Debat

Velfærdseksport er godt købmandsskab

DEBAT: Danmark har allerede betalt udviklingsomkostningerne for vores velfærdsløsninger. Så lad os tænke i godt købmandsskab og i første omgang eksportere de varer, vi har på lager. De internationale kunder står klar. Det skriver Peter Friese, prorektor på VIA University College.
Foto: www.viauc.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Friese
Prorektor, VIA University College

I VIA University College oplever vi lige nu en stor international interesse for det, vi kan. Jævnligt tager vi imod repræsentanter fra universiteter, myndigheder, og private virksomheder fra eksempelvis Rumænien og Kina.

De henvender sig til os for at se, hvordan vi uddanner pædagoger, sygeplejersker og bygningskonstruktører. Vi viser dem vores undervisningsfaciliteter, giver dem indsigt i vores viden om professionerne, og besøger sammen børnehaver, plejehjem og bæredygtige energiprojekter.

Specielt vores gæster fra Kina knipser begejstret billeder af børn, der løber rundt i regntøj og bygger huler med pædagogerne. De filmer plejehjemsbeboere, der synger fællessang og tager en svingom med personalet. Og de spørger ind til vandforsyning og bæredygtigt byggeri.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Udlandet efterspørger arbejdsglæde
Det, der imponerer udenlandske gæster mest, er imidlertid ikke institutioner og teknologi. Det er de ansattes arbejdsglæde. De beundrer personalet i danske velfærdsinstitutioner for både at yde et professionelt stykke arbejde og samtidigt være i stand til at vise overskud.

"Kan vi købe det?," spørger de ivrigt. "Ja, måske," svarer vi og tager bestik af vores lager.

Danmark er ikke førende, når det gælder om at udvikle robotteknologi og anden velfærdsrelateret "hardware". Men få lande er bedre til at bruge teknologierne i mødet mellem mennesker.

Peter Friese
Prorektor, VIA University College

Ser vi på Danmarks lager af velfærdsviden, kan det være svært at beskrive de varer, internationale kunder forventer, vi har liggende på hylderne. For det kræver, at offentlige institutioner som vores formår at tænke som købmænd. Det forsøger vi, og det ligger i regeringens innovationsstrategi. Men vi kommer ikke langt, hvis ikke vi kan definere varerne.

Eksport ligger lige for
Som professionshøjskole indeholder vores varelager mere end 100 års investeringer i at udvikle dansk velfærd igennem de professionsrettede uddannelser, der holder velfærdsmaskinen i gang. Det har vi gjort - og det gør vi - i tæt samarbejde med de offentlige og private arbejdsgivere, der har brug for vores kandidater.

Samarbejdet med praksis betyder, at vi meget konkret kan identificere, hvilke kompetencer vores studerende har brug for at tilegne sig i løbet af en bacheloruddannelse. Vi kender ingredienserne, som udover teoretiske, praktiske og menneskelige færdigheder bl.a. er evnen til at benytte moderne velfærdsteknologier ude i en professionel virkelighed.

Og det er interessant for internationale kunder.

Brug af teknologi i mødet med mennesker
Danmark er ikke førende, når det gælder om at udvikle robotteknologi og anden velfærdsrelateret "hardware". Men få lande er bedre til at bruge teknologierne i mødet mellem mennesker - f.eks når plejehjemspersonale assisterer beboere i at bruge en spiserobot, pædagoger anvender iPads i børnenes leg og læring, og ingeniører integrerer ny teknologi i samarbejde med andre fagligheder.

Det er evner, Danmark har investeret massivt i at være gode til. Så lad os da få den vare ned fra hylden. Hvis vi smiler samtidigt, udviser vi for alvor godt købmandskab.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Friese

Fhv. prorektor, VIA University College, formand, Vitus Bering Innovation Park
cand.psych. (Aarhus Uni. 1976) Specialisering i børne- og familieterapi, på Aarhus Amts rådgivningscenter for Børn og Unge, 1979

0:000:00