Kaare Dybvad: Regeringens hule landsbypolitik giver ingen syndsforladelse

Af Kaare Dybvad
MF, Socialdemokratiet og boligordfører

I den katolske tro er det sådan, at præsten gennem Gud kan give den enkelte katolik syndsforladelse. Men præsten kan også nægte den troende sin syndsforladelse, hvis skriftemålet ikke er ægte: Hvis man ikke har erkendt, hvad man gjorde forkert til at starte med, kan man ikke opnå den guddommelige syndsforladelse gennem præsten.

Regeringens anbefalinger for levedygtige landsbyer kan på mange måder betragtes som en del af det skriftemål over for provinsen, som særligt har ligget Venstre meget på sinde.

Op gennem VK-regeringens tid i 00'erne gennemførte de to partier Danmarkshistoriens største centralisering siden indførelsen af enevælden. For de mindre byer har det især betydet lukninger af skoler, som der er blevet mere end 400 færre af siden, hvoraf langt de fleste ligger i de byer med under 1000 indbyggere, som regeringens definerer som landsbyer.

Man har på rådhuset i Maribo oplevet, hvordan andre kommuners medarbejdere kommer ind ad døren med en borger i hånden, trækker nummer og beder om, at vedkommende får skiftet adresse til et af de nedslidte huse.

Kaare Dybvad

Mens den nuværende regering retfærdigvis har gjort meget for at styrke udviklingen i de større provinsbyer, blandt andet med udflytning af statslige arbejdspladser, så har der ikke været meget til overs til landsbyerne. De populære og velfungerende LAG-midler er beskåret til sokkeholderne, og det strukturelt vigtige tilskud til nedrivning af forfaldne huse, som blev indført under SR-regeringen, er udfaset.

I stedet har erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) samlet en række dygtige folk, der vitterligt har forstand på udviklingen i landets mindste byer. Industrialisten Bent Jensen fra Als, den tidligere bornholmske kommunaldirektør Laila Kildesgaard og Susanne Hovmand-Simonsen fra Knuthenlund på Lolland supplerer organisationsformændene i et selskab, som enhver med interesse i landdistrikter ville ønske at bruge en aften over et par flasker rødvin sammen med.

Som bekendt kan syndsforladelsen kun opnås, hvis der er tale om reel anger og erkendelse af de fejl, man har begået.

Kaare Dybvad

Konklusionerne udgør en fagligt velfunderet skitse til et skriftemål for de politiske partier, der har en væsentlig del af skylden for den hastige afvikling af de mindre byer, som er sket i Danmark. En udvikling, som de sidste ti år befolkningsmæssigt er løbet dobbelt så hurtigt som i Sverige og fire gange så hurtigt som i Norge. Pladsen her er ikke til at komme omkring alle anbefalinger, men udvalget fremhæver to pointer, som, jeg mener, er afgørende for at forstå problemerne i vores mindste byer.

For det første at udviklingen er strukturel. Landsbyfællesskabet omkring landbruget som livsform uddøde for over et halvt århundrede siden, og industrien samler sig i større enheder. Ofte ligger de i mindre byer, men de ligger ikke spredt som tidligere. Befolkningen følger efter og bosætter sig i stedet i lidt større byer.

Pointen er vigtig, fordi den samtidig leder til den erkendelse, at alt ikke kan løses i den enkelte landsby. Man kan ikke bare tage på tur til Klitmøller eller Svaneke eller Rørvig og så tage hjem og kopiere udviklingen. De byer er ekstraordinære undtagelser, ikke gode eksempler, der skal duplikeres. Udvikling lokalt kræver både engagement og opbakning fra det offentlige.

For det andet peger arbejdsgruppen på nedrivninger som et centralt værktøj for at vende udviklingen i de hårdest ramte byer. Det gælder særligt de hårdest ramte kommuner som Lolland, Langeland, Tønder og Morsø, hvor de nedslidte landarbejderhuse og husmandssteder tiltrækker sociale klienter, nogle gange med aktivt bidrag fra de kommunerne de rejser fra.

Man har på rådhuset i Maribo oplevet, hvordan andre kommuners medarbejdere kommer ind ad døren med en borger i hånden, trækker nummer og beder om, at vedkommende får skiftet adresse til et af de nedslidte huse, som den navnkundige Låsby-Svendsen blev berømt på. Den trafik dræner både kommunekassen og lokalsamfundene, og der er behov for at gøre et væsentligt indhug i de op mod 22.000 tomme huse i landdistrikterne.

Sammen med en række af de andre anbefalinger, blandt andet omkring finansiering, har man med udvalgets rapport udstukket skitsen for regeringens skriftemål. Men som bekendt kan syndsforladelsen kun opnås, hvis der er tale om reel anger og erkendelse af de fejl, man har begået. Det videre arbejde med rapporten, og ikke mindst finansieringen af den, vil vise, om det er tilfældet.

Men når samme minister leverer massive centraliseringer, klinger det hult. Er angeren mon til stede?