Sind: Fortællingerne, vi deler, er ikke enkeltstående, men politikerne glemmer ofte at lytte

Det har store omkostninger for den enkelte at dele sin historie som erfaringsperson. Men det er svært at se, om brugerfortællingerne gør en forskel i det politiske rum, før sagerne ender som tragedier, skriver Mia Kristina Hansen.

Hvis der blev handlet tidligere ud fra de cases, vi som organisation deler med politikerne, så mindskes risikoen for, at for at sagerne ender fatalt, skriver Mia Kristina Hansen.

Mia Kristina Hansen

Formand, Sind - Landsforeningen for psykisk sundhed

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Historier fra virkeligheden fylder mere og mere i den daglige debat om Danmark som velfærdssamfund. Overskrifter i medierne skaber opmærksomhed og beskriver horrible forhold for mennesker, som er i en udsat livsposition.

De er afhængige af at få hjælp, men de er ikke blevet grebet af det sikkerhedsnet, som vi alle regner med, er til stede i det øjeblik, vi får behov for det.

Igennem årene har jeg set, hvordan flere og flere mennesker stiller sig frem og fortæller om deres oplevelse af systemet i håb om at få råbt politikerne op og få ændret på de vilkår, som de har været udsat for.

Temadebat

Bliver slutbrugerne inddraget for meget eller for lidt i det politiske arbejde?

Hvor lægger man snittet, når man inddrager slutbrugerne i det politiske arbejde? Inddrager man på borgerens eller dagsordenens præmisser? Det sætter Altinget Civilsamfund til debat hos en række aktører.

Om Altingets temadebatter
Altingets temadebatter sætter spot på et aktuelt nicheemne.

Alle indlæg er udelukkende alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Har du lyst til at bidrage til debatten? Så er du velkommen til at skrive til Katja Gregers Brock på [email protected].

Det er min oplevelse, at de, som er villige til at fortælle deres historie, gør det, fordi de ikke ønsker, at andre skal havne i samme håbløse situation, som de selv har oplevet.

Som formand for Sind – Landsforeningen for psykisk sundhed får jeg løbende mange historier fra mange forskellige personer, som betror sig til mig. Specielt hvis jeg lige har udtalt mig om et konkret psykiatripolitisk emne i medierne.

De fortæller, at de kan genkende det, jeg siger, ud fra deres egen situation. Desuden har næsten alle vi, som repræsenterer Sind, erfaring som brugere, pårørende eller ansatte inden for psykiatrien.

Det betyder, at vi også tager udgangspunkt i vores personlige erfaringer og bringer dem ind i debatten, når vi skal påpege, hvilke tiltag vi ønsker af politikerne.

Læs også

DUF: Unge kan sagtens gennemskue, når der er tale om pseudoinddragelse

Debat

Erfaringerne kommer oveni i de fortællinger, vi hører fra eksempelvis vores medlemsdemokrati, rådgivninger, væresteder, bisiddere, besøgsvenner og mange andre aktiviteter.

Begrænsede handlemuligheder

Men det kan være svært at se, om det hjælper at fortælle disse historier fra virkeligheden.

Forbliver det i virkeligheden bare historier, som er med til at belyse de problemstillinger, vi ønsker forandret? Men uden at der kommer forandringer, der ændrer på virkeligheden?

Fordi når det kommer til stykket, så har de enkelte politikere slet ikke handlemuligheder, som i tilstrækkelig grad kan ændre på de grundlæggende forhold.

På det psykiatriske område vil jeg sige, at nogle af de politiske handlinger, der er kommet, er udsprunget ud fra en række tragiske sager.

Lige netop det faktum kan gøre, at de beslutninger, som er blevet taget, er ud fra et grundlag, hvor det værste er sket: Hvor nogen er blevet slået ihjel og/eller har taget deres eget liv.

Dem, der deler deres historie, ønsker ikke, at andre skal ende i den samme håbløse situation, som de selv har oplevet
Mia Kristina Hansen
Formand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed

Forud for disse hændelser har jeg, andre i Sind og vores medlemmer fortalt historierne, og advaret om at det kunne gå galt. Jeg selv har haft indtryk af, at der ikke blev handlet, fordi politikere og embedsmænd tænkte, at der var tale om enkeltsager.

Men hvis der var blevet handlet ud fra de cases, vi havde fortalt, så er vi sikre på, at risikoen for at disse fatale hændelser skete, havde været meget mindre.

Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt, at vi som organisation skal samle beviser i form af personlige skæbnesvangre historier, hvor mennesker udleverer sig selv til offentligt skue, i et forsøg på at få politikerne til at forstå alvoren.

Læs også

Professor: Der er risiko for, at de, der er bedst til at dramatisere enkeltsager, løber med opmærksomheden og pengene

Debat

Jeg oplever, at omkostningerne kan være store for det enkelte menneske. Derfor henvender vi os sjældent selv til personer, som vi tænker kunne være en case.

Vi ved, at man ikke altid får tænkt over de personlige konsekvenser, når man siger ja til at blive brugt som brugerfortælling.

Lyt til dem, som har brug for hjælp

Men samtidig ser jeg, at alle disse historier, som bliver fortalt af mennesker med levede erfaring, og de historier, som Sind fortæller, alligevel giver håb for andre.

Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt, at vi som organisation skal samle beviser i form af personlige skæbnesvangre historie
Mia Kristina Hansen
Formand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed

For det kan godt være, at der ikke kommer politisk handling i nuet. Men vi får skabt en bevægelse, hvor man mærker, at man ikke er alene, at der er flere, som har de samme oplevelser som en selv, så du får styrken til at mestre den livssituation, du er i.

I Sind er vi klar over, at alle vores livshistorier om vores oplevelser med det psykiatriske system er unikke.

Men vi ved også, at løsningerne på, hvordan vi vender den negative udvikling, er de samme.

En af dem er, at der bliver lyttet til os, som har brug for hjælpen, og som er afhængig af, at der er et velfærdssamfund, som kan gribe os, når vi ikke selv er i stand til det længere.

Politik har aldrig været vigtigere