Debattør: Tre grunde til, at en regering over midten er dårligt for Danmark

De kriser, vi som land står over for, kalder på et bredt samarbejde over midten. De kræver politisk snusfornuft. De kræver, at man for en stund skruer ned for de ideologiske markeringer og op for det konsensussøgende.

Nogenlunde sådan lyder de vægtigste argumenter for en regering henover midten, som der lige nu tilsyneladende arbejdes intensivt på at få dannet.

Men hvad der på overfladen kan lyde indlysende klogt og fornuftigt, er i virkeligheden en blindgyde, der risikerer at gøre Danmark til et mindre velfungerende land.

En regering henover midten er ikke bare unødvendig, den risikerer også at bremse den dynamik, som det danske demokrati ellers altid har haft. Her er tre grunde til hvorfor, kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) bør droppe ideen om en midterregering:

1. Den politiske situation i Danmark er i forvejen stabil

Hvis argumentet for en regering over midten er, at tidens kriser kalder på større stabilitet, er det et fejlagtigt argument.

Modsat hvordan det ofte fremstilles både af politikere selv og i medierne, er dansk politik ikke præget af splittelse og polarisering. Dansk politik er præget af konsensus.

Det er, som om fortalerne for en midterregering har glemt, hvor stærk en parlamentarisme vi har her i landet. Det er ærgerligt, for en stærk parlamentarisme er lig et stærkt demokrati

Alexander Rich Henningsen
Redaktionschef, Atlas Magasin

Langt hovedparten af den lovgivning, der vedtages, vedtages med stemmer fra både røde og blå partier. Lars Løkkes (M) oprindelige begrundelse for en midterregering var, at yderfløjene har fået for meget magt. Men det er slet og ret ikke korrekt her i Danmark.

Dansk politik er i international sammenligning præget af en meget høj grad af konsensus. Det har den sådan set været siden påskekrisen for 100 år siden. De store, tunge politikområder som forsvar, energi, pension og lignende har historisk haft (og har stadig) deltagelse af partier bredt i Folketinget, røde som blå.

Håndteringen af den seneste store samfundskrise – covid-19 – vidner om det samme. Aldrig har man set så konstruktiv og samtidig passende kritisk opposition. De ansvarlige blå partier var netop indstillet på at bidrage konstruktivt til S-regeringens pandemihåndtering. Resultatet? At Danmark var blandt de lande, der håndterede pandemien bedst.

Det er, som om fortalerne for en midterregering har glemt, hvor stærk en parlamentarisme vi har her i landet. Det er ærgerligt, for en stærk parlamentarisme er lig et stærkt demokrati.

En konstruktivt kritisk opposition fører til bedre løsninger for landet. Dette risikerer en midterregering at ødelægge. En stor, stærk midterregering vil i praksis gøre Folketinget mindre magtfuldt. Hvem skal så agere konstruktivt kritisk opposition?

2. Det fornuftige er ikke neutralt

Som politologen Edward Said påpegede, skal man altid være skeptisk, når nogen begrunder en politisk handling med, at det er det mest rationelle at gøre. Det tekniske argument er ikke et gyldigt politisk argument.

Når en midterregering bliver foreslået, fordi det i lyset af tidens kriser vil være det mest fornuftige at gøre, burde det derfor løbe enhver demokratisk sindet borger koldt ned ad ryggen. Det er faktisk det argument, ledere i autoritære lande bruger: tiden er usikker, giv mig magten, så sørger jeg for at føre os trygt igennem den.

Det er selve det politiske ved politikken, der er på spil her

Alexander Rich Henningsen
Redaktionschef, Atlas Magasin

Problemet er, at forestillingen om en ikke-ideologisk politik, der repræsenterer en højere fornuft, er et falsum. Det, der fremstilles som fornuftigt, er aldrig neutralt.

Som kritikken af Thorning-regeringens nødvendighedens politik understregede, er ingen politik per definition nødvendig. Det var ikke nødvendigt at sænke selskabsskatten og sælge aktier i Dong dengang. På samme måde er det ikke nødvendigt at danne en regering over midten nu. Det er et politisk valg.

3. En midterregering risikerer at hæmme den politiske nytænkning

Med en regering, der prioriterer moderation og ansvarlighed over ideologi, risikerer vi at få et slags teknokratisk forretningsministerium, der blot skruer lidt hist og pist på det eksisterende maskineri.

Det er selve det politiske ved politikken, der er på spil her.

Når de gamle magtpartier begynder at gabe lidt for ivrigt over de ideologiske forskelle, kunne vi næsten ligeså godt sætte embedsværket til at styre landet alene.

En regering over midten kan ende med at etablere en slags sløv terrorbalance i dansk politik, hvor ingen rigtig tør gøre noget reelt nytænkende. Det er et problem, for det er netop det reelt nytænkende, der skal til, hvis vi skal løse de kriser, vi står i, mest effektivt.