Justitia: Digitalisering kræver demokratisk sikring af privatlivet
REPLIK: Birgitte Hjelm Poulsen mener, at digitalisering af den offentlige sektor skal ske i et samarbejde med borgerne. Men der er brug for et demokratisk fundament, der sikrer borgernes privatliv i den digitale samfundsudvikling, skriver Birgitte Arent Eiriksson.
Af Birgitte Arent Eiriksson
Vicedirektør i Justitia og medlem af Dataetisk Råd
For nylig skrev jeg en kronik om de dilemmaer, der kan opstå ved digitalisering og automatisering af den offentlige sektor, samt behovet for at placere ansvaret for de overordnede rammer hos Folketinget. Det har fået Birgitte Hjelm Paulsen, chefkonsulent i Odense Kommunes it- og digitaliseringsafdeling, til tasterne, hvor hun argumenterer for en mindre bureaukratisk tilgang til digitalisering.
Det skal ske ved at gøre det lettere for de enkelte myndigheder at udvikle nye digitale løsninger sammen med borgerne. Hvis man lader de bekymrede sætte dagsordenen, vil borgerne nemlig ifølge Birgitte Hjelm Paulsen kunne gå glip af en potentiel bedre service.
Jeg er enig i, at digitale løsninger bedst udvikles i samarbejde med borgerne, men jeg bliver bekymret, når der tages afstand fra behovet for at identificere overordnede rammer for digitaliseringen og automatiseringen af den offentlige sektor. Selvom digitalisering og ny teknologi utvivlsomt vil føre til store samfundsmæssige gevinster, så er det efter min opfattelse helt afgørende, at de nødvendige etiske, retssikkerhedsmæssige og menneskeretlige hensyn inddrages i processen.
Debatindlæg kan sendes til [email protected]
I min tidligere kronik foreslog jeg derfor en bred samfundsmæssig debat om digitaliseringsdilemmaerne, og at ansvaret for de overordnede rammer blev placeret hos Folketinget, således at det ikke var op til de enkelte myndigheder at definere hvert deres retssikkerhedsniveau eller etiske og menneskeretlige grænser.
Big Data bruges til profilering
At der er behov for dette, viser også den seneste sag på beskæftigelsesområdet, hvor det kom som en overraskelse for mange, herunder ikke mindst Datatilsynet og flere folketingsmedlemmer, at et forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats også indeholdt en ny generel ordning om omfattende sammenstilling og samkøring af ledige borgeres data med henblik på intens profilering og forudsigelser om deres risiko for langtidsledighed.
Selv forsøgsordninger udviklet i samarbejde med en gruppe borgere kan udvikle sig til generelle ordninger uden større refleksion, og det er som regel de udsatte og sårbare borgere, der ender med at blive genstand for øget overvågning og kontrol.
Birgitte Arent Eiriksson
Vicedirektør, Justitia
Lovforslaget blev vedtaget i Folketinget uden nærmere drøftelse af ordningen, som alene var omtalt på side 212-213 i det meget omfattende lovforslag. Ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) hang dette sammen med, at selve lovgrundlaget for ordningen stammede fra en beskæftigelsesreform tilbage i 2014. Meget er dog sket siden da.
Databeskyttelsesforordningen har medført en øget datamæssig beskyttelse af borgerne med særlig fokus på blandt andet profilering, og sidste års debat om den såkaldte ”Gladsaxemodel” med profilering af børnefamilier har vist, at den offentlige sektors anvendelse af Big Data til profilering og forudsigelser på individniveau rejser en række spørgsmål om blandt andet databeskyttelse, dataetik og samfundsmæssige værdier.
Derfor er det også et problem, når en tidligere forsøgsordning med profilering af ledige borgere pludselig udvikler sig til en generel ordning skjult i omfattende lovforarbejder. Det er således helt forståeligt, at Datatilsynet nu ønsker at se nærmere på lovforslaget, selvom det allerede er vedtaget, og at der er folketingspolitikere, som i et eller andet omfang føler sig ført bag lyset.
Demokratisk fundament for digital udvikling
Sagen viser med al tydelighed, at der er behov for en ordentlig proces, når myndigheder ønsker at anvende ny teknologi, som er på kant med borgernes ret til privatliv, eller som rejser principielle databeskyttelsesretlige og retssikkerhedsmæssige spørgsmål. Sådanne beslutninger bør ikke bero på knopskydninger hos de enkelte myndigheder.
Selv forsøgsordninger udviklet i samarbejde med en gruppe borgere kan udvikle sig til generelle ordninger uden større refleksion, og det er som regel de udsatte og sårbare borgere, der ender med at blive genstand for øget overvågning og kontrol.
Derfor må jeg også holde fast i min tidligere pointe om, at de overordnede rammer for den digitale samfundsudvikling hører hjemme hos Folketinget, som kan sikre det demokratiske fundament for beslutningerne, og at vi skal turde lytte til alle stemmer i den samfundsmæssige debat – bekymrede eller ej.