Debat

Undervisere på læreruddannelser: Indfør fag om teknologiforståelse i folkeskolen

Der er behov for, at eleverne kan forholde sig selvstændigt til technologien omkring dem. Både så de kan være med til at skabe deres egen fremtid i et digitaliseret samfund, og så de kan fravælge negative  konsekvenser af teknologibrugen, skriver undervisere på læreruddannelser. 

De alment dannende potentialer ved at beskæftige sig med teknologi skal simpelthen gøres mere tilgængelige og vedkommende, skriver Marie Falkesgaard Slot, Vibeke Schrøder og Mikkel Hjorth.
De alment dannende potentialer ved at beskæftige sig med teknologi skal simpelthen gøres mere tilgængelige og vedkommende, skriver Marie Falkesgaard Slot, Vibeke Schrøder og Mikkel Hjorth.Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Både i (hjemme-) skolen og i fritidslivet er børn og unge omgivet af digitale teknologier, som giver fantastiske muligheder, men som også bruges til at overvåge, manipulere og fange deres opmærksomhed.

Derfor er det nødvendigt, at vi forholder os til, hvordan børn og unge i fremtiden kan udvikle en kritisk og skabende tilgang til teknologi. Og svaret kan meget vel blive et helt nyt fag og en ny faglighed om teknologi i folkeskolen og i hele uddannelsesfeltet. Et fag, der så at sige tager tyren ved hornene og tager teknologiens betydning for den enkelte og for samfundet alvorligt.

For tiden eksperimenteres med en sådan faglighed på 46 skoler i hele landet under betegnelsen teknologiforståelse. Siden computeren gennem firserne og halvfemserne blev en brugsgenstand for de mange, har computerteknologien gennemgået en revolution.

I clinch med teknologiske dilemmaer
I dag er teknologi overalt og har en positiv indflydelse på samfunds- og hverdagsliv, ligesom skyggesiderne som eksempelvis techgiganternes brug af persondata og deraf frygt for overvågning, målrettede feeds og misinformation med videre, er åbenlyse. 

Eleverne skal eksempelvis kunne tage stilling til, om motionsapps må videresælge oplysninger om deres helbred, om det er hensigtsmæssigt, at Facebooks annoncører med deres egne ord ved mere om os end vores nærmeste familie.

Marie Falkesgaard Slot, Vibeke Schrøder og Mikkel Hjorth
Undervisere på Københavns Professionshøjskole og VIA University College

Man kan som samfund reagere ved at gemme teknologi lidt væk for elever på skolerne og neddrosle forventningerne til, hvad elever skal kunne tænke, forstå og skabe med teknologi, eller vi kan helt forbyde digitale teknologier i skolerne.

Man kan også, og det er vi fortalere for, gå i clinch med de mange teknologiske dilemmaer i børns og unges liv, og undersøge, hvordan skolen finder stadig flere nuancerede tilgange til at være med til at danne børns og unges liv med teknologi på en hensigtsmæssig måde.

For det skal der til, for at de opvoksende generationer kan forstå, magte, udvikle og ændre digitale teknologiers indflydelse på deres livsverdener. Faget teknologiforståelse mener vi vedrører alle elever, og måske er der i særlig grad behov for, at faget appellerer til de elever – drenge som piger - der ikke har så stor glæde ved computere eller digitale teknologier generelt.

Ikke nok at kradse i overfladen
De alment dannende potentialer ved at beskæftige sig med teknologi skal simpelthen gøres mere tilgængelige og vedkommende. Det er ikke nogen let opgave, men vores erfaringer er, at en kombination af teknologiforståelse som et selvstændigt fag og som faglighed i andre fag i grundskolen er et første vigtigt skridt på vejen.  

Corona har vist, at vi i Danmark har en god it-infrastruktur, og derfor har det været muligt at lave hjemmeskole på Zoom, Teams og Meet.

Samtidig ved vi fra talrige undersøgelser, at danske elever under normale omstændigheder arbejder godt i en digital skolehverdag, de kan faktisk bruge programmer og læringsplatforme på et hæderligt niveau og er næsten verdensmestre i informationskompetence.

Udover kodning og programmering rummer fagligheden også fremtidsforestillinger om menneskehedens muligheder for at skabe en god fremtid med teknologi.

Marie Falkesgaard Slot, Vibeke Schrøder og Mikkel Hjorth
Undervisere på Københavns Professionshøjskole og VIA University College

Men denne brugskompetence rækker kun til at kradse i overfladen: Der er behov for, at eleverne kan forholde sig selvstændigt til denne brug – både så de kan være med til at skabe deres egen fremtid i et digitaliseret samfund, og så de kan fravælge de elementer eller konsekvenser af teknologibrugen, som de ikke ønsker.

Eleverne skal eksempelvis kunne tage stilling til, om motionsapps må videresælge oplysninger om deres helbred, om det er hensigtsmæssigt, at Facebooks annoncører med deres egne ord ved mere om os end vores nærmeste familie.

Må ikke blive et edb-kursus fra 80'erne
For selvstændigt at kunne tage stilling til digitale teknologiers betydning for individ og samfund, skal eleverne så at sige tage et skridt baglæns og lære mere om, hvordan teknologi grundlæggende er opbygget, hvad en algoritme er, og hvorfor automatisering er med til at bestemme mange af hverdagens tekniske funktioner.  

Udover kodning og programmering rummer fagligheden også fremtidsforestillinger om menneskehedens muligheder for at skabe en god fremtid med teknologi.

Her bliver det største fælles mål for både grundskolen og uddannelsessystemet som sådan, at alle børn og unge opnår en langt større fortrolighed med selv at skabe og forestille sig teknologi i deres livsverden, og med hvordan mere teknologi brugt på en klog måde kan være med til at forme en bedre tilværelse og et bedre samfund.  

Alle lærere skal kunne udvide elevers perspektiver på teknologi i betydelig grad.

Marie Falkesgaard Slot, Vibeke Schrøder og Mikkel Hjorth
Undervisere på Københavns Professionshøjskole og VIA University College

En ny faglighed kræver imidlertid også, at vi forholder os til, hvordan der undervises i grundskolen. Teknologiforståelse må ikke blive et til edb-kursus fra 80'erne. Lærerne i skolen skal derimod arbejde på andre måder, så elever selv kan være med til at skabe teknologi.

Dermed får eleverne både erfaringer med at anvende digitale teknologier konstruktivt og får et fundament for at forholde sig til indlejrede værdier og intentionaliteter i digitale teknologier generelt.

Derfor skal flere lærere i fremtiden kunne programmere og have algoritmisk viden, og alle lærere skal kunne udvide elevers perspektiver på teknologi i betydelig grad. Vi er på læreruddannelsen i fuld gang med at udvikle bud på faglighed og kompetenceudvikling, men der er lang vej endnu. Med faget og fagligheden teknologiforståelse har vi i Danmark dog taget de første vigtige skridt. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00