Professor om kommunal frivillighugst: Bare rolig – der er frivillige nok til alle

En ny tendens er trængt ind i det danske civilsamfund.

Hvor kommunernes brug af frivillige kræfter tidligere gik igennem foreninger og organisationer, ser man i dag flere og flere eksempler på kommuner, som selv rekrutterer de nødvendige frivillige hænder. Og dermed gør sig uafhængige af foreningerne.

Okay.

Det kan ikke afvises, at ovenstående trend er trukket lidt for hårdt op. Og selv om tendensen står beskrevet i det materiale, som en række forskere fra Syddansk Universitet torsdag præsenterer på en konference i Odense, så har professor Bjarne Ibsen allerede travlt med at relativere budskabet.

“Det kan hurtigt fremstå, som om her er tale om en helt ny tendens. Men på plejeområdet har man i masser af år haft frivillige på plejehjemmene, som ikke har tilknytning til en forening. Det nye er dog, at vi har sat ord på bevægelsen. Og at den dermed er blevet genstand for debat,” forklarer han.

Ny type frivillighed går udenom foreningerne
I tre år har Bjarne Ibsen, som leder Center for forskning i idræt, sundhed og civilsamfund ved Syddansk Universitet, forsket i samspillet mellem den frivillige og kommunale sektor.

Det er resulteret i et mammutværk, som blandt andet gennem syv populærvidenskabelige pjecer (helt korte blev de alligevel ikke, som han selv konstaterer det) dykker ned i forskellige aspekter af frivillighedens væsen.

Og en af disse udviklinger er altså, at kommunerne i stigende omfang selv tager teten i organiseringen af det frivillige arbejde.

“Det seneste årti har danske kommuners interesse for og samarbejde med den frivillige sektor forandret sig fra primært at understøtte det frivillige foreningsliv til en større bestræbelse på at samarbejde med foreninger og involvere frivillige i forskellige kommunale opgaver og aktiviteter. Det betyder, at kommunerne søger at rekruttere og organisere frivillige i kommunalt regi til eksempelvis lektiehjælp og sociale aktiviteter på ældrecentre,” siger han.

Nogle kommuner er helt eksplicitte i ønsket om at ville arbejde direkte sammen med “frie frivillige”, som Bjarne Ibsen døber dem – og som står i modsætning til de organiserede frivillige. Mens andre – som eksempelvis Odense – helst vil samarbejde med eksisterende foreninger.

Hver tredje institution bruger frie frivillige
Analysen viser, at hver tredje kommunale institution samarbejder med frivillige uden en foreningstilknytning. Dog er det først og fremmest plejecentre og kultur- og fritidsinstitutioner, som benytter sig af frie frivillige.

Endvidere fremgår det, at det frivillige arbejde som regel er kommunalt definerede og planlagte opgaver, som er supplerende i forhold til de ansattes aktiviteter. De frivillige er ifølge analysen glade for den kommunale ramme og har ikke noget ønske om, at det frivillige arbejde foregår i en forening. Drivkraften hos de frivillige er et ønske om at gøre noget for andre og den identitet, det giver dem.

Rapporten beskriver fem cases på kommunal frivillighed: Alle fem cases er beskrevet i tekstboks til højre for artiklen:

• Frivillige madguider i Odense Kommune
• Frivillige mentorer i Faxe Kommune
• Frivillige på biblioteker i Odense Kommune
• Frivillige på plejecentre
• Frivillige følgevenner i Fåborg-Midtfyn Kommune.

Analyse: Svært at lede nye frivillige
Analysen identificerer imidlertid også en række udfordringer for de kommuner, som benytter sig af frie frivillige.

Eksempelvis er det et tilbagevendende problem på plejecentrene, at de frivillige på den ene side ikke selv vil stå for aktiviteterne, men på den anden side også modsætter sig plejecenterets forsøg på at lede dem. På tværs af de undersøgte cases lægger de frivillige da også selv vægt på, at de har en større frihed som frivillig, end man har i et lønnet arbejde.

“De ansatte koordinatorer eller tovholdere opfatter sig ikke som ledere af de frivillige. Og de har svært ved at vejlede og stille krav til dem. Problemet er, at de frivillige befinder sig i en gråzone. Lederen af plejecentre har ikke nogen formel magt over dem. Men omvendt er han nødt til at kunne administrere over deres arbejdskraft, hvis den skal gøre den ønskede forskel,” siger Bjarne Ibsen.

Dog skal det ikke forstås sådan, at frivillige ikke tager ansvar for deres opgaver. Men snarere, at den frie kommunale form gør det sværere for leder og frivillig at lave den nødvendige forventningsafstemning.

“Måske skyldes det, at de frivillige ikke mærker samme følelse af forpligtelse, når de arbejder for kommunen, som når de er organiseret under en forening. Det sætter den kommunale leder i et svært dilemma. Han skal på den side sikre sig, at de løser opgaven med eksempelvis at skabe omsorg for de ældre tilfredsstillende. Men omvendt må han ikke skræmme de frivillige væk,” siger professoren.

Hvilket bringer ham frem til en anden observation: Nemlig at mange kommunale ledere synes, at institutionen mangler tid og ressourcer til at styrke samarbejdet med frivillige. Og at de ofte må tage sig af en række praktiske opgaver for at hjælpe de frivillige – det vil sige alt det kedelige arbejde – mens frivillige tager sig af det sjove.

“Det kan være ansatte på et bibliotek, som oplever, at de bruger for meget tid på at lave kaffe og rydde op efter de frivillige, mens der samtidig ikke er nok til at sætte bøger på plads. Eller sosu-assistenter, som føler, at al deres tid går med at lave mad og dosere medicin til de ældre, mens de frivillige kan nøjes med at hyggesnakke og spille kort.”

Frygt for at miste frivillige er ubegrundet
Nu vi er ved problemerne, så har en række frivillige organisationer været kritiske overfor kommunernes organisering af frivillige. Nogle af dem giver udtryk for, at kommunen ikke skal tage deres frivillige. Andre mener, at der er en risiko for, at nogle af værdierne ved det frivillige arbejde går tabt, når det foregår i kommunalt regi. Endelig har nogle organisationer også stillet spørgsmålstegn ved kommunernes erfaringer med at rekruttere og lede frivillige.

“Jeg har umiddelbart svært ved at forstå organisationernes logik. Tanken om, at der er en fast skare af frivillige, som vi kan bruge af, og hvis nogen tager noget, så går det ud over andre, er for mig at se en misforståelse. Frivillighed er ikke et nulsumsspil. Det er en overdreven frygt, som for mig at se mere har principiel karakter. Og som skyldes, at nogle landsorganisationer føler sig truet på deres enemærker,” siger han.

Professoren medgiver dog, at der kan være specifikke udfordringer tilknyttet den kommunale rekruttering af frivillige.

“Helt generelt har kommunerne dog svært ved at rekruttere frivillige. De ved ikke, hvordan de skal gribe opgaven an. Og det skyldes, at de er afskåret fra de rekrutteringskanaler, som foreningerne typisk benytter sig af,” siger han.

“Hovedparten af de danske frivillige engagerer sig på opfordring fra andre. Det vil sige, at de efter træning i badmintonklubben bliver spurgt, hvorvidt de kunne tænke sig at give et nap med. Men den mulighed har biblioteker og plejecentre ikke. Her forsøger man sig så med skriftlige opslag eller ansøgninger i aviserne. Men det viser alle studier, at man ikke har stor succes med.”

Kampagne for forelskelser
I 2014 lancerede Odense Kommune som en af de første i landet en strategi for arbejdet med civilsamfundet. Her optræder Bjarne Ibsen med følgende citat:

“At lave kampagne for at få flere frivillige svarer til at efterlyse flere forelskelser.”

Hvad vil du egentlig sige med det citat?

“Jeg bruger det som billede på, at vi overalt i samfundet tror, at hvis noget mangler, så skal vi bare skabe de rette incitamenter. Hvis nogen forsøgte at lave kampagne for forelskelser, ville folk grine af det. Det er åbenlyst, at vi ikke via smarte reklamekampagner kan få folk til at forelske sig: Det sker her og nu. Og sådan er det også med frivilligheden. Den opstår på de mest besynderlige tidspunkter.”

“Mit budskab er: Glem al snak om kampagner, og skab de kontekster, hvor folk ikke kan lade være med at engagere sig frivilligt. Hvor det giver mening i deres liv.”

Forvrøvlet at frivillighed skaber sammenhæng
Når det er sagt, advarer han samtidig imod, at frivilligheden ender som et nyttigt redskab i politikernes hænder.

“Hvis politikerne i for høj grad tror, at frivillighed og foreningslivet er til for offentligheden, så er de på vildspor. Når frivillige foreninger eksempelvis underviser folkeskoleelever i skoleskak, er det ikke et udtryk for kærligheden til den offentlige sektor. Men først og fremmest et spørgsmål om at rekruttere flere medlemmer til deres egen forening. De er ikke optaget af skolens formål.”

En anden populær udlægning, som Bjarne Ibsen modsætter sig, er fortællingen om, at frivilligheden skaber sammenhængskraft i samfundet.

“Det er noget af det mest forvrøvlede, der er sagt. Civilsamfundet kan måske skabe sammenhæng i den forstand, at fordi vi lærer, at vi er afhængige af hinanden, så udvikler vi en generaliseret gensidighed. Men ellers er en stor del af civilsamfundet primært en forsamling af nørder med meget specifikke egoistiske interesser. Hver forening kæmper sin specifikke sag uden stor interesse for fællesskabet.”

“Og det største engagement finder man altså hos de mest nørdede frivillige. Det er forkert at tro, at fordi man er frivillig, så har man et stort samfundsmæssigt engagement. Hovedparten af frivilligheden opstår, fordi der er en interesse i en snæver kreds – familien eller en forening – som man gerne vil bidrage til.”