Forsker: Ungdomsforelskelsen i demokratiet fordufter efter første kryds. Det afslører en kæmpe generationskløft

Andengangsvælgerne er blandt de befolkningsgrupper med lavest valgdeltagelse. Vi voksne skal droppe ’agesplainingen’ og i stedet være nysgerrige på de unges demokratiske samtale, der foregår på helt nye platforme, skriver erhvervsforsker Søren Schultz Hansen.

Sociale medier har givet de unge en række digitale redskaber til at producere og formidle indhold i deres helt eget domæne. Det er på mange måder positivt, men det kan også kan være med til at grave kløften mellem generationerne dybere, skriver erhvervsforsker Søren Schultz Hansen. Arkivfoto. — Sociale medier har givet de unge en række digitale redskaber til at producere og formidle indhold i deres helt eget domæne. Det er på mange måder positivt, men det kan også kan være med til at grave kløften mellem generationerne dybere, skriver erhvervsforsker Søren Schultz Hansen. Arkivfoto.Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Søren Schultz Hansen

Forfatter, selvstændig erhvervsforsker og ekstern lektor, CBS

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Valget til Folketinget venter lige om hjørnet. Og måske, måske ikke, vil valgkampen vise et demokrati og en debat, som er blevet mere polariseret. Også mellem en ny generation af unge vælgere og de voksne magthavere og medier.

Under valgkampen i 2019 fulgte jeg en gruppe førstegangsvælgere tæt via såkaldte mobiletnografiske studier. De unge indrapporterede løbende om, hvilke medier de brugte, og hvilke personer og debatter, som var afgørende for deres demokratiske engagement og endelige kryds.

Før de unge stemmer første gang har de ofte en meget positiv og optimistisk, men egentlig også realistisk forestilling om det repræsentative demokrati. Nemlig at få en lille, målbar indflydelse, som er lige så stor som alle andres:

”Hvor mange procent fylder min stemme i det hele store? Ikke ret meget. Det er jo ud af, hvor mange der stemmer. Men jeg synes, det er vigtigt. Jeg synes jo, jeg føler mig hørt,” sagde en gymnasieelev eksempelvis.

Ungdomsforelskelsen fordufter

Førstegangsvælgere er da også ret aktive i det repræsentative demokrati. De sidste ti år har de 18-åriges stemmeprocent ligget nogenlunde på niveau med gennemsnittet for hele befolkningen. Til det seneste folketingsvalg i 2019 var der endda en stigning i hele gruppen af unge vælgere mellem 18 og 21 år, mens den generelle stemmeprocent faldt.

Temadebat

Hvad betyder valgdeltagelsen for vores demokrati?

Det næste folketingsvalg er efter alt at dømme lige på trapperne. I den forbindelse sætter Altinget Civilsamfund fokus på valgdeltagelse og spørger:

Kan man få valgdeltagelsen endnu højere op? Hvordan? Og hvem er de rette aktører til denne opgave?
Er det overhovedet vigtigt at øge valgdeltagelsen? Er en høj valgdeltagelse garant for demokratisk lighed og repræsentation?
Hvem er de 10 til 20 procent, der står uden for det demokratiske fællesskab, der der foregår på valgdagen? Tager de et aktivt fravalg, eller er der strukturelle barrierer, som hindrer dem? Hvad betyder det, at dén gruppe ikke bliver repræsenteret?

Debatpanelet kan findes her.

Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Vil du deltage i debatten på Altinget Civilsamfund? Skriv til [email protected].

Desværre damper den hede ungdomsforelskelse i det danske demokrati hurtigt af.

Faktisk så hurtigt, at 21-årige er den aldersgruppe, som stemmer allermindst. Vores demokrati, politikere og publicistiske medier lever tilsyneladende ikke op til de unges høje forventninger.

Vi risikerer at tabe de unges engagement og grave en større generationskløft i demokratiet.

Der er mange forklaringer på dette. De sociale medier har utvivlsomt inviteret flere ind i samtalen, også dem som ikke har let adgang til at ytre sig i Altingets debatspalter og andre organer for den dannede oplysning. Mere end nogensinde før i demokratiets historie har de unge fået deres egen stemme, bogstaveligt talt.

De nye public service-formidlere

Formidling fra unge, om unge, lavet af unge og set af unge er de sidste ti år gået fra ingenting til en både reel og problematisk magtfaktor. Også demokratisk. Herunder en helt ny gruppe af meget magtfulde unge influencere: Paradise Hotel-deltager Samanta Stojkovic, youtuberen og influenceren Anne Briand og komikeren Anders Hemmingsens instagram-konto.

De voksne klager over unges manglende viden og overfladiske deltagelse i den demokratiske debat. Men de samme voksne har aldrig hørt om de personer og influencere, de unge lytter til
Søren Schultz Hansen
Erhvervsforsker

Måske er det ikke navne og steder, som leder tankerne i retning af demokrati og politisk debat for Altingets læsere. Alligevel er det eksempler fra seneste valg på, hvad de unge selv fremhævede som kanaler og personer, der skabte rammer for demokratisk debat og var kilder til vigtig viden:

”Halvandet døgn inden vi skulle stemme, begyndte Samanta at lægge partiernes mærkesager op. Og der stod ikke noget udpræget om grønt klima på Mette Frederiksen og på Venstres mærkesager,” fortalte en 19-årig gymnasieelev for eksempel.

De sociale medier har givet de unge en række digitale redskaber til at producere og formidle indhold i deres helt eget domæne, hvor de frit kan udfolde og udtrykke sig. Det er på mange måder positivt, men jeg kan se i studierne, hvordan det også kan være med til at grave kløften mellem generationerne dybere.

Voksne kender ikke de unges platforme

Der er en risiko for, at de unge på den ene side af kløften ikke gider at deltage i den brede demokratiske debat. De bliver skræmt væk af fortællingen om den hårde debattone, de synes ikke, de har tilstrækkelig demokratisk erfaring til at deltage, og ikke mindst føler de sig holdt uden for af de voksne, som har monopoliseret debatten på for eksempel Facebook.

”Vi plejer at kalde dem de gamle sure mænd – de er ikke altid gamle, og de er ikke alle sammen mænd… men de er alle sammen sure,” sagde en 20-årig bachelorstuderende i min undersøgelse.

Læs også

Forsker: Når minoritetsetniske unge ikke stemmer, nægter de at lade politikerne definere deres værd

Debat

På den anden side af generationskløften klager de voksne over de unges manglende viden og overfladiske deltagelse i den demokratiske debat. Men kendsgerningen er desværre ofte, at de samme voksne end ikke kender de steder, hvor de unge er, at de aldrig har hørt om de personer og influencere, som de unge lytter til, eller endsige er til stede på de platforme, hvor de unge henter deres viden og debatterer demokratiet.

De unges eget domæne og risikoen for en generationskløft var tydelig i mine studier fra 2019, og det bliver vigtigt at overvåge, om kløften er blevet dybere under den kommende valgkamp.

Har de ældre erfarne borgere i demokratiet fået lettere ved og er blevet bedre til at få adgang til dette, de unges helt eget domæne. Eller fortsætter den bekymrende udvikling imod, at det bliver endnu mere ukendt land for de ’voksne’ i demokratiet. Føler de unge sig mere inkluderet og inviteret indenfor i demokratiet. Eller søger de andre veje og kanaler, hvor de føler sig trygge og velkomne?

Unge lytter ikke til ’agesplaining’

Der er ingen lette genveje til løsningen. Hverken at give politikerne stød i en paneldebat, hvis de taler udenom, eller at tilbyde unge førstegangsvælgere gratis avisabonnement. Begge dele er virkelige og mere eller mindre gennemtænkte forsøg på at involvere de unge under valgkampen i 2019.

Vi må forstå, at de unge jo netop lytter, fordi en 21-årig youtuber heller ikke ved noget, og det kan man som ny vælger i demokratiet identificere sig med
Søren Schultz Hansen
Erhvervsforsker

Første og nødvendige forudsætning for en løsning er større viden.

Eksempelvis skal vi bestemt rette et kritisk blik på den ulige balance mellem influencerenes alt for store magt og alt for unge alder og lille viden. Men vi må forstå, at de unge jo netop lytter, fordi en 21-årig youtuber heller ikke ved noget, og det kan man som ny vælger i demokratiet identificere sig med.

Det er langt fra altid tilfældet med både velmenende voksne, som kun vil de unge det demokratisk bedste, og de bedre- og uvidende sure gamle mænd og kvinder, som ’agesplainer’ de unge i den demokratiske debat og fortæller dem, hvad de egentlig burde vide og gøre. Mit bud er, at begge typer voksne findes blandt Altingets læsere.

Skolen er en anden, væsentlig del i løsningen. De første erfaringer med initiativer som for eksempel skolevalg er positive både i forhold til de unges demokratisk engagement og viden. I det hele taget er det via skolen, de unge har den vigtigste, måske eneste adgang til en systematisk introduktion til demokratiet.

Før de bevæger sig ud i en mere og mere fragmentarisk verden af viden og ikke-viden i uskøn blanding.

Politik har aldrig været vigtigere