Professor: Derfor redder digital teknologi os gennem coronakrisen

De digitale teknologier har været fundamentalt afgørende for vores håndtering af pandemien. Vi skal udnytte disse erfaringer til at videreudvikle teknologierne og bruge erfaringerne i fremtidige katastrofer, skriver Kaj Grønbæk.

Placeholder image
Der er opnået en masse erfaringer globalt med smitteopsporing via mobilteknologi, og der bør være basis for, at disse erfaringer kan udnyttes til at finde en god balance mellem overvågning og brugerstøttende dataanalyse, skriver Kaj Grønbæk.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skal vi zoome om det? Er det en ny eller en gammel hånd? Er vi på den røde eller grønne kurve? Er ferielandet rødt, gult eller grønt? Har vi været inden for 1 meters afstand af en smittet i 15 minutter? Har vi et grønt coronapas? Hvilken serie skal vi nu streame?

Disse spørgsmål er blevet almindelige under pandemien. Fælles for dem alle er, at de knytter sig til digitale teknologier, der enten er nyudviklet eller eksploderet i brug under pandemien.

Covid-19-pandemien kom som et chok for hele verden i begyndelsen af 2020, og på få uger blev samfund over hele kloden beordret lukket ned af regeringslederne – befolkninger blev sendt hjem fra skole og arbejde. Flere steder var der også udgangsforbud. En situation, der for bare 30 år siden ville have været en katastrofe for al samvær, kommunikation og beslutningstagning i de fleste samfund.

Men mere end 60 års forskning og innovation samt investeringer i infrastruktur inden for digitale teknologier har her i 2020’erne betydet: at vi har en stor udbredelse af internet på kloden, der er for eksempel 6,4 milliarder smartphonebrugere; at vi besidder samarbejdsteknologier som Zoom, Microsoft Teams, Google Docs og så videre, der muliggør distancearbejde, hjemmearbejde og -undervisning; at vi har avancerede og verdensomspændende dataopsamlingsinfrastruktur og grafiske analyseværktøjer, som kan fortælle om en pandemis udbredelse på daglig basis; endelig at vi har streamingteknologier, der kan sørge for film og serier som erstatning for biograf- og cafebesøg.

Faktaboks

Indlægget er en del af Realdanias essaysamling ’Refleksioner fra en pandemi’, der udkommer 30. marts og sætter fokus på, hvordan covid-19 har påvirket danskernes adfærd og fysiske rammer.

For ikke at snakke om de mange forskellige sociale medier, som har betydet, at folk har kunnet holde kontakten med hinanden på forskellig vis.

Kunne vi have klaret pandemien uden disse digitale teknologier? Det er et vanskeligt og hypotetisk spørgsmål at besvare.

Men Danmark er flere gange blevet kåret som førende i offentlig digitalisering og som digitalt foregangsland i Europa.

Hvis vi bare kigger til vores nabo Tyskland, der har mindre udbredelse af internet og meget mindre digitalisering i den offentlige forvaltning, kan vi se, at omstillingen ved nedlukning har været langt vanskeligere for tyske skoler og virksomheder samt den offentlige forvaltning.

Så alt tyder på, at et samfund med udbredt digitalisering er meget bedre rustet til en pandemi – og sikkert også andre typer af katastrofer – end mindre digitaliserede lande.

Men lad os illustrere den nye brug af digitale teknologier på de centrale områder, som har størst indflydelse på vores hverdag under pandemien og måske også vores hverdag på længere sigt.

Eksplosion i digital samarbejdsteknologi

Digital samarbejdsteknologi så dagens lys første gang, da Doug Engelbart fra Stanford Research Institute lavede sin legendariske ”Mother of all Demos” i San Francisco i 1968.

Teknologierne er siden blevet udviklet i mange forskellige retninger og sammenhænge, blandt andet udviklede et dansk-svensk team i 2003 værktøjet Skype, der blev meget udbredt til private brugere og senere opkøbt af Microsoft til businessbrug.

Der skete en større opblomstring i videomøder efter 9/11 2001, hvor mange virksomheder stoppede forretningsrejser med fly og lavede møder om til videomøder.

Men den helt store eksplosion i brug kom først her i forbindelse med pandemien.

Videomødeværktøjet Zoom havde 10 millioner daglige brugere i december 2019 – det var steget til 350 millioner daglige brugere i december 2020 – altså en stigning til 35 gange så mange brugere på et år.

Sammenlignet med 60 milliarder møde-minutter i 2019 har Zoom i 2021 nået et niveau, hvor der kører 3,3 billioner mødeminutter per år. Microsoft Teams har tilsvarende oplevet en stigning på næsten 900 % i andet kvartal af 2020.

Videomødeteknologi har nok været den mest centrale digitale teknologi, som blev brugt til alt fra undervisning i folkeskoler til topmøder mellem præsidenter.

Når man ikke skal flytte sig fysisk til næste møde, bliver dagen effektivt fyldt

Kaj Grønbæk, Professor i datalogi, Aarhus Universitet, og formand, ATV’s Digitale Vismandsråd

Teknologien har også medført en helt ny ”mødekultur” med sprogbrug, der nu også karikeres i fysiske møder.

Videomøder starter ofte med metakommunikation som ”kan I høre mig?”, ”vi kan ikke se dig” og ”jeg deler lige min skærm”, og under møderne har vi lært at række en virtuel hånd op og glemme at tage den ned igen, så der udvikler sig en dialog om, hvorvidt det er en gammel eller en ny hånd, man har oppe.

Med alle de mange møder, som blev omlagt til videomøder, opstod der en tendens til, at man havde væg-til-væg-møder eller undervisning uden pauser imellem lektioner.

Og når man ikke skal flytte sig fysisk til næste møde, bliver dagen effektivt fyldt. Og ved hjemmearbejde er den typiske pause, at man lige løber ud til kaffemaskinen eller køleskabet og griber en kop kaffe eller en snack, så man kan komme tilbage til mødet.

Det var jo ikke alles hjem, der var klar til videobaseret hjemmearbejde. Mange har måttet opgradere båndbredden på hjemmenetværket, og mange har skullet udvide deres WiFi-netværk til nye dele af hjemmet, hvor man ikke tidligere har brugt netværk.

Mange har heller ikke et hjem, der er indrettet til hjemmearbejde med videomøder, så samboende par har skullet sidde i det samme rum og prøve at koordinere, hvem der havde videomøde hvornår.

Mange familier har måttet fordele sig i soveværelser og børneværelser for at holde videomøder, mens der eksempelvis var videoundervisning af børn ved spisebordet.

Der er således mange pudsige eksempler på, at familiemedlemmer, katte og hunde – ufrivilligt, uden at de vidste det – har taget scenen midlertidigt i et videomøde i hjemmet.

Unge studerende i kollegieværelser har levet hele deres coronanedlukning i det samme rum, og vi har videoeksamineret studerende siddende på kanten af deres seng.

Sådanne situationer har ført til, at mange er begyndt at køre med virtuelle baggrunde – realtidsvideobehandling, der sætter personen ind oven på den virtuelle baggrund for at skjule for de øvrige deltagere, hvordan det ser ud, der hvor man sidder. Så baggrunden sløres eller skiftes ud live med et strandbillede fra Hawaii eller firmaets hovedkvarter.

Video-mødeværktøjerne har således også udviklet sig hurtigt under pandemien, efterhånden som brugserfaringerne er strømmet ind til udviklervirksomhederne.

Så teknologierne og borgernes infrastruktur i hjemmet er vokset med opgaverne under pandemien. Og forbløffende nok har der været meget få udfald på internetforbindelserne, på trods af at de har været udsat for en meget stor ekstrabelastning mange steder.

Indsamling af sundhedsdata

Almindelige borgere er blevet introduceret til en hidtil uhørt mængde data om befolkningens sundhedstilstand. Der er lynhurtigt blevet udviklet infrastruktur nationalt og globalt, så man døgn for døgn kan følge smittetal og vaccinationstal.

Det amerikanske Johns Hopkins University kom på alle landes radar. De har stor erfaring i at behandle globale sundhedsdata og udviklede hurtigt et ”dashboard”– et instrumentbræt – hvor man i hele verden kunne inspicere al tilgængeligt data om pandemien.

Med disse globale data kunne vi pludselig sidde og sammenligne incidenstal, antal smittede per 100.000 indbyggere, dødstal, antal døde per million, og senere vaccinationsprocenten i alle lande.

De forskellige nyhedsmedier har konkurreret i at lave egne letforståelige visualiseringer af både nationale og globale tal, så almindelige borgere hver dag selv kunne vurdere pandemiens udvikling.

Med et kig på de globale tal kunne man – lidt morbidt – sidde og sammenligne dødstal i andre lande, som om det var sportsresultater.

Der har for eksempel i Danmark været stor fokus på, at Sverige desværre var meget ”foran” os i dødstal – Sverige har 1.485 døde per million mod Danmarks 462 døde per million anno 10. oktober 2021 – altså mere end tre gange så mange.

Dette er selvfølgelig blevet genstand for glæde over, at vi tilsyneladende har valgt en bedre strategi for pandemien end vores nabo, men til gengæld blev vi ”slået” af Norge med kun 162 døde per million.

Men uanset de morbide sammenligninger er det nok første gang, vi har haft så meget fokus på indsamling og analyse af big data om og for hele befolkninger.

Samtidig har der været fokus på at få fremstillet data grafisk, så lægfolk også kan forstå dem.

Incidenstal er direkte blevet brugt til at formidle smittetryk i områder og lande ved farvemarkerede kort, hvor mørkere farver for et land eller en kommune var tegn på højt smittetryk, og lyse farver udtrykte lavt smittetryk/incidenstal. Alt sammen baseret på Johns Hopkins’ globale database, som alle lande leverer data til hver dag.

Ligeledes er incidenstal blevet brugt af Udenrigsministeriet til at lave rejsevejledninger – her med trafiklysfarver på kortene baseret på grænseværdier for incidenstal.

Læs også

Data får central rolle i demokratisk debat

Der har således været fokus på at levere realtidsdata for beslutningstagerne omkring pandemien.

Men de mange tal og prognoser kan stadig udlægges og vægtes på mange forskellige måder, og kommunikationen har af og til været mere eksakt, end data kunne bære.

Eksempelvis sagde statsministeren på et pressemøde den 24. februar 2021, ”Det vil også betyde med de matematiske modeller, vi nu engang har til rådighed, at der i midten af april måned kan være cirka 870 indlagte med corona på de danske sygehuse.”

Der bliver dog senere på samme pressemøde sagt fra SSI, at der er tale om et skøn, og at tallet ligger et sted mellem 500 og 1.300. Data fortæller os efterfølgende, at det toppede med 533 indlagte den 30. marts, og at antallet af indlagte var faldet til 362 den 15. april 2021.

Vi kan udnytte disse erfaringer til at blive bedre til at bringe andre typer af data om vigtige emner som for eksempel klimaet i spil

Kaj Grønbæk, Professor i datalogi, Aarhus Universitet, og formand, ATV’s Digitale Vismandsråd

Det er således vigtigt, at man sørger for også at informere om usikkerhedsmargener, når man bruger data og matematiske modeller som argumenter, så tallene ikke efterfølgende fremstår som fejlskøn, der kan svække tilliden til de beslutninger, der er truffet.

Når usikkerheden på et skøn er i hele hundreder, skal man passe på med at angive et så ”præcist” skøn som 870.

Under pandemien er vi dog kommet langt med at indsamle data og formidle dataanalyse til borgerne.

Vi kan udnytte disse erfaringer til at blive bedre til at bringe andre typer af data om vigtige emner som for eksempel klimaet i spil på en måde, så befolkningen bedre kan forstå dem og dermed bedre kan deltage i den demokratiske debat.

Når vi taler om data, er der også under pandemien blevet igangsat nye former for brug af data fra og på smartphones til at følge og regulere folks færden og dermed smitten.

Balance mellem dataanalyse og overvågning 

Til effektiv håndtering af smitteopsporing har man globalt set også kastet sig over brug af digitale teknologier.

De to store mobilplatforme Apple iOS og Google Android har begge tilbudt alverdens sundhedsmyndigheder adgang til et såkaldt API baseret på GPS- og Bluetoothteknologi, som gør det muligt at spore, hvilke smartphonebrugere der har været tæt på hinanden – inden for nogle få meter og i hvor lang tid.

Det har været brugt i mange lande til at opspore nærkontakter til en covid-19-smittet i dagene op til og omkring, at en person er testet positiv.

I Danmark udviklede man Smittestop-appen, som er downloadet af 2,42 millioner danskere, og der har været rapporteret cirka 108.000 smittede i appen, hvilket har givet mulighed for at opspore disse patienters nærkontakter, i det omfang de har Smittestop installeret.

Der har været meget diskussion om overvågning og beskyttelse af personlige lokationsdata i forbindelse med denne app.

Dette har ført til den gode løsning, at lokationsdata og Bluetooth-nærkontaktdata kun gemmes på brugerens egen smartphone, og at det først er ved et match med en smittet, at man selv får en besked om, at man er nærkontakt.

Men beskyttelsen af lokationsdata, der blev besluttet omkring den danske Smittestop-app, har betydet, at det har været svært for folk at forstå de nærkontaktbeskeder, de modtager, fordi der ikke angives cirka tid og sted.

Når man ikke forstår nærkontaktbeskederne, sænker det tilliden til og dermed effektiviteten af appen.

Der bør være basis for, at erfaringer kan udnyttes til at finde en god balance mellem overvågning og brugerstøttende dataanalyse

Kaj Grønbæk, Professor i datalogi, Aarhus Universitet, og formand, ATV’s Digitale Vismandsråd

Her kan man godt stille sig selv spørgsmålet, hvorfor vi ikke i samfundets og sundhedens interesse kunne dele lidt flere data om tid og sted. Specielt set i relation til, at mange mennesker i forvejen drysser sådanne data rundhåndet ud til Googles søgemaskine og sociale medier.

Hvis man skeler til et andet højt digitaliseret samfund som det sydkoreanske, så har de haft stor succes med at udnytte samme type sporingsteknologi til i stedet at uploade data, når man rapporterer en positiv test, og i løbet af kun ti minutter kan relevante dataanalyseres, og nærkontakter kontaktes meget hurtigt. Dertil kommer en mulighed for på en webside at logge ind og følge smittedes færden i perioden op til, at de er blevet diagnosticeret med covid-19.

Sydkoreanske myndigheder kan desuden udsende push-meddelelser om, i hvilket område nye smittede har befundet sig. Nærkontakter til smittede, der identificeres, pålægges at gå i karantæne. Karantæne og symptomernes udvikling overvåges ligeledes via en anden app.

Disse tiltag har gjort Sydkorea i stand til at holde pandemien i ave uden store nedlukninger. Der er opnået en masse erfaringer globalt med smitteopsporing via mobilteknologi, og der bør være basis for, at disse erfaringer kan udnyttes til at finde en god balance mellem overvågning og brugerstøttende dataanalyse for mange andre sygdomme end covid-19.

Nethandel har forsynet os under pandemien

Bevidstheden om, at man i køen i supermarkedet kan komme til at stå tæt på folk, der er smittede, har betydet en ændring i folks indkøbsmønstre.

Antallet af betalingskort- og MobilePay-transaktioner i fysiske butikker faldt kortvarigt med næsten 20 procent på en måned i foråret 2020, mens antallet af online transaktioner hurtigt steg med et tilsvarende omfang, så MobilePay alligevel fik et rekordår. Det tilskrives også muligheden for at betale kontaktløst, da folk kom tilbage til de fysiske butikker.

Online-dagligvarebutikken nemlig.com har eksempelvis haft en vækst på 45 procent fra august 2019 til august 2020 og en meget stor vækst i antal ansatte.

Deloitte rapporter også, at vækst i nethandel ikke alene gælder dagligvarer, men at de virksomheder, der hurtigt har kunnet omlægge deres forretning til nethandel, har oplevet en vækst i omsætning.

Det kan også ses, at det primært er seniorerne, der har kastet sig over nethandlen for at undgå at komme ud under pandemien. Det vurderes af de fleste analytikere, at vanerne omkring øget nethandel vil vare ved på en lang række områder, blandt andet fordi der er kommet hurtigere og mere fleksibel udbringning af nethandelsvarer, der giver øget komfort for alle fra travle børnefamilier til seniorer.

Den øgede nethandel har desværre også ført til en stigning i vejtrafik, idet de mange onlinepakker typisk bringes de sidste kilometer med vejtransport efter skibs- og togtransporten.

Hvilken streamingserie skal vi nu kaste os over?

Set i forhold til smittespredning i fysiske butikker, er det jo heldigvis også længe siden, at man skulle hen og stå i kø i Blockbuster for at leje en fysisk film.

Pandemien har nemlig givet folk meget mere tid i eget hjem, blandt andet fordi lange pendlerture har været helt elimineret.

Forsamlingsforbud og påbud om små sociale bobler har givet anledning til et øget forbrug af digitale film og serier fra streamingtjenester som Netflix, HBO, Amazon Prime Video, Apple TV+ med flere.

Eksempelvis fordoblede Netflix antallet af nye abonnenter i første kvartal af 2020 sammenlignet med sidste kvartal af 2019. Antallet af streamede timer var 70 procent højere i 2020 end i 2019. Tilsvarende tal gælder de øvrige services, ligesom de traditionelle flowmedier som DR og TV 2 også har lagt flere streamede film og serier ud og oplevet øget trafik.

Streaming er jo en disruptiv digital teknologi, der har udkonkurreret fysiske medier som CD og DVD for længst, og dermed havde streaming allerede opnået et stort marked inden pandemien.

Men nedlukningen af samfundet, den gode internetinfrastruktur og hurtig adgang til nye streamingservices har gjort det meget nemt for forbrugerne at vælge nye streamingtjenester til for at se en ny serie eller film, der trender lige nu.

Det er spændende, om folk også husker at opsige nogle af deres abonnementer igen, når de har set den populære serie eller film fra en bestemt udbyder.

Tendensen vil nok være, at folk har fået tegnet lidt for mange forskellige streamingabonnementer under pandemien, fordi det var den eneste adgang til kultur og underholdning, når biografer og teatre med mere var lukket ned.

Har pandemien lagt kimen til ændringer i samfundet?

Den udbredte brug af videomøder og digitale samarbejdsværktøjer kan betyde en stigning i ugentlige hjemmearbejdsdage for mange typer af jobs og reduktion af virksomhedernes kontorkvadratmeter på grund af udbredt hjemmearbejde.

Denne tendens vil omvendt betyde, at vi skal til at tænke anderledes omkring indretning af et hjem som en delvis arbejdsplads.

Vi ville have været ilde stedt under en pandemi for 30-40 år siden, før de digitale teknologier havde nået det stade, vi har i dag

Kaj Grønbæk, Professor i datalogi, Aarhus Universitet, og formand, ATV’s Digitale Vismandsråd

Vi vil sandsynligvis også se et langsigtet fald i forretningsrejser og pendlertrafik, fordi mange typer møder mellem folk, der kender hinanden, nemt kan gennemføres digitalt. Der kan således også være et klimamæssigt potentiale på sigt, hvis vi kan reducere fly og biltrafik til fordel for videomøder.

Vi vil også se, at samfundet bliver mere datadrevet. Vi vil samle data ind på stadig flere aspekter af vores aktiviteter i samfundet.

Det bliver også vigtigt, at vi har fokus på at formidle analyser af disse data og deres brug på en måde, så borgerne forstår de relevante dele og dermed bedre kan tage del i de demokratiske processer i samfundet.

Vi vil også se, at smartphones og sikker infrastruktur bliver vigtigere både i forhold til at skaffe ny viden om sundhed i befolkningen og til regulering, som for eksempel et coronapas er udtryk for.

Pandemien har været en kæmpeudfordring for hele kloden. Digitale teknologier har spillet og spiller fortsat en vigtig rolle i at afbøde virkningerne af pandemien. Vi har også lært utroligt mange ting, som kan være med til at videreudvikle de digitale teknologier.

Jeg vil derfor til slut konkludere, at vi ville have været ilde stedt under en pandemi for 30-40 år siden, før de digitale teknologier havde nået det stade, vi har i dag.

Omtalte personer

Kaj Grønbæk

Institutleder, Professor, Institut for Datalogi, Aarhus Universitet; Distinguished Scientific Advisor, Alexandra Instituttet; Formand for ATVs Digitale Vismandsråd
cand.scient. (datalogi og matematik, Aarhus Uni. 1988), ph.d. (1991)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser