Landsbyforening: Der er brug for ildsjæle i landsbyerne – og lovgiverne kan hjælpe dem på vej

Af Kjeld Hansen
Næstformand i Landsforeningen Landsbyerne i Danmark

For at forstå landdistrikternes problemer/udfordringer og muligheder skal man ikke bare bo i et landdistrikt, men man skal også have været en del af et sådant miljø i mange år.

Ellers kommer man til nogle teoretiske konklusioner, som ligger et stykke fra den faktiske virkelighed og de praktiske muligheder.

Landdistrikternes udvikling gennem de seneste 50 år er på mange måder analyseret og beskrevet – så der er meget teoretisk materiale at tage udgangspunkt i. Dog er mange af disse analyser alt for grove, idet de typisk er baseret på tal fra postdistrikter, hvor der ofte indgår byer over 1000 indbyggere, som forvrænger landdistriktsbilledet.

Ildsjælene er vigtige for fremgang
Vi må desværre nok erkende, at nogle landdistrikter – på grund af unge menneskers lyst til at bo i storbyen – har mistet nogle værdier. Disse værdier er både på det uddannelses-, engagements- og aldersmæssige område. Gennemsnitsalderen i landdistrikterne er øget de senere år, hvilket selvfølgelig går ud over den energi, der er (var) i landdistrikterne.

Men der er stadig mange landdistrikter, hvor der findes ressourcepersoner og ildsjæle, som er to vigtige persongrupper i betingelserne for et landdistrikts fortsatte eksistens og udvikling.

Dette er ikke ”højtflyvende teoretiske visioner”, men en jordnær beskrivelse af en nødvendighed, for at et landdistrikt kan eksistere og udvikle sig.

Kjeld Hansen, næstformand i Landsforeningen Landsbyerne i Danmark

Ildsjælene har fokus på deres eget projekt og brænder for at gennemføre dette. Ofte løber disse personer ind i problemer omkring lovgivning og økonomi. Det er her, ressourcepersonerne skal komme til hjælp, så ildsjælen ikke brænder ud, og projektet skrinlægges.

Organisering i landdistrikterne er et meget vigtigt element i landdistrikternes udvikling. Den typiske og mest værdiskabende organisering er et landdistriktsråd, der arbejder tæt sammen med kommunens administration og politikere. 

Desuden findes der et antal lokalråd, som arbejder tæt sammen med landdistriktsrådet, hvilket indirekte betyder tæt samarbejde med lokalråd på tværs i landdistrikterne.

Myndighederne kan hjælpe til
Et lokalråd, der typisk kan være et sogn, skal være så lille, at alle beboere føler sig hørt, men skal være så ”stort”, at man også bliver hørt. Stort i den forbindelse er ikke nødvendigvis geografisk, men mere kompetencemæssigt, såsom viden på det økonomiske, tekniske og politiske område, men også samarbejdsevner spiller en stor rolle. 

Har man ikke de nødvendige ressourcer i lokalområdet, må man søge hjælp udefra. Har alle landdistriktskommunerne en sådan organisering, er det oplagt at lave et samarbejde på tværs af kommuner. 

Hvad kan myndighederne så gøre for at fremme denne organisering?

Regering/folketing og kommune kan sætte fokus på dette arbejde og hjælpe med at etablere en sådan organisering. Der er tale om et praktisk arbejde, hvor ildsjæle og ressourcepersoner motiveres til at etablere denne organisering. 

Det skal være bottum-up princippet, hvor det er de lokale beboere, der bygger organisationen op, og det er vigtigt, at man kommer rundt i området med repræsentanter fra det geografiske område, erhvervsvirksomheder, eksisterende foreninger og andre netværk.

Landdistriktsrådet vælges af lokalrådsrepræsentanter uafhængig af såvel det kommunale som det politiske system. Skal man lave den perfekte løsning, ansætter kommunen en landdistriktskoordinator, som hjælper den frivillige organisation med administrativt arbejde og hjælper med strukturering af det arbejde, der foregår i såvel landdistrikts- som lokalråd.

Dette er ikke ”højtflyvende teoretiske visioner”, men en jordnær beskrivelse af en nødvendighed, for at et landdistrikt kan eksistere og udvikle sig.