Debat

Byrådsmedlem: Datacentre kan bidrage til lokal fjernvarme - men ressourcerne går tabt

Det er ressourcespild, at kun hvert tiende datacenter udnytter overskudsvarmen. Men forældede regler betyder, at kommunerne ikke kan ændre problemet, skriver Jonas Bjørn Whitehorn.

Datacentre kan skabe lokal værdi, skriver Jonas Bjørn Whitehorn.
Datacentre kan skabe lokal værdi, skriver Jonas Bjørn Whitehorn.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jonas Bjørn Whitehorn
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forestil dig en kæmpe virksomhed. Den er velkendt og producerer mange af de varer, vi omgiver os med til daglig. Samtidig er den så stor, at den producerer ligeså meget affald som resten af kommunen tilsammen. Tonsvis af plast og pap. Daglige bjerge af metal og glas. Men virksomheden har valgt ikke at sortere affaldet.

I stedet køres tonsvis af usorteret affald på lossepladsen. Det monumentale spild af værdifulde ressourcer ville samfundet aldrig acceptere. Men når det kommer til datacentre, accepterer vi, at enorme varmemængder går til spilde op i den blå luft uden at skabe værdi for danskerne.

I Køge opføres snart tre store haller for en techgigant. Når datahallerne tages i drift, vil endeløse rækker af computere bruge næsten lige så meget strøm som resten af Køge Kommune tilsammen.

Vi er afhængige af datacentre. Både når vi arbejder foran skærmen, når vi ruller ned gennem vennernes opdateringer, når vi dobbelttapper instagrambilleder, og når vi flader ud foran noget streaming derhjemme. Og det kræver energi. Klimarådet har anslået, at datacentre vil øge Danmarks elforbrug med 17 procent frem mod 2030. Elforbruget ender som varme.

Overskudsvarme kan udnyttes

I Køge er gaspriserne steget ligesom i resten af Danmark og i Europa.

Alene i vinter betød prisstigningerne en ekstra udgift på cirka 100 millioner kroner i kommunen. Det løber hurtigt op, for Køge er en gaskommune med 9.000 gasfyr. Derfor er interessen for fjernvarme massiv, og frem mod 2028 bliver stort set alle med et gasfyr tilbudt fjernvarme.

Selvom ansvaret for den strategiske energiplanlægning ligger i kommunen, omfatter de gammeldags regler ikke krav til virksomheder om at nyttiggøre overskudsvarme

Jonas Bjørn Whitehorn (S)
Byrådsmedlem, Køge Kommune

Derfor er det også naturligt, at de store mængder varme fra det kommende datacenter sendes ind i fjernvarmesystemet og ud i radiatorerne. På den måde udnyttes energien to gange og kan erstatte varme produceret af træflis eller med yderligere elforbrug i store varmepumper.

Og det kan lade sig gøre at udnytte overskudsvarmen. Det har man fundet løsninger på andre steder i Danmark. Forleden besøgte jeg et datacenter i Odense, hvor varmen flyttes over i fjernvarmenettet. Røde, blå og grønne rør omdanner den varme computerluft til fjernvarme.

Men sådan ser det ikke ud til at blive i Køge. Selvom varmen fra de tre haller svarer til opvarmning af cirka 16.000 huse, planlægger ingeniørerne at lukke den direkte ud til fuglene. Det fremgår af VVM-screeningen, der netop er offentliggjort.

Kommunen kan intet gøre. Selvom ansvaret for den strategiske energiplanlægning ligger i kommunen, omfatter de gammeldags regler ikke krav til virksomheder om at nyttiggøre overskudsvarme. Selv ikke når den når en størrelse, der kan måle sig med resten af kommunen.

Nye datacentre er forældede om få år

Det kommer til at ændre sig om få år. I EU har det danske parlamentsmedlem Niels Fuglsang (S) som hovedforhandler netop landet en aftale, der peger mod nye, grønne krav til datacentre. Et af kravene er tilslutning til fjernvarmesystemer, hvor de findes. Men kravene kommer for sent for de mange datacentre, der bygges netop nu.

Det betyder, at Køge om mindre end tre år kan stå med et sort og forældet datacenter, der ikke lever op til nye, grønne krav. Selvom det ikke er bygget endnu. Selvom vi står i en energikrise. Selvom vi mangler grøn strøm og står overfor at skulle bruge et areal svarende til Odder Kommune til vedvarende energi.

Og det er ikke kun tilfældet i Køge. Faktisk er det kun hvert tiende datacenter, der udnytter overskudsvarmen, viser tal fra datacentrenes egen brancheforening, Datacenter Industrien.

I stedet kan datacentre skabe lokal værdi: Samarbejde med andre virksomheder om udbygning af solceller på tagene. Stille grøn og sikker overskudsvarme til rådighed for borgerne gennem fjernvarmeselskaberne.

Men det kræver, at kommunerne får moderne rammer for energiplanlægning, så værdifuld varme ikke bare bliver smidt væk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jonas Bjørn Whitehorn

Klimapolitisk seniorkonsulent, Danske Regioner, byrådsmedlem (S), Køge Kommune, bestyrelsesmedlem, Argo
cand.mag. (Københavns Uni. 2001), diploma PR (Syddansk Uni. 2007)

0:000:00