R: Boligpolitik alene kan ikke styrke sammenhængskraften

Oprettelsen af et nyt Indenrigs- og Boligministerium inviterer til, at både politikere, interessenter og borgere gør sig nogle tanker om, hvordan den nye konstruktion kan bruges bedst muligt.

Regeringen har udtalt, at "det skal styrke og videreudvikle regeringens arbejde for et sammenhængende Danmark". Det er jeg bestemt ikke uenig i.

For et af tidens store udfordringer er den stigende polarisering i samfundet. Den opleves mellem generationer, mellem land og by og mellem befolkningsgrupper med forskellige baggrunde – det være sig herkomst, uddannelse eller indkomst.

Boligpolitik og sammenhængskraft
Jeg tror, at en stor del af polariseringen skyldes, at vi ikke taler nok sammen. At vi ikke kender hinanden godt nok. Og når det er tilfældet, så trives fordommene i bedste velgående.

Blandende boligområder – og deraf følgende blandede børnehaver, skoler og ungdomsuddannelser – er med til at mindske afstanden mellem forskellige mennesker og familietyper. Og derfor spiller boligpolitikken naturligvis en helt central rolle, når vi skal gøre Danmark mere sammenhængende.

Men boligpolitikken kan også bruges til det modsatte – og det bliver den, når der laves boligpolitik med udgangspunkt i menneskers etniske baggrund. Her tænker jeg naturligvis på den politik, der skal tage et opgør med parallelsamfund.

Der er god musik i, at forvente af mennesker i alle boligområder i Danmark, at man søger arbejde, uddanner sig og ikke begår kriminalitet. Men vi skaber et skel mellem borgere, når etnisk minoritetsbaggrund bliver anset som negativ parameter.

Og jeg mener også, at der bliver skabt et skel almene boliger og andre boligformer, når regeringen med sit nye boligudspil får udråbt halvdelen af de større almene boligområder til problemområder, der skal figurere på en liste.

Erfaringer med centralisering – og decentralisering
I Danmark har vi i mange år drevet samfundet i retning af større centralisering.

Der er blevet længere mellem erhvervsskolen og eleven. Mellem den ældre og hjemmehjælperen. Mellem borgeren og beslutningstageren. Og det kan mærkes.

Ikke mindst i de små lokalsamfund, hvor mange oplever, at beslutningerne er rykket længere væk fra dem og deres hverdag. Her oplever man, at skoler og uddannelsesinstitutioner lukker, at den offentlige transport forringes, og at kulturtilbud forsvinder ud af de mindre byer.

Der skal altså ikke kun ses på ét politisk område, hvis man ønsker at styrke sammenhængskraften i Danmark, og der er ingen snuptagsløsninger – for det skal foregå på tværs af politiske områder. Bolig-, uddannelses-, erhvervs- og trafikområdet skal alt sammen tænkes med.

Gode intentioner er ikke lig succes
I sammenhængskraftens navn er der tidligere truffet beslutning om omfattende udflytning af statslige arbejdspladser fra København til andre dele af landet.

Ønsket om at skabe bedre balance i fordelingen af statslige arbejdspladser var jo sådan set sympatisk, men udflytningerne blev flere steder gennemført på en måde, der har medført et uforholdsmæssigt stort tab af ekspertise og viden, og hvor udflytningerne samtidig har haft meget lidt reel betydning for de berørte lokalsamfund.

Derudover har de markante besparelser på uddannelses- og kulturområdet medført, at antallet af nedlagte offentlige arbejdspladser langt overstiger antallet af udflyttede arbejdspladser udenfor Københavnsområdet. Det er et eksempel på, hvordan intentionen kan være god, men resultatet mindre godt.

Så meget desto vigtigere at flere politiske områder tænkes sammen, og at der lægges en langsigtet strategi for et mere sammenhængende Danmark. Og her glæder vi os i Radikale Venstre til at tænke med.