 2020, hvor han meldte sig ud, efter Josephine Fock var blevet valgt som ny partileder. Han sad som løsgænger i Folketinget i en periode, inden han var med til at stifte Frie Grønne. Og i september 2022 forlod han så Frie Grønne for atter en gang at melde sig ind i Alternativet.

Før Uffe Elbæk blev politiker, var han kendt som leder af uddannelsen KaosPiloterne i Aarhus.

I 2019 fik Uffe Elbæk 7.587 personlige stemmer.

Uffe Elbæk er tilbage hos Alternativet efter godt to et halvt år som først løsgænger og siden medlem af Frie Grønne.
Uffe Elbæk er tilbage hos Alternativet efter godt to et halvt år som først løsgænger og siden medlem af Frie Grønne. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

 

Sambandsflokkurin 

Edmund Joensen

Det færøske folketingsmedlem Edmund Joensen fra det liberale parti Sambandsflokkurin forlader Folketinget efter næsten 15 år fordelt over tre perioder. "Jeg har aftjent min politiske værnepligt," lød det fra Edmund Joensen under Folketingets afslutningsdebat i 2022.

Edmund Joensen har også tidligere repræsenteret Sambandsflokkurin i Lagtinget på Færøerne, hvor han også har været lagmand.

 

Løsgængere 

Simon Emil Ammitzbøll-Bille 

Tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille var med egne ord tættere på udgangen end indgangen på Christiansborg i en længere periode, inden han august 2021 besluttede ikke at genopstille ved næste folketingsvalg.

Han har siddet i Folketinget i mere end 17 år, hvor han har repræsenteret hele flere forskellige partier. Han var i en længere årrække medlem af Radikale Venstre og er derudover tidligere formand for Radikal Ungdom. 

I 2019 stillede han op for Liberal Alliance, men kort efter valget meldte han sig ud og stiftede i stedet partiet Fremad sammen med sin tidligere partikollega Christina Egelund. Partiets levetid blev dog kort og blev et år senere nedlagt på grund af manglende opbakning. Simon Emil Ammitzbøll-Bille har siden været løsgænger i Folketinget.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille fik 2.715 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Jens Rohde 

Efter ti år som medlem af Europa-Parlamentet vendte Jens Rohde i 2019 hjem fra Bruxelles, da han blev valgt ind i Folketinget med 6.175 personlige stemmer. 

Jens Rohde har også tidligere siddet i Folketinget og blev således valgt første gang i 1998, hvor han var medlem af Venstre. I 2015 - som reaktion på den daværende regerings udlændingepolitik - valgte han at skifte til Radikale, men i 2021 skiftede han igen og blev dermed Kristendemokraternes eneste mandat i Folketinget. Han har siden også meldt sig ud af Kristendemokraterne.

Inden Jens Rohde gik ind i politik, arbejdede han i en periode som journalist, blandt andet ved Radio Viborg, og han har desuden været administrerende direktør for TV 2 Radio. Nu hvor Jens Rohde forlader dansk politik, vil han i stedet satse på det internationale, da han "savner at have en tilknytning til Bruxelles".

Marie Krarup

Allerede i september 2020 meddelte Marie Krarup, at hun ikke ville genopstille. Det skete som en reaktion på, at hendes daværende parti, Dansk Folkeparti, valgte at støtte et forslag om rituel omskæring. I februar 2022 forlod Marie Krarup så Dansk Folkeparti, i kølvandet på at Morten Messerschmidt var blevet valgt som ny formand for partiet.

Marie Krarup er uddannet gymnasielærer og sprogofficer i russisk og har siddet i Folketinget siden 2011. Hun var i en længere årrække Dansk Folkepartis forsvarsordfører og gymnasieordfører - og har derudover blandt andet været formand for Folketingets Indfødsretsudvalg siden 2019.

Ved det seneste folketingsvalg fik Marie Krarup 1.618 personlige stemmer.

Liselott Blixt

LiseLott Blixt har været Dansk Folkepartis sundhedsordfører, lige siden hun kom i Folketinget første gang i 2007. Men i februar 2022 forlod hun partiet, fordi hun havde mistet tilliden til den nyvalgte formand, Morten Messerschmidt. Hun overvejede herefter sin fremtid, og om hun skulle tilslutte sig Danmarksdemokraterne, men endte med at takke nej til Inger Støjberg og i stedet forlade Christiansborg.

LiseLott Blixt er uddannet social- og sundhedsassistent og har blandt andet arbejdet på Glostrup Sygehus. Derudover har hun siden 2014 været viceborgmester i Greve Kommune.

I 2019 fik hun 2.427 personlige stemmer.

Kristian Thulesen Dahl

Kristian Thulesen Dahl forlod allerede Folketinget 1. juni til fordel for et job som administrerende direktør i Port of Aalborg. Det gjorde han, kun to dage efter han havde meldt sig ud af Dansk Folkeparti, som han i 1995 var med til at stifte, og som han var formand for i et årti fra 2012 til 2022. Efter Thulesen Dahls DF-exit blev der spekuleret kraftigt i, at han ville melde sig ind i Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, men han valgte altså i stedet at forlade Christiansborg helt.

Kristian Thulesen Dahl kom i Folketinget første gang i 1993 for Fremskridtspartiet og fulgte med Pia Kjærsgaard over i Dansk Folkeparti i 1995 efter et kaotisk landsmøde i Fremskridtspartiet.

Ligesom Dansk Folkeparti gik markant tilbage ved valget i 2019, kunne Kristian Thulesen Dahl heller ikke kunne leve op til sine 57.371 personlige stemmer, der gjorde ham til 2015-valgets ubestridt største stemmesluger. I 2019 fik han således 23.142 personlige stemmer.

Kristian Thulesen Dahl sidder i folketingssalen, efter han har meddelt folketingsgruppen, at han ønsker at trække sig som formand for Dansk Folkeparti.
Kristian Thulesen Dahl sidder i folketingssalen, efter han har meddelt folketingsgruppen, at han ønsker at trække sig som formand for Dansk Folkeparti. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Orla Østerby

I december 2020 valgte Orla Østerby at forlade Konservative og i stedet blive løsgænger i Folketinget. Baggrunden for Østerbys farvel til Konservative var partiets håndtering af en sag fra 2017, hvor Orla Østerby efter sigende havde udvist grænseoverskridende adfærd over for sin partikollega Brigitte Klintskov Jerkel - og ledelsen i partiet derfor valgte at fratage ham alle hans ordførerskaber.

Orla Østerby har kun været valgt til Folketinget en enkelt periode, men var inden da stedfortrædende medlem, mens Søren Pape Poulsen var justitsminister. Derudover har han været medlem af kommunalbestyrelsen i Lemvig Kommune fra 1998 til 2019.

Ved folketingsvalget i 2019 fik Orla Østerby 1.098 personlige stemmer.

Naser Khader

Ganske få dage inden valget blev udskrevet, meddelte Naser Khader, at han ikke genopstiller. Naser Khader blev valgt ind i Folketinget første gang i 2001 og har stort set været medlem siden. 

Han har været løsgænger siden august sidste år, hvor Konservative ekskluderede ham fra partiet. Det skete efter en advokatundersøgelse, hvor i alt syv kvinder fortalte, at de var blevet udsat for grænseoverskridende adfærd og seksuelle krænkelser. Naser Khader har dog selv afvist beskyldningerne mod ham.

Inden Naser Khader meldte sig ind i Konservative i 2009, var han medlem af først Radikale Venstre, herefter Ny Alliance, som han var med til at stifte, og Liberal Alliance.

Naser Khader fik 7.337 stemmer i 2019.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Dam Kristensen

Formand, Interforce og fhv. formand, Folketinget, fhv. MF (S)
postbud

Bertel Haarder

Medlem af det Nordiske Grænsehindringsråd, fhv. MF, MEP og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Marianne Jelved

Fhv. minister for Nordisk Samarbejde, medlem, Nordisk Råd, formand, Udvalget for Videnskab, teknologiøkonomiminister, kultur- og kirkeminister, MF 1987-22 og politisk leder (R), fhv. viceborgmester i Gundsø 1982-85
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024