Debat

Småøer: Sørg for, at øerne kommer i mål med landevejsprincippet

En aktiv, udfarende og opsøgende indenrigs- og boligminister skal gå foran for at medvirke til et sammenhængende Danmark og til de små øers udvikling og overlevelse, skriver Dorthe Winther.

Lokale beslutninger taget i et samarbejde mellem øboere og deres kommune giver det bedste resultat for udviklingen af den enkelte ø, skriver Dorthe Winther.
Lokale beslutninger taget i et samarbejde mellem øboere og deres kommune giver det bedste resultat for udviklingen af den enkelte ø, skriver Dorthe Winther.Foto: Pressefoto
Dorthe Winther
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med det nye Indenrigs- og Boligministerium er mange af de små øers hovedinteresser blevet samlet i ét ministerium: Færgerne til de små øer, planlov, småøernes lokale aktionsgruppe og boligområdet for nu bare at nævne nogen.

Temadebat

Hvordan får vi gavn af sammenlægningen af Indenrigs- og Boligministeriet?
Statsminister Mette Frederiksen (S) har oprettet Indenrigs- og Boligministeriet for at "styrke og videreudvikle regeringens arbejde for et sammenhængende Danmark".

Indenrigsområdet, planområdet og sager vedrørende regional- og landdistrikterne, som enten hørte under Socialministeriet eller Erhvervsministeriet, rykker over til det nye ministerium, som indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) skal lede. 

Men mange tiltag, som skal til for at decentralisere, ligger inden for ressortområderne for uddannelse, erhverv, beskæftigelse og transport.

Kaare Dybvad har til Altinget sagt, at han langt hen ad vejen ser sin rolle som ny indenrigs- og boligminister som koordinerende i forhold til den store decentraliseringsdagsorden. 

Men hvad kan ministeren bruge sit eget område til? Hvordan kan boligpolitikken bedst understøtte regeringens ambition om bedre sammenhæng mellem land og by og udvikling af landområderne? Og hvordan bør regeringen gå til opgave med at decentralisere? 

Her er deltagerne:

  • Ali Aminali, bestyrelsesmedlem, Center for Boligsocial Udvikling
  • Bent Madsen, direktør, BL – Danmarks Almene Boliger
  • Curt Liliegreen, direktør, Boligøkonomisk Videncenter
  • Dorthe Winther, formand, Danske Småøer
  • Egon Noe, professor og centerleder, Center for Landdistriktsforskning, Syddansk Universitet
  • Kaare Dybvad (S), indenrigs- og boligminister og medlem af Folketinget
  • Leon Sebbelin (R), formand for KL's Kultur-, Erhverv- og Planudvalg og borgmester i Rebild Kommune
  • Marie Stærke (S), borgmester, Køge Kommune
  • Samira Nawa (R), boligordfører og medlem af Folketinget
  • Steffen Damsgaard, formand, Landdistrikternes Fællesråd
  • Søren Egge Rasmussen (EL), boligordfører og medlem af Folketinget
  • Tonni Hansen (SF), borgmester, Langeland Kommune.

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

En af de første ting, som den nye minister, Kaare Dybvad (S), bør tage fat på, er at sørge for, at øerne kommer i mål med landevejsprincippet eller den trafikale ligestilling – det, at det koster det samme at sejle på den blå landevej som at køre på den grå landevej.

I 2015 tildelte man de første midler til takstnedsættelser på vej mod en trafikal ligestilling uden for højsæsonen, og siden er flere midler kommet til.

Kapacitetsudfordringer udeblev
Begrundelsen for ikke at indføre landevejsprincippet hele året var frygten for kapacitetsproblemer på færgerne om sommeren. 

Men med sommerpakken 2020 og de gratis færger i juli måned har vi bevist, at på langt de fleste små øer vil der ikke være kapacitetsudfordringer.

Derfor bør ministeren straks i samarbejde med relevante aktører igangsætte en analyse af, hvor meget de enkelte færgeruter mangler for at komme i mål med landevejsprincippet hele året og sætte det samlede beløb på finansloven.

Den trafikale ligestilling er nemlig en win-win-situation på en lang række områder: Det vil understøtte, at det fortsat er muligt at bo og drive erhverv på de små øer, at turisterhvervene kan udvide deres sæson, at sommerhus- og fritidshusejere har råd til at besøge deres huse lidt oftere til gavn for ø-økonomien, og at der ikke hersker tvivl om, hvad man som øbo eller turist skal betale for at bo på eller besøge en ø, hvad enten det er sommer eller vinter.

Gode rammer for småøers udvikling
Småøerne er i sagens natur begrænset af deres areal, og for alle ø-sammenslutningens medlemsøers vedkommende ligger de helt i kystnærhedszonen og tillige med en forholdsmæssig stor andel indenfor strandbeskyttelseslinjen. Derudover er de ofte underlagt forskellige naturbeskyttelsesforordninger (for eksempel Natura 2000 og det grønne Danmarkskort).

Med ændring af planloven i 2017 blev det muligt for kommunerne at udpege udviklingsområder inden for kystnærhedszonen, hvor man får større adgang til at planlægge for udvikling af for eksempel brug af tiloversblevne driftsbygninger.

Der er dog den tilføjelse, at udviklingsområder kun kan udpeges i områder uden særlige landskabs-, natur- og miljøinteresser, og dermed er langt de fleste øer udelukket fra den mulighed.

Evaluering af planlovsændringer
Der er igangsat en evaluering af de planlovsændringer, der blev gennemført i 2017 – en evaluering, som vi stadig venter spændt på resultatet af.

For os er det nemlig af afgørende betydning, at det på de 27 små øer under Sammenslutningen af Danske Småøer, såfremt der er enighed mellem kommune og lokalbefolkningen på den enkelte ø, bliver muligt at benytte tiloversblevne driftsbygninger til for eksempel bolig eller erhverv, hvad enten de ligger indenfor de 300 meter strandbeskyttelseslinje eller 'blot' i kystnærhedszonen, og uanset om der kan laves udviklingsområder eller ej.

Læs også

Vi tror nemlig på, at lokale beslutninger taget i et samarbejde mellem øboere og deres kommune giver det bedste resultat for udviklingen af den enkelte ø.

Alle øboere vil jo passe på deres øers natur og landskaber – det er jo blandt andet derfor, at vi bor her. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00