Europæisk direktør: Høje tal for frivillige i Norden skyldes skæve statistikker

Norden er verdensmester i frivilligt arbejde. Og en central årsag til, at vores samfund er så velfungerende og scorer så højt på alverdens lykkebarometre er, at vi netop formår at inspirere så stor en andel af vores borgere til at knokle frivilligt for fællesskabet.

Lyder det bekendt? Så er det nok fordi, at det er den historie, som vi fortæller hinanden hele tiden.

Der er bare et problem med historien, forklarer direktør i Europæisk Frivilligcenter Gabriella Civico. Og det er, at den ikke er sand.

"Det er sandt, at Danmark er kendt for at have en høj grad af frivillighed. Desværre findes der ikke adækvate statistikker, som gør det muligt at sammenligne frivillighed på tværs af europæiske lande," siger hun til Altinget.

En europæisk superhelt
Altinget møder Gabriella Civico i aulaen på Hermans i Tivoli Friheden i Aarhus. Årsagen er, at Aarhus er blevet udnævnt til at være bannerfører for den europæiske frivillighed i indeværende kalenderår. Og at Gabriella har en naturlig interesse i at følge arbejdet tæt.

Maj Morgenstjerne, sekretariatschef i Frivillighovedstad 2018, har brugt dagens afslutningskonference på gentagne gange at understrege, at civilsamfundet har brug for flere superhelte.

Det er måske en ny diskussion i Danmark. Men i mange lande har samfundet i en årrække været afhængige af civilsamfundet. Tyskland, Italien, Spanien, England og Frankrig ville ikke kunne klare sig uden frivillige bidrag til kernevelfærden.

Gabriella Civico
Direktør, Europæisk Frivilligcenter

Helte til at inspirere og motivere de mange frivillige, som hver dag investerer gratis arbejdskraft i den ubønhørlige kamp for at forbedre fællesskabet.

Måske mente hun bare, at vi alle sammen er superhelte i det omfang, at vi arbejder uden nødvendigvis at få løn for det. Men lad os nu lege med antagelsen, at der rent faktisk fandtes en civil superhelt.

En superhelt, som resolut dykkede ned fra himlen, når sosu'erne ikke længere havde tid til at spille whist med plejehjemsbeboerne. Når bøgerne skvattede ned fra bibliotekshylderne uden at nogen stod klar til at samle dem op og sætte dem på plads igen. Når de små spillesteder savnede gratis bemanding i baren. Eller når de nordiske lande stjal æren for at udvikle civilsamfundet.

Hvad kunne hun så hedde?

Få danske anbefalinger ud i Europa
Et godt bud er Gabriella Civico.

Alene i 2018 har Gabriella besøgt den jyske hovedstad tre gange. Målet med hendes arbejde er at sikre civilsamfundet de bedst mulige eksistensvilkår på tværs af de europæiske grænser. Og en måde at opnå det er ved at hjælpe med at skabe opmærksomhed på de otte anbefalinger, som Maj Morgenstjerne og resten af holdet bag frivillighovedstaden overrakte på afslutningskonferencen i begyndelsen af december.

På scenen kvitterede Gabriella Civico ved at love, at hun nu ville sende anbefalingerne videre ud til de cirka 60 organisationer i Europæisk Frivilligcenter.

"De er meget brugbare for foreningerne, som kan formidle dem til lovgivere på nationalt og lokalt niveau. Måske ikke som copypaste – dertil er de danske forhold for specifikke – men som tankegods og katalysator er det klart brugbart," forklarer hun efter overrækkelsen.

Gabriella fremhæver pointerne omkring, at aktørerne skal se sig som allierede i en fælles sag og ikke som konkurrenter.

"Jeg har set den danske offentlige sektor række ud efter civilsamfundet i forsøget på at finde løsninger på fælles udfordringer. Og det er afgjort ikke noget, som vi ser i alle lande."

Hvad karakteriserer dansk frivillighed?

"Tæt og åbent samarbejde med offentlige myndigheder og anerkendelse fra det offentlige af, at frivillighed er en vigtig del af velfærdssamfundet og ønsket om at højne livskvaliteten. Men også, at danskerne har frihed både følelsesmæssigt, juridisk, mentalt og fysisk til at organisere sig. De kan mødes på frivillig vis uden at have brug for bøvlet infrastruktur."

Europæiske data om frivillighed er fejlbehæftede
Men betyder de statistiske problemer med at sammenligne data på tværs af grænserne, at det er umuligt at sætte den danske frivillighed i perspektiv?

"Tallene er ikke værdiløse. Det er sandt, at Danmark har en arbejdsuge, som gør det muligt at være mere frivillig. Høj levestandard gør også, at der er mere overskud til frivilligt arbejde, men hvis man går ind i den hårdere statistik, er der for store udsving fra land til land. Nogle spørger ind til frivilligt arbejde det seneste år, mens andre opgør det på femårig basis. Det kan ikke sammenlignes."

"Og så er der selve ordet frivillig, som også skaber problemer. Nogle ser ikke sig selv som frivillige, så hvis de bliver spurgt, om de er frivillige, svarer de nej. Men hvis man spørger dem, om de arbejder uden at få løn for det, svarer de måske ja."

Det viser sig at være centrale pointer, som Gabriella Civico skal vende tilbage til senere i interviewet.

Dansk infrastruktur i top
Hvad kan udlandet lære af Danmark på frivilligområdet?

"Den gode danske infrastruktur er central. Folk bliver ikke frivillige af sig selv, men har brug for nogen, der kan rekruttere og uddanne dem og have styr på forsikringsforhold og så videre. Her er I langt fremme i Danmark."

Jeg forsøger at få hende til at sætte den aktuelle ballade om rekonstruktion af satspuljen i en europæisk kontekst. Halvvejs gennem spørgsmålet går det dog op for mig (blandt andet baseret på hendes spørgende ansigtsudtryk), at der er så store forskelle fra land til land, at det i virkeligheden er umuligt at tale om på tværs af landegrænserne. 

"Helt generelt er danske foreninger heldige i den forstand, at der er stærk statslig støtte. I mange lande er der ingen statslige midler, eller også går midlerne til bestemte foreninger, mens andre udelukkes. Eller også er det hele baseret på filantropi. Det gør, at man i Danmark er mere afhængig af staten, men private donorer stiller også specifikke krav. Og i kølvandet på finanskrisen forsvandt der en masse privat kapital, som gik hårdt ud over frivillige organisationer."

Frivillige hjælper ældre på toilettet
Hvad er de vigtigste trends på den europæiske frivilligscene?

"Der er færre penge til civilsamfundet end tidligere. Regeringerne opkræver lavere skatter, og uheldigvis er det sammenfaldende med, at stadig flere har brug for støtten. Det er et stort problem for frivillige organisationer. Budgetterne bag den statsfinansierede velfærd vælter, og foreningerne bliver bedt om at træde ind som erstatning. Og som regel med meget lavere budgetter."

Det har fået aktører i flere lande til at stille spørgsmålstegn ved bæredygtigheden i, at frivillige foreninger løser kerneopgaver.

"Det er måske en ny diskussion i Danmark. Men i mange lande har samfundet i en årrække været afhængige af civilsamfundet. Tyskland, Italien, Spanien, England og Frankrig ville ikke kunne klare sig uden frivillige bidrag til kernevelfærden."

Så der er lande i Europa, hvor eksempelvis ældre er afhængige af frivillige for at kunne komme på toilettet?

"Ja. Det er der mange eksempler på. I Holland er der mange frivillige i hjemmeplejen."

Og er det accepteret i disse lande?

"Ja."

Hvad forklarer den forskel?

"Det er et spørgsmål om tradition og tilgang. I nogle lande er det normalt, at ambulanceførere er frivillige. I andre lande er det utænkeligt."

At finde en fælles sag
Hvis eksistensvilkårene er så forskellige fra land til land, hvordan samler du som direktør i Europæisk Frivilligcenter så landene omkring en fælles sag?

"Vi er enige om princippet i, at frivillighed skal være noget, som folk gør frivilligt. Man skal ikke føle sig tvunget. Og det skal ikke være noget, man gør for at opnå økonomiske eller personlige fordele. Frivillighed skal udspringe af den enkeltes lyst til at hjælpe andre mennesker. Det er vigtigt, at frivillige bidrag tager afsæt i ægte behov. Og hvis man så som bonus udvikler nye kvalifikationer, er det absolut værd at tage med."

Hvilket europæisk land har det stærkeste civilsamfund?

"Det er umuligt at svare på. Hvert land har sit eget kulturelle udgangspunkt. Alle har begrænsninger. Og ofte handler begrænsningerne om de rammevilkår, som regeringerne lægger ned over det frivillige arbejde."

Falske modsætninger mellem Nord og Syd
Gabriella Civicos egen baggrund er britisk. Dog har hun boet de seneste mange år i Spanien, Portugal og nu Bruxelles. Og hvad så med navnet? Det rimer ikke just på æg, bacon og stegt blodpølse.

Der gemmer sig da også italienske aner i blodet. Og det skinner igennem, når samtalen snævrer ind på forskellen mellem nord og syd. Og mere specifikt det nordlige og sydlige Italien.

I et studie har den kendte, amerikanske samfundsforsker Robert Putnam konkluderet, at årsagen til, at de norditalienske provinser står langt stærkere økonomisk end de sydlige, er, at de har et stærkere civilsamfund. Og at samme mekanismer skulle forklare den generelle økonomiske ulighed mellem Nord- og Sydeuropa.

Men den teori køber Gabriella Civico ikke.

"Det er sandt, at i Norditalien er der flere, som formelt melder sig ind i foreninger. Men det er ikke det samme som, at folk i Syditalien lukker øjnene og ikke hjælper andre. Selvfølgelig gør de det. Behovet for frivillig arbejdskraft er større i Syditalien, og det tager de hånd om. Men hvis du spørger dem, om de arbejder frivilligt, vil de svare nej."

Uden frivillige var Sydeuropa kollapset
Hun forklarer, at Italien har en stram juridisk definition af frivilligt arbejde. Man skal være medlem af en forening. Og kun arbejder inden for afgrænsede emner tæller.

"Hvis man arbejder frivilligt i en kultur- eller sportsforening, tæller det ikke med i statistikkerne. Her er det kun arbejde med socialt udsatte, som registreres."

Den eneste entydige fortælling om frivilligt engagement på tværs af Europa ser hun således mellem øst og vest.

"Frivilligheden har markant ringere kår i det centrale og østlige Europa. Det skyldes efterveerne fra kommunismen, som tvang folk til at arbejde som frivillige. Og endda brugte ordet "frivillig", hvilket gør, at det ord har helt andre konnotationer i de lande i dag. Folks typiske respons er derfor, at den type opgaver er statens ansvar. De betaler deres skat og behøver derfor ikke gøre mere."

"Men i Grækenland, Italien, Spanien og Portugal er det ikke tilfældet. Og hvis det var, ville landene være kollapset for længst. Regeringerne sørger ikke længere for at bibringe de nødvendige ydelser. Vi ved, at der er frivillige, som løser centrale opgaver. Hvorvidt de optræder i statistikkerne er en anden sag."