Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Alle kender den til hudløshed, den brogede historie om brugerbetaling i sundhedsvæsenet: Opstået i et sammenrand af historiske tilfældigheder snarere end egentlig politisk stillingtagen har brugerbetalingen en markant social slagside og tvinger nogle af samfundets mest sårbare borgere til blandt andet at droppe indkøb af nødvendig medicin. Alligevel har politikerne hidtil ikke formået at løfte diskussionen om, hvordan vi kan hjælpe de borgere, der er hårdest ramt af brugerbetalingen.

På den politiske front er der desværre ikke udsigt til nogen snarlig løsning. Der er blevet indført - og afskaffet - brugerbetaling på fertilitetsbehandling og brugerbetalingen på tandområdet er blevet omlagt til fordel for nogle lavindkomstgrupper. Til gengæld har regeringen øget brugerbetalingen på håndkøbsmedicin for førtidspensionister med 70-75 mio. kr.

Oppositionen opfordrer nu til en analyse af, om brugerbetalingen kan fordeles anderledes, så den skaber mindre ulighed, hvilket regeringspartierne afviser under henvisning til, at man vil arbejde for mindre i stedet for anderledes brugerbetaling. Og med denne skyttegravskrig har den politiske diskussion ikke flyttet sig en tomme de seneste mange år.

Brugerbetalingen afføder ulighed i sundhed, som handicaporganisationernes medlemmer dagligt oplever på egen krop. Eksempelvis når den psykisk syge borger beder apotekspersonalet om hjælp til at udpege de "mindst vigtige" præparater, så hun får mest mulig medicin for sit utilstrækkelige tilskud. Eller når personer med en kronisk sygdom, der som bivirkning af medicin får ødelagt deres tænder, ender i økonomisk ruin med tandlægeregninger på mere end 100.000 kr.

Brugerbetalingen må under ingen omstændigheder forårsage yderligere marginalisering af disse borgere. Når man er tvunget til at bruge sundhedsvæsenets serviceydelser som følge af et handicap eller kroniske sygdom, når man behøver en sundhedsydelse, er det ikke rimeligt, at man selv skal betale for den. Vi må stå sammen om at sætte en stopper for denne sociale skævvridning af adgangen til vores sundhedsvæsen.

Og her har politikerne et ansvar. De må stoppe skyttegravskrigen og finde sammen om at reformere brugerbetalingen i sundhedsvæsenet. Hvis de er enige om, at den fri og lige adgang til sundhedsvæsenet er en hjørnesten i velfærdsstaten, bør de vel også kunne enes om, at det nu er på tide at skrue brugerbetalingen bedre sammen?