Den kommunale drøm om at overflødiggøre sig selv

I tråd med 70'ernes samfundsomstyrtende ånd blev Humlehaveskolen i Vollsmose opført uden vægge og klasselokaler.

Et farvel til traditionen om at spærre børnene fast mellem de samme fire vægge. Nu skulle der være free seating.

Hvis Carsten og Torben ville tyvstarte på næste dags regnestykker bag potteplanten i hjørnet af det åbne byggeri, skulle de have lov til det. Og hvis Bente og Iben fandt det konventionelt at sidde med front med tavlen, kunne de vende sig, præcis som det passede dem.

Selvfølgelig gik det ikke i længden. I 2011 blev Humlehaveskolen gentænkt som ungdomsskole. Og på det tidspunkt havde man for længst afgrænset de åbne lærerum med billige gipsvægge.

Det er i et sådant lokale, at vi møder Damir Balalic. I 90'erne tog han som så mange andre borgerkrigsfordrevne turen fra Jugoslavien til Danmark. Her fik han snart arbejde som fritidsvejleder i Odense Kommune. Et job, som han stadig besidder 22 år senere.

Studietur over bæltet
Altinget er taget et smut over Storebælt for at se på Odense Kommunes erfaringer med at bruge frivillige til alt fra bekæmpelse af ghettoisering til organisering af byens mange festivaler. Den fynske hovedby skrev i 2014 som en af de første i landet en strategi for samarbejdet med civilsamfundet. En strategi, som er interessant at studere nærmere på, fordi den tilskriver kommunen en tilbagetrukket rolle: 

Når der udstykkes en opgave fra kommunens side, bliver civilsamfundet aldrig tænkt ind på en strategisk dimension.

Sara Lund Jensen
Konsulent, Center for Civilsamfund, Odense Kommune

I den engelsksprogede verden siger man: "If it ain't broke, don't fix it". I Odense siger man: "Hvis de frivillige aktører kan få samarbejdet til at fungere uden os, er der ingen grund til, at vi blander os".

Rejsen til Odense bringer os i første omgang ansigt til ansigt med Damir Balalic. Den 51-årige bosnisk fødte dansker kan i dag kalde sig leder af ungdomsskolens filial i Vollsmose. Her har han ansvar for 7 af kommunens i alt 50 fritidsvejledere.

Bag det gråsprængte hår og den blåstribede skjorte, som er stoppet godt ned i cowboybukserne, gemmer sig en mand, som er stærkt optaget af at løfte bydelens unge ud af socialt armod.

Foreningssport som integration
I 2010 var han med til at skaffe Odense Kommune en fireårig bevilling fra satspuljen, som skulle indsluse udsatte unge i foreningsverdenen.

"Erfaringen var, at vi godt kunne få dem til at gå til fodbold, spejder og musik. Men så snart vi vendte ryggen til, var de borte igen. Problemet er, at belastede familier ikke har de nødvendige ressourcer til at fastholde børnene i sociale aktiviteter," forklarer han.

Og det er ærgerligt. Balalics oplevelse efter to årtier som fritidsvejleder er, at børn, som har svært ved at navigere i skolen og hjemmet, kan finde et frirum og pusterum i den lokale forening.

"Mange af disse børn har fra en helt ung alder fået sat en etikette på sig, som fortæller dem, at de er ballademagere og ikke dur til noget. Det kan knuse enhver persons selvværd. Men når de så finder ud af, at der er brug for dem på fodboldbanen, kan det give dem en ny identitet," siger han.

Efter at have begrædt en række unges ulykkelige vej først ind og siden ud af foreningerne lancerede ungdomsskolen derfor en ledsagerordning. Og ja, det er så lavpraktisk, som det lyder: En fritidsvejleder henter i en periode på typisk et halvt år den unge i hjemmet og følger ham til fodbold. Når så træningen er slut, sørger fritidsvejlederen for, at han vender sikkert hjem igen.

"Målet er, at de skal blive selvhjulpne i løbet af det halve år, så vi kan trække os. Nogle har dog behov for assistance i en længere periode, og så er det, at vi løber ind i problemer," siger Balalic.

Red Barnet skulle skaffe frivillige
Det er her, at de frivillige organisationer kommer ind i billedet. Først forsøgte man fra kommunalt hold selv at rekruttere frivillige kræfter til at understøtte fritidsvejledernes arbejde. Men efter blandede resultater indgik man i efteråret 2017 et formelt samarbejde med Red Barnet.

"Allerede på det første møde kunne vi se, at det var et perfekt match," forklarer konsulent i Odense Kommune Sara Lund Jensen.

"Vi havde brug for nogle til at rekruttere de frivillige. Og Red Barnet ledte efter en vej ind i Odense, som gav mulighed for at arbejde med ledsagelse uden at skulle tage hånd om de øvrige opgaver."

I dag råder Red Barnet over cirka 20 frivillige følgevenner. En følgeven kan som udgangspunkt ekskortere et enkelt barn til og fra træning. Det betyder, at kommunen stadig må sige nej til nogle af de unge, og det piner Damir Balasic.

"I sidste skoleår fik vi henvist 312 udsatte børn fra kommunen. Men desværre havde vi kun ressourcer til at tage os af 208. Den frivillige indsats gjorde, at vi kunne hjælpe 20 børn ekstra. Men det efterlader stadig en stor gruppe unge," siger han.

I oktober måned gik kommunen sammen med Red Barnet i gang med en proces, som skal styrke antallet af frivillige ledsagere. Blandt andet vil man specifikt gå efter seniorerne.

Førerbunkeren på biblioteket
Og det er lige præcis den slags strategiske indsatser, som er kernen af Odense Kommunes samarbejde med civilsamfundet. I 2014 offentliggjorde kommunen som en af de første i landet en strategi for civilsamfundet: "Fælles om Odense" er titlen på publikationen, som i store træk er en beskrivelse af tankerne om det gode samarbejde.

Bag en glasvæg i Borgernes Hus i det centrale Odense holder kommunens tre kvinder stærke Center for Civilsamfund til. Mængden af arbejdskraft, som er engageret i at holde liv i civilsamfundet, er ganske vist en del større, som grafikken nedenunder viser det.

Men i hjertet af kommandocentret, som i øvrigt er delvist skjult af forvoksede papudgaver af Alfons Åberg og Tintins rød-hvide måneraket – her bør det nævnes, at Borgernes Hus også rummer byens hovedbibliotek – huserer Christina Hundahl.

Da Altinget møder hende i slutningen af september, har hun kun haft tid til at virke tre uger i jobbet. Derimod har kollegaen Sara Lund Jensen tilbragt to år i jobbet.

"Da jeg startede, var opgaven i høj grad at kalde på civilsamfundet og få afdækket behovet. Nu ser jeg flere og flere eksempler på, at civilsamfundet også kalder på os og søger samarbejde. Og der er det vigtigt, at kommunen har en fælles strategi for, hvordan et sådant samarbejde skal se ud," siger hun.

Og bliver suppleret af Christina Hundahl.

"Hvor luftigt det end lyder, har strategien tre stærke ben at stå på, som vi bliver ved med at gå tilbage til: Det skal være nemt at få et aktivt liv. Vi skal lave åbne og inkluderende fællesskaber. Og så skal vi undgå at gøre livet svært for folk, som gerne vil engagere sig frivilligt."

Det åbne fællesskab
Men hvad betyder det helt konkret? Det siger vel næsten sig selv, at I ikke går efter at lave lukkede, ekskluderende fællesskaber?

"Det betyder, at det ikke skal være lukkede kaffeklubber. Alle folk i lokalområdet med interesse i foreningen skal kunne deltage," siger hun og bakkes op af Sara Lund Jensen.

"Der er stor forskel på at være en traditionel folkeoplysende forening og så en social forening. Vi skal sørge for, at de får øje på hinanden og ser synergier. Vi tvinger dem ikke til at samarbejde – men de skal se hinanden."

Et spørgsmål, som optager de to kvinder, er, hvordan man egentlig måler en kommunens arbejde med frivilligheden. Giver det mening at opstille målbare ambitioner (såkaldt KPI'er) for antallet af frivillige i kommunen? Eller skal man hellere vælge at fokusere på udbyttet af de frivilliges arbejde?

"Vi er gået i gang med at indhente flere tal på området. Lige nu har vi ikke overblik over antallet af frivillige i kommunen," siger Christina Hundahl.

Hurtigt melder problemerne sig dog: Når man går i gang med at tælle, hvem skal man så tælle med? Er borgere, der strukturerer deres frivillige engagement via Facebook, eksempelvis at regne som kommunalt frivillige?

"Det er grunden til, at vi har lavet en strategi for civilsamfundet og ikke kun for foreningslivet. Vi ønsker at støtte op om borgernes aktiviteter hele vejen rundt. Det inkluderer også folk, som koordinerer arbejdet på sociale platforme. Lad os sige, at vi krævede, at alle aktiviteter skulle passes ind under folkeoplysningsloven for at få kommunal støtte. Det ville skabe en masse unødig administration eksempelvis på kulturområdet. Og de ønsker vi ikke, at de frivillige skal bruge deres kræfter på," siger Sara Lund Jensen.

Balancen mellem styring og frihed
Netop ønsket om at begrænse bureaukratiet er tanken bag arbejdet med borgerstyret budgettering. Eller "borgerne bestemmer", som man foretrækker at kalde det.

"Det er i virkeligheden et gammelt koncept, som bruges i en del kommuner. Altså tanken om, at man giver borgerne en pose penge, og så må de selv vælge, hvordan pengene skal bruges. Det kan være en gruppe borgere, som ønsker at fornye lokalområdet med nye borde og bænke. Eller måske vil mødes om en græskaraften i det lokale forsamlingshus," siger Sara Lund Jensen og fortsætter:

"Parallelt med "borgerne bestemmer" kører vi en klassisk topdown politisk proces. Forvaltningen fremlægger tre projekter til politikerne, som så vælger ét. Projekterne er alle knyttet til den kommunale kerneopgave, men ideen er, at de nytænkes i samarbejde med civilsamfundet. Det kan eksempelvis være rekruttering af seniorfrivillige i Haver til Maver hos skolehaverne eller bedre koordinering mellem kommunen og foreninger, der arbejder med modtagelse af nye integrationsborgere."

En verserende debat på det kommunale område er sondringen mellem need og nice. Er karakteren af de opgaver, som frivillige byder ind med i Odense, at betragte som kernevelfærd? Eller er det snarere opgaver, som vi måske ville have savnet, hvis de faldt bort, men som ikke ville efterlade egentlige huller i den offentlige service?

"Altså løser frivillige i virkeligheden opgaver, som kommunen burde løse? Så er vi på nice," svarer Christina Hundahl hurtigt.

Og suppleres af Sara Lund Jensen.

"Når der udstykkes en opgave fra kommunens side, bliver civilsamfundet aldrig tænkt ind på en strategisk dimension."

Men selvfølgelig er der grænseområder. En stor del af byens kulturliv er eksempelvis så dybt forankret i frivilligheden, at Odenses mange festivaler – og der er virkelig mange, som nedenstående grafik viser, faktisk hele 78 – ikke ville overleve uden de mange frivillige hænder.

Ganske vist kan man overleve uden kultur. Men på hvilken bekostning?

H.C. Andersen Festivals som eksempel på kommunal tilbagetrukkethed
Man kan ikke sige Odense uden også at sige H.C. Andersen. Derfor var det tæt på at være en nobrainer, da en blanding af lokale og nationale virksomheder med prominente navne som Nordea, Carlsberg og Leasy i spidsen i 2013 gik sammen om, hvad der i dag kendes som "H.C. Andersen Festivals".

Altingets sidste stop på rundturen er et besøg hos den frivillige forening bag den årlige kulturfestival, som i digterens altomfavnende navn samler tæt på en halv million gæster i løbet af en fynsk sensommeruge.

Christina Hundahl fremhæver festivalen som et "unikt" eksempel på en flok stærke frivillige aktører, der har samlet sig om et initiativ, som kommunen ikke selv ville være i nærheden af at løfte.

Festivalens sekretariat har hjemme på første sal i Vestergade i det centrale Odense. Beriget med en kop kaffe fra kantinen fortæller sekretariats- og udviklingschef Karin Buhl Slæggerup om ønsket om at bruge kulturelle begivenheder til at trække nye kræfter til byen.

"Baggrunden for festivalen er en strategisk tanke om styrke Odenses placering på danmarkskortet. Fyn har en stærkt voksende robotindustri, som skriger efter højtuddannet og specialiseret arbejdskraft. Men det handler om mere end rekruttering: Det er også et spørgsmål om at fastholde de unge mennesker, når de er færdige på uddannelsesinstitutionerne, så de ikke automatisk søger mod Aarhus og København," siger hun.

Og Karin Buhl Slæggerup ved, hvad hun snakker om: Før hun rejste over Lillebælt til Odense, var hun centralt placeret i brandingen af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

"Når man stabler en begivenhed som H.C. Andersen Festivals på benene med en halv million besøgende og en omsætning på knap 20 millioner kroner, har man brug for en masse frivillige til at få det hele til at hænge sammen. I år endte vi med samlet set at trække på 150 frivillige," siger hun.

Odenses rejse fra stor by til storby
Årets hovedattraktion var en tysk kunstgruppes opførelse af Prinsessen på ærten med rockrytmer og laserharpe. Det kan lyde alternativt, men ikke desto mindre samlede det 10.000 mennesker tre aftener i træk i Flakhaven.

Midt i anekdoterne om sommerens program vælter festivaldirektør Peter Bøgholm ind i lokalet. Egentlig skulle han blot hente to flasker vand. Men da han ser Christina Hundahl, stopper han op og småsnakker:

"Jeg hører, at du er synkronsvømmer. Kan du tage benene på nakken," spørger han og er hurtigt videre.

Tilbage til emnet: Det er ikke svært at se masser af grunde til, at kommunen er glad for, at private virksomheder kæmper aktivt for at styrke byens renommé, og derfor vil strække sig langt for at tækkes festivalarrangørerne.

Sekretariatschefen forklarer, at kommunen i tilgift til basale fornødenheder som tilladelse til afspærring af veje og hjælp med opstilling af midlertidige toiletter også bidrager på et mere strategisk plan.

"Vi vil gerne vækste. Og her er det naturligt at have kommunen med. Ellers kan vi risikere at køre ud ad en tangent, der ikke passer med de kommunale strategier."

Herfra udvikler mødet sig fra klassisk interview til i højere grad at blive en samtale mellem Karin Buhl Slæggerup og Christina Hundahl. Det er første gang, at de to kvinder mødes. Og det lader til, at de har en masse at snakke om, så vi giver Karin de sidste ord:

"Odense er virkelig i gang med at løfte sig. Der var et tidspunkt, da jeg tænkte, at Odense var meget usynlig. Men efter at der blev lagt en strategi om at gå fra at være en stor by til en storby, kan jeg mærke, at det sker noget. Det er ikke længere en gennemfartsby. Men et sted, som man får lyst til at bo i efter studierne. Og hvor der er jobmuligheder til …"

Målet: At frivilligheden kan organisere sig selv
Ingen skal dog have ondt af en overflødig journalist. Og apropos overflødiggørelse er det faktisk ambitionen hos Christina Hundahl og Sara Lund Jensen, at kommunens frivillige kræfter en skønne dag er blevet så gode til at organisere sig, at der ikke længere er brug for et Center for Civilsamfund.

"Jeg ser det sådan, at vi arbejder henimod, at vi en dag ikke findes. Det vil være en lykkelig dag, når der ikke er behov for, at vi understøtter kommunens fællesskaber," siger Sara Lund Jensen og fortsætter:

"Når vi har klædt borgerne godt nok på til selv at oprette foreninger og søge puljer og forklaret vores kolleger i kommunen, hvordan man bedst griber muligheden for at samarbejde med frivillige foreninger, så mener jeg, at vi har løst vores opgaver."

Men skal man tro hendes chef, Christina Hundahl, er der dog ikke risiko for, at de tre kvinder i glasburet for enden af børnebiblioteket er arbejdsløse lige foreløbig.

"Jeg tror ikke, at vi er i risikozonen for, at den dag kommer, hvor vores funktion bliver overflødig. Det vil altid være noget at tage fat på, når man i kommunalt regi - og med kommunale regler - samarbejder med foreninger, som er styret af lysten til at gøre en forskel. Desuden er de ting, man samarbejder om og som frivillige har lyst til at beskæftige sig med jo en dynamisk størrelse, så der vil altid være behov for at mødes og snakke om muligheder og forventninger.”