Mia Wagner er kendt for sine skarpe holdninger til ligestilling. På sin første dag som minister måtte hun lægge én af dem på hylden

Danskerne kender hende som 'løvinden', der i bedste sendetid kæmper for at fremme den feminine innovation. Nu skal Mia Wagner navigere i en ny virkelighed på Christiansborg. Altinget tegner et portræt.

Tommy Ahlers var den første 'løve', der skiftede iværksætterlivet ud med dansk toppolitik. Han måtte opgive efter tre år. Nu følger Mia Wagner hans fodspor.
Tommy Ahlers var den første 'løve', der skiftede iværksætterlivet ud med dansk toppolitik. Han måtte opgive efter tre år. Nu følger Mia Wagner hans fodspor.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Christoffer Lund-Hansen

For anden gang går vejen til et ministerkontor gennem det populære DR-program Løvens Hule. 

Det skete for Tommy Ahlers i 2018, og nu sker det for Mia Wagner. 

Som 'løvinden' har vist den danske befolkning gennem fire sæsoner, får Danmark en digitaliseringsminister og minister for ligestilling, der ikke er bleg for at sige sin mening. 

Faktisk er hun kendt for sine skarpe holdninger, ikke mindst på ligestillingsdagsorden, som er hjerteblod for Mia Wagner. 

Gennem sin nu tidligere investeringsklub har hun arbejdet for at "øge diversiteten i dansk iværksætteri" og "skabe en ny kultur for feminin innovation".

Læs også

Og i Løvens Hule underbyggede hun den profil med investeringer i blandt andet den kvinderettede investeringsplatform Female Invest og Klub Venus, som er en webshop, hvis mission er at nedbryde tabuer om seksualitet og øge selvværdet hos særligt unge kvinder.

En profil som hun satte to streger under i sin afskedssalut, da hun i sommer forlod sit investeringsselskab Nordic Female Founders.

"Jeg kommer til at fortsætte arbejdet med kvinders vilkår i erhvervslivet, men som led i en samlet dagsorden omkring analyse og rådgivning indenfor Social Impact Entrepreneurship. I hvilken form og i hvilke rammer er lige nu åbent," lød det.

Har langsomt nærmet sig den politiske magt

Det viser nu, at det skal være som minister på Slotsholmen, hvor tanken om, at Mia Wagner kunne lave "Tommy Ahlers-finten" og gå ind i politik flere gange er blevet luftet over de senere år.

Noget som Mia Wagner selv adresserede torsdag foran Amalienborg. 

"Jeg har tidligere været i dialog med Venstre, og jeg er blevet spurgt før, hvor timingen ikke var der, men det er den nu," sagde hun og afslørede, at hun blot har været medlem af Venstre i en uges tid.

"Jeg er vokset op i en god borgerlig familie. Min mor og bror har bekendt sig til de Konservative, men jeg har altid haft et liberalt hjerte. Så for mig har det altid været Venstre, det handler om frihed."

Blå bog

45-årige Mia Wagner læste først Medicin på Odense Universitet, droppede studiet og blev i stedet uddannet som jurist fra Københavns Universitet i 2003.

Efterfølgende arbejdede hun som advokat i Wagner Advokater, hvor hun i 2008 blev partner og direktør.

I 2017 udnævnes Mia Wagner til koncerndirektør i Freeway, der ejer og udvikler en række hjemmesider, herunder Dating.dk og Lejebolig.dk.

Men først i foråret 2019 blev hun for alvor kendt i den bredere offentlighed, da hun tonede frem på skærmen som 'løvinde' i det populære DR-format Løvens Hule, hvor hun investerede i forskellige iværksættervirksomheder.

Hun overlod posten som topchef i Freeway-koncernen til sin far og bror i efteråret 2020, hvorefter hun stiftede investeringsselskabet Nordic Female Founders sammen med Anne Stampe.

I november 2022 meddelte Mia Wagner, at hun stoppede som 'løvinde' efter fire sæsoner. 

Mia Wagner forlod Nordic Female Founders i sommeren 2023. På det tidspunkt havde selskabet investeringer i 16 virksomheder, og de investeringer afhændede Mia Wagner i den forbindelse.

I forbindelse med sin nye ministerpost har hun forladt sine bestyrelsesposter i Unicef, Dansk Erhverv og Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Privat bor Danmarks nye digitaliseringsminister og minister for ligestilling i Vedbæk med sine to døtre.

I takt med danskerne har lært Mia Wagner bedre at kende gennem hendes optrædener i Løvens Hule, har hun langsomt nærmet sig den politiske magt ved at sikre sig flere magtfulde bestyrelsesposter. 

Inden for de seneste to år har Dansk Erhverv, Unicef og Danmarks Eksport- og Investeringsfond alle tildelt hende bestyrelsesposter, som hun nu må forlade i håbet om, at hun kan flytte endnu mere med magten som minister. 

Muligt kvotekonflikt

Og allerede på dag ét mærkede hun, hvordan hendes nye dagligdag er markant anderledes end hendes erhvervskarriere, hvor hun har været vant til at udstikke kursen som topchef.

Jeg håber også, at diskussionen om midlertidig indførelse af kvindekvoter i ledelser og bestyrelser i det kommende år vil blive genoptaget og set på med nye mere velvillige briller.

Mia Wagner
Digitaliseringsminister og minister for ligestilling

"Jeg håber også, at diskussionen om midlertidig indførelse af kvindekvoter i ledelser og bestyrelser i det kommende år vil blive genoptaget og set på med nye mere velvillige briller," skrev Mia Wagner nemlig i et opråb til den daværende S-regering i sin nytårstale for Altinget Erhverv i 2022

En holdning, der i dag står i kontrast til hendes politiske forgænger og partifælle Marie Bjerres standpunkt. 

"Man kan risikere at gøre noget værre. Kvinder skal vælges, fordi de er kompetente, ikke bare fordi de er kvinder. Jeg kunne være bange for, at det får en skadelig virkning," sagde Marie Bjerre til Femina i februar.

Den holdningskonflikt blev Mia Wagner straks konfronteret med af pressen foran Amalienborg torsdag.

"Jeg bakker selvfølgelig på om den linje, der er sat," svarede Mia Wagner, der dermed hurtigt har lært at spille i sin nye arena, hvor hun i langt højere grad end hidtil i sin karriere skal underlægge sig en linje fra folk højere oppe i hierarkiet.

'Løveinden' med de skarpe holdninger lyder allerede som en politiker.

Den nyslåede digitaliseringsminister og minister for ligestilling fik overrakt en tøjdyrsløve af sin forgænger Marie Bjerre ved ministeroverdragelsen.
Den nyslåede digitaliseringsminister og minister for ligestilling fik overrakt en tøjdyrsløve af sin forgænger Marie Bjerre ved ministeroverdragelsen. "En løve til en løvinde for her i ministeriet er der behov for at brøle højt, hvis vi skal gøre os gældende på digitalisering og ligestilling," lød det fra Marie Bjerre med henvisning til Mia Wagners fortid i DR-programmet Løvens Hule.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ligestilling i centrum ved overdragelsen

Og dermed kunne man jo tro, at den sag var blevet adresseret, men temaet dukkede op igen under en følelsesladet ministeroverdragelse.

"Ligestilling handler om både kvinder og mænd," lød det fra den afgående Marie Bjerre, der forærede Mia Wagner en printet udgave af John Stuart Mills "Kvindernes underkuelse" fra 1869. 

"Det er tydeligt bevis på, hvor liberal ligestillingskampen er. Og jeg håber, at du vil bære de værdier med dig videre ind i ministeriet," fortsatte Marie Bjerre, der herefter gav hende en tøjdyrsløve. 

"En løve til en løvinde for her i ministeriet er der behov for at brøle højt, hvis vi skal gøre os gældende på digitalisering og ligestilling."  

Mia Wagner kvitterede ved at italesætte, hvordan Marie Bjerre "i den grad har bragt det ideologiske med ind i ligestillingen," før hun gav hende et puslespil, hvor alle brikkerne havde et "happy face".

"Det er udtryk for, hvordan jeg har set dig gå til ligestilling. Det er, at vi er forskellige, men at vi skaber en enhed, hvor alle kan være med," lød det fra serieinvestoren, der nu får et helt embedsværk i ryggen til at hjælpe hende med at fremme ligestillingsdagsordenen.

Jeg bakker selvfølgelig på om den linje, der er sat.

Mia Wagner
Digitaliseringsminister og minister for ligestilling

Lover at stille op til Folketinget

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har allerede slået fast, at "Mia Wagner er kommet i dansk politik for at blive." 

Også hvis hun en dag får mindre indflydelse end som minister. 

"Hvis det måtte komme på et tidspunkt ville hun også gøre en indsats som folketingsmedlem," lød det fra Venstre-formanden tidligt på dagen. 

Men her fik Mia Wagner efterfølgende udtalt sig uklart foran Amalienborg, så der opstod tvivl om, hvorvidt hun rent faktisk ville stille op. 

Den tvivl sørgede hun dog for resolut at mane i jorden umiddelbart efter ministeroverdragelsen. 

"Det er klart min hensigt også at stille op til folketingsvalget," sagde hun til Ritzau.

Læs også

Skal undgå samme skæbne som Ahlers

Det store spørgsmål er dog, hvor længe den tålmodighed holder for erhvervskvinden, der er vant til at være topchef, når det bliver hverdag, og tingene går langsomt.

"Mia er vant til at være der, hvor man kan rykke på tingene rigtigt hurtigt. Så det kan godt blive en udfordring, at hun måske ikke kan rykke helt så hurtigt, som hun gerne vil," lød det eksempelvis fra hendes tidligere partner i Nordic Female Founders, Anne Stampe, til TV2

Og så er vi tilbage ved sammenligningen med den første 'løve', der byttede tv-studiet ud med Slotsholmen. 

Efter et år på posten var Tommy Ahlers færdig som minister. To år senere forlod han Folketinget med følgende konklusion:

"Jeg må nok erkende, at den politiske kultur er lidt for stærk til, at jeg kan forandre den. Mine kompetencer matcher ikke helt den måde, politik bliver lavet på. Og så vil jeg hellere bruge mine kompetencer på at hjælpe grønne iværksættere med udvikle deres virksomheder og påvirke politik derigennem."

Siden er Tommy Ahlers vendt tilbage til Løvens Hule.  

Om Mia Wagners politiske karriere lider samme skæbne, må tiden vise, men bekymringen luftes flere steder.

"Jeg tror simpelthen ikke, at hun kommer til at sidde nede i salen og stemme uden indflydelse. Hun ville dø af kedsomhed," lyder det fra en kilde, der kender Mia Wagner indgående.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mia Wagner

Fhv. digitaliseringsminister og minister for ligestilling (V)
cand.jur. (Københavns Uni., 2003)

0:000:00