Lektor: Når flygtningestrømmen fra Ukraine er slut, vil de frivillige også søge videre
Vi bliver skuffede, hvis vi ønsker at fastholde de borgere, der lige nu spontant ønsker at hjælpe de ukrainske flygtninge. Det er vigtigere at udnytte hjælpen, mens den er her, skriver Laurits Rauer Nielsen.
Laurits Rauer Nielsen
Lektor, Københavns ProfessionshøjskoleDen aktuelle flygtningesituation fra krigen i Ukraine har engageret mange borgere i hjælpearbejdet. Nogle er spontant rejst til den Ukrainske grænse for at finde nogen at hjælpe, andre har meldt sig som frivillige i de humanitære organisationer i Danmark.
Det er nærliggende at overveje, om den aktuelle beredskabsstrømning i befolkningen kan fastholdes på længere sigt. Jeg har forsket i emnet borgerinddragelse i akut beredskabsarbejde, og har nogle overvejelser om emnet.
Det er en præmis for akut beredskabsarbejde at borgerne handler som de bedst kan, og finder meningsfuldt i en krise.
Hvordan fastholder vi engagementet i forbindelse med krigen i Ukraine?
Der er atter krig i Europa, og indsamlinger til nødlidende og flygtninge fra Ukraine slår alle rekorder. Alle står på spring for at hjælpe.
Men hvad sker der, når krigen bliver 'hverdag' og kameralinsen vendes mod dugfriske nyhedshistorier? Når vi bliver 'mætte' af krig, og når ukrainske flygtninge i Danmark er blevet hverdag på skoler, på arbejdspladser og i statistikker?
Hvordan transformerer vi den aktuelle velvilje i befolkningen til at bidrage til akut krise til handlinger, der giver mening på længere sigt?
Disse spørgsmål undersøger Altinget Civilsamfund i en ny temadebat.
Debatpanelet kan findes her.
Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.
Vil du deltage i debatten? Skriv til [email protected].
Det gælder for den aktuelle flygtningestrøm fra Ukraine, og i andre situationer, for eksempel de stormfloder, vi har oplevet i Danmark gennem årene.
I beredskabsforskningen og den beredskabsfaglige praksis er der stor opmærksomhed på evnen til at kunne involvere borgerne i arbejdet med at forebygge, begrænse og afhjælpe katastrofer.
Intet samfund kan opretholde et fuldt professionaliseret beredskab, der kan afhjælpe egentlige katastrofeforhold – her skal borgerne nødvendigvis bidrage. Katastrofeforebyggelse er altså et demokratisk projekt, hvor borgerinvolvering er et mål i sin egen ret.
Den danske nationale forebyggelsesstrategi sætter også borgerne i centrum før, under og efter en hændelse indtræffer.
Hvis vi ønsker at fastholde, bliver vi skuffede
I den aktuelle situation er det nærliggende at ønske at fastholde de nye frivillige borgere i beredskabets organisationer, både de offentlige og civilsamfundsorganisationerne. Det er også helt rigtigt at opbygge disse organisationer med udgangspunkt i kendte aktuelle hændelser, og omkring konkrete opgaver.
Den aktuelle velvilje og omfattende frivillige indsats er drevet af den konkrete opgave – at hjælpe de flygtende Ukrainere
Laurits Rauer Nielsen
Lektor, Københavns Professionshøjskole
Men netop den sidste detalje er vigtig. Den aktuelle velvilje og omfattende frivillige indsats er drevet af den konkrete opgave – at hjælpe de flygtende Ukrainere.
Når opgaven forsvinder, altså når flygtningestrømmen er slut, vil langt de fleste aktuelt spontant frivillige borgere også søge videre til nye, mere eller mindre akutte, opgaver. De får ganske enkelt andre interesser, og andre prioriteter.
Derfor er vi næsten sikre på at blive skuffede, hvis vi ønsker at fastholde netop disse frivillige til netop denne type opgaver.
Vi vil ganske enkelt ikke kunne holde dem beskæftiget, og det er ikke sikkert, at de ser sig selv som de rigtige frivillige i den næste krise – deres livssituation kan jo have ændret sig i mellemtiden.
Mere skade end gavn
Det, vi som professionelle beredskabsfolk skal tage med os, er derimod den erfaring, at det er evnen til at omfavne borgernes vilje til at handle og integrere borgernes handlinger i den professionelle indsats nu og her, der er vigtig at have.
Der findes utallige eksempler i litteraturen på borgere, der ønsker at handle i en given situation, men ikke omfavnes og integreres af den professionelle indsats.
Der findes utallige eksempler på borgere, der ønsker at handle, men som ikke omfavnes og integreres af den professionelle indsats
Laurits Rauer Nielsen
Lektor, Københavns Professionshøjskole
De kan ende med at gøre noget, de finder meningsfuldt og som de er i stand til, men som i den professionelle optik er enten frugtesløst eller direkte kontraproduktivt, fordi de spontant frivillige borgere enten går i vejen for de professionelle eller bringer sig selv i fare.
Dermed kan de risikere at øge antallet af nødstedte, snarere end at afhjælpe nøden.
Det er igennem mobiliseringsevnen – evnen til at udvide den professionelle indsats med de nye frivillige – at den professionelle viden og indsigt kan kombineres med borgernes vilje og handling, og dermed afhjælpe katastrofens konsekvenser så godt som det nu er muligt.
Det er ikke ligetil – professionalisering indebærer uddannelse, indsigt, fagsprog og fælles forståelse, som borgerne ikke har. Derfor er det afgørende for vores katastrofeberedskabs effektivitet, at de professionelle også uddannes og trænes i at samarbejde med borgerne, og ikke kun med hinanden.
Hvis vi styrker den evne, har vi styrket vores katastrofeberedskab med erfaringerne fra denne krise, til gavn for alle i den næste krise.