Ambassadørens dagbog: "Det her er den mest imponerende samling af medarbejdere, en dansk ambassadør kan have"

På M Street løber jeg ind i en af mine gamle venner, som arbejdede i Det Hvide Hus, da jeg var her sidst. Jenna er lidt starstruck, da jeg fortæller hende, at det er taleskriveren John McConnell, som var med til at skrive nogle af de mest berømte taler i årene efter 9/11 med George Bush og Dick Cheney. Jeg tænker; "det her er Washington". 

TV-journalisten Lotte Mejlhede og jeg mødes om eftermiddagen. Og så har min souschef Stig og hans familie inviteret os på helt uformel middag søndag aften. Det er super hyggeligt, og vi taler både arbejde og alt det, man kan lave som familie i USA. 

Mandag 4. september 

Det er Labor Day og dermed fridag i USA. Jeg bruger det meste af dagen på at forberede mit oplæg om mig selv til kollegerne, som jeg skal præsentere for dem om nogle dage.

Det er helt afgørende for mig, at jeg får et tæt samarbejde med de cirka 60 kolleger på ambassaden.

Jesper Møller Sørensen
Ambassadør, USA

Jeg har gjort mig mange overvejelser om, hvad jeg er for en type leder, hvilke værdier jeg gerne vil repræsentere – og hvordan jeg ser, at vi arbejder sammen som team og på tværs af ambassaden – og i øvrigt med vores repræsentationer rundt om i USA.

Og så vil jeg formulere nogle faglige mål for de kommende år. Selvom USA og Danmark allerede har mange bånd til hinanden, er jeg overbevist om, at vi kan styrke båndene yderligere. Jeg nævner derfor nogle tanker på forsvar, sikkerhedspolitik, eksportfremme og public diplomacy. 

Det er i det hele taget helt afgørende for mig, at jeg får et tæt samarbejde med de cirka 60 kolleger på ambassaden. Jeg har derfor indkaldt dem enkeltvis til en samtale, så jeg kan lære dem og deres arbejdsområde bedre at kende. Det går en stor del af de næste 14 dage med at gennemføre. 

Tirsdag 5. september 

Det er Maries første dag i sin nye børnehave. Jeg har sagt til Lone – min effektive PA – at jeg først møder på kontoret klokken 10.00. Både Rasmus og jeg vil følge Marie. 

Senere på dagen er jeg i State Department, hvor jeg mødes med protokolchefen. Det er en formel seance. Jeg afleverer kopier af de akkreditiver, jeg senere skal aflevere til præsident Biden.  

Dermed er jeg nu 'appointed Ambassador', og jeg kan gå i gang med at mødes med amerikanske embedsmænd. Dog ikke med ansatte i National Security Council. Det er først muligt efter mødet med præsidenten.  

Onsdag 6. september 

Jeg har min første rigtige arbejdsfrokost i ambassadørboligen. Jeg har inviteret en bekendt, jeg har kendt i snart 20 år.

Sammen har vi vendt og drejet amerikansk indenrigspolitik, de store udenrigspolitiske emner, 'who is who' lige nu, og hvem kommer til næste gang.  

Og nu sidder vi så og gør det omkring samme bord, hvor jeg første gang mødte ham i 2005, da jeg sad med til en frokost hos min daværende chef og mentor, ambassadør Friis Arne Petersen.  

Det er den slags kontakter, man som ambassadør er afhængig af at kende, hvis man skal helt ind til benet og forstå et så kompliceret land som USA.  

Torsdag 7. september 

Jeg er en smule nervøs, da jeg om formiddagen står over for alle ambassadens medarbejdere og skal holde mit oplæg.

Et af mine absolut vigtigste prioritetsområder som ambassadør vil være vores bistand til dansk erhvervsliv. 

Jesper Møller Sørensen
Ambassadør, USA

Et af mine absolut vigtigste prioritetsområder som ambassadør vil være vores bistand til dansk erhvervsliv. Vi har et stærkt dansk fodfæste i Nordamerika, som ud over ambassaden også er repræsenteret i New York, Boston, Houston, Chicago, Silicon Valley og – for Canadas vedkommende – Toronto og Ottawa.  

Forud for min ankomst til USA har jeg holdt 39 møder med danske CEO's og brancheorganisationer. Det er tydeligt, at USA for store dele af de danske erhvervschefer lige nu er det absolut vigtigste marked – og USA er i øvrigt også gået hen og blevet Danmarks største eksportmarked.  

Derfor har jeg også prioriteret at få et møde i vores bestyrelse på tværs af Trade Council Nordamerika så hurtigt som muligt. Som ambassadør er jeg formand for bestyrelsen, og der er rigtig god stemning. Jeg nævner, at jeg gerne vil have et årshjul, så vi allerede nu har faste møder i kalenderen, ligesom jeg vil prioritere at komme ud og besøge kollegerne, som arbejder rundt om i USA. 

Weekenden 9.-10. september 

Flere danske dagblade har bedt om et tiltrædelsesinterview, og jeg siger ja til et par stykker. Jeg har hulens travlt i løbet af ugen, og jeg kan stort set ikke finde tid i kalenderen, så Sofie Amalie – ambassadens presseansvarlige – aftaler, at de finder sted i weekenden.  

Her er der lidt mere tid til at tænke sig om. Marie laver og serverer pandekager til Jyllands-Postens korrespondent – det er super sødt.

Søndag aften tager jeg til cocktailbuffet hos en af de mere velhavende familier i Georgetown. Der står eksplicit i invitationen, at det er 'cocktail attire', og i et mindre tænksomt øjeblik tager jeg en polo på. Jeg er den eneste mand i forsamlingen, der ikke har et jakkesæt på, og de fleste har også slips på. Suk. 

Til gengæld er jeg overrasket over, hvor mange der byder mig velkommen med et ”where is your husband, and how are your kids?”. Jeg er lidt overrasket over, at det er løbet i forvejen, at vi er kommet til byen.  

Onsdag 13. september 

Jeg deltager i mit første møde med EU-ambassadørerne. Da jeg sidst var i Washington, var EU-kredsen en svær størrelse. Den var stærkt præget og hæmmet af, at hvert land dyrkede sit eget forhold til USA.  

I dag har vi meget mere at stå sammen om, og EU-samarbejdet er markant styrket. Vi er fem nye EU-ambassadører, der er tiltrådt her efter sommerferien, og EU-ambassadøren lader os nye i klassen præsentere sig selv.

Så er den store dag kommet! Rasmus og jeg skal mødes med præsident Biden. 

Jesper Møller Sørensen
Ambassadør, USA

Jeg tager i Kongressen om eftermiddagen, hvor jeg mødes med Mr. Denmark, Steny Hoyer. Han har i en årrække været en af de stærkeste støtter for Danmark.  

Jeg drøfter selvfølgelig den aktuelle situation med stor spænding i Kongressen på grund af det jerngreb, som den yderste højrefløj har lagt sin republikanske formand, Kevin McCarthy, i.  

Og så drøfter vi Ukraine, og Hoyer takker mange gange for den danske støtte, som, han finder, er helt i førersædet, og at det vækker respekt i Kongressen. Endelig aftaler jeg med Hoyer, at han skal deltage i og holde tale til vores store reception senere på måneden. 

Om aftenen er jeg vært for en middag med min første folketingsdelegation. Der er tre tidligere ministre og to nuværende partiformænd med. Vi har en rigtig god faglig udveksling om USA, hvor særligt den forestående amerikanske valgkamp optager en stor del af drøftelsen. Med god grund. Den proces bliver virkelig spændende det næste år. Så har jeg ikke skrevet for meget. 

Fredag 15. september 

Så er den store dag kommet! Rasmus og jeg skal mødes med præsident Biden. Det er en flot parade, der venter os foran Det Hvide Hus med vagter og et militært musikkorps, som spiller, mens vi kører det sidste stykke op ad indkørslen.

Protokolchefen tager imod, og vi får lov til selv at gå hen til døren ind til Roosevelt-værelset i West Wing. Her underskriver jeg præsidentens bog. Lidt senere går døren op til Det Ovale Kontor. Jeg har en kort samtale med præsidenten, og så bliver der taget billeder. Først af præsident Biden og jeg og bagefter også med Rasmus.  

Helt tilfældigt har vi samme aften sammenskudsgilde for alle ambassadens medarbejdere og deres familier, så de står alle og skåler, da vi kommer tilbage.  

Humøret er højt, og Rasmus – som også er fitness instruktør – har lovet mig en lille overraskelse. Alle bliver inviteret ned i haven, hvor Rasmus har forberedt tre forskellige danse, som vi alle kaster os ud i på græsplænen. Bagefter er der grillmad. 

Det var en særlig god dag! 

17.-20. september 

FN's generalforsamling finder sted i New York. Normalt håndterer FN-missionen og generalkonsulatet i New York de danske delegationer, men i år deltager både H.K.H. Kronprinsen og en stribe danske ministre, så jeg har aftalt med kollegerne i New York, at jeg kommer op og støtter – blandt andet ved at følge erhvervsministeren rundt.  

Udover aktiviteter, der knytter sig til selve FN-ugen, har han også besøg hos virksomheder og myndigheder i nabostaterne og i New York, hvor jeg er med.

Min første rigtige weekend uden møder og aftenarrangementer. Nu er det familietid. 

Jesper Møller Sørensen
Ambassadør, USA

Vi har et par frugtbare dage, hvor særligt rundbordssamtalerne med virksomhederne giver mig masser af indsigt i de muligheder og udfordringer, det amerikanske marked byder på. Vi får også adgang til at besøge et af Mærsks containerskibe i havnen i New Jersey. Det er første gang, jeg er ombord på et containerskib. Jeg er dybt fascineret af, at man kan læsse 8.500 containere på ét skib - og på de allerstørste endog over 25.000. 

Onsdag efter frokost drøner vi hjem fra New York. Jeg skal være vært for et arrangement, vi arrangerer i samarbejde med Novozymes. På vejen hjem læser jeg op på biosolutions, som ikke er et emne, jeg har beskæftiget mig meget med. Jeg forsøger at få en faglig viden, der gør, at jeg kan være ordstyrer ved middagsdrøftelsen.  

Det er en vellykket aften, hvor vi får bragt virksomheder sammen med folk fra Biden-administrationen og folk fra tænketankene. Novozymes CEO og jeg har også vores eget møde, og jeg tænker efterfølgende, hvorfor dog dansk erhvervsliv ikke har flere af den slags imponerende kvinder på topposterne.  

Alle går hjem en del klogere – og vigtigst af alt er der kommet et par konkrete forslag på bordet, der kan bidrage til en mere effektiv madproduktion og mindre CO2-udledning. Sådan en aften er jeg stolt af. 

Weekenden 23.-24. september 

Weekend! Min første rigtige weekend uden møder og aftenarrangementer. Nu er det familietid. Jeg lover Rasmus – og mig selv – at jeg tager Erik både fredag og lørdag nat.

Han er nu god ved mig, han vågner kun klokken 4.00 den ene morgen – og sover en time senere. Jeg havde mange planer om at komme i Zoo eller tage på legeplads, men Marie nægter at tage nogle steder. Jeg tror simpelthen, hun synes, det er skønt, at vi alle er derhjemme sammen.  

26.-27. september 

Tirsdag morgen mødes jeg med Energistyrelsens direktør Kristoffer Böttzauw. Derefter byder jeg velkommen til en rundbordssamtale om vedvarende energi med deltagelse af eksperter fra tænketanke. Det er altid en god idé at bruge højniveaubesøg fra København til at få interessante personer samlet. 

Bagefter tager vi til møde hos den enhed i det amerikanske energiministerium, som særligt fokuserer på opførelsen af havvind. For et par år siden var der stor optimisme om udsigterne til store havvindsprojekter på den amerikanske østkyst. Perspektivet er fortsat enormt, men i øjeblikket er denne industri fanget af et sammenfald af uheldige omstændigheder.

I Washington går vi i dialog med administrationen og påvirker deres rammevilkår for vindindustrien. 

Jesper Møller Sørensen
Ambassadør, USA

Fra dansk side skubber vi hårdt på for, at disse udfordringer bliver løst. Med den danske erfaring med havvind besidder vi en hel særlig indsigt og kompetence, som vi forsøger at præge det amerikanske marked med. 

Og så er det af sted til Oklahoma. Jeg vil bakke op om en gruppe danske virksomheder på fremstød med fokus på vindenergi. Jeg møder Oklahomas energiminister, og næste dag møder jeg guvernøren. 

Det er en guvernør i en såkaldt rød (altså republikansk) stat, som traditionelt har satset hårdt på olie og gas. Guvernøren og hans stat satser nu også stort på vedvarende energi, og den satsning passer selvfølgelig rigtig godt til de kompetente danske virksomheder, som har så meget at byde på.  

På vejen hjem tænker jeg, at de seneste to dage har været et stjernegodt eksempel på, hvordan vi fra ambassadens side på flere niveauer kan give merværdi til dansk erhvervsliv:  

I Washington går vi i dialog med administrationen og påvirker deres rammevilkår for vindindustrien. I staterne mødes vi med lokale beslutningstagere og åbner dørene for de danske virksomheder – mens vi over for de danske virksomheder giver gode råd om og indsigt i, hvordan man arbejder mest effektivt på det amerikanske marked.  

Torsdag 28. september 

Jeg har to væsentlige gøremål denne dag. Sammen med min kulturrådgiver Frederikke mødes jeg først med lederen af Holocaustmuseet i Washington. Frederikke har ansvaret for et stort arrangement i anledningen af 80-året for danskernes støtte til at få jøderne fra Danmark til Sverige under besættelsen. 

Mødet går fremragende, og vi bliver enige om koncept og dato for arrangementet. Jeg orienterer min amerikanske kollega i København, Alan Leventhal, som jeg allerede har en tæt og løbende dialog med om stort og småt. Alan lægger også stor vægt på dette arrangement.

Sent på eftermiddagen slutter jeg mig til alle kollegerne, der spiser pizza i ambassadens kantine. Marie går med, og det giver os lige en times hygge sammen. Det er dagen, hvor godt 400 gæster møder op til vores store velkomstreception for at hilse på mig som ny ambassadør, på vores nye chef for handelsafdelingen Jeppe og selvfølgelig H.K.H. Prins Joachim som vores nye forsvarsindustriattaché. 

Det giver os samtidig en lejlighed til også at præsentere H.K.H. Prinsesse Marie. Vi åbner dørene til væsentlige erhvervspartnere, kontakter rundt om i Washingtons administration og tænketanke og endog medlemmer af Kongressen. 

Jeg taler først, hvor jeg også introducerer de øvrige nye ansigter på ambassaden. Derefter taler kongresmedlem Steny Hoyer, som holder sit løfte fra tidligere på måneden på trods af stor krisestemning i Kongressen. Og til sidst holder Prinsen en flot tale, hvor han netop kommer ind på 80-året for jøderne. 

Fredag 29. september  

Jeg tager Marie tidligt i børnehave, så jeg kan komme i Kongressen. Jeg mødes med Don Beyer, som også er af dansk afstamning.  

Vi drøfter udsigten til at løse budgetstriden, der nu for alvor holder Kongressens arbejde som gidsel. Han er på kort sigt negativ, men han forsikrer, at der nok skal komme en Ukraine-støttepakke – det kommer bare til at tage tid, for først skal der findes en løsning på budgettet.

Den danske forsvarsklynge er relativt lille, men der er et stigende og på sigt meget stort potentiale; ikke mindst i forhold til den amerikanske industri.

Jesper Møller Sørensen
Ambassadør, USA

Til frokost mødes jeg med en af de danske veteraner, der er blevet skudt syv gange og ramt af en pansergranat under tjeneste i Helmandprovinsen i Afghanistan. Vi aftaler, at ambassaden fremover vil inddrage veteranerne endnu mere i vores aktiviteter.  

Det er et emne, som optager mig meget. Jeg tror, det skyldes, at jeg tidligere har været udsendt i Afghanistan, hvor jeg havde tæt kontakt til de danske soldater i Helmand. Vi har på alle måder haft store ofre i Afghanistan, og det ligger mig på sinde at honorere det. 

Fredag eftermiddag tager jeg i lufthavnen og tager natflyet til Danmark. Det er weekenden, hvor de første F35-fly formelt overdrages fra Lockheed Martin til det danske forsvar.  

Jeg får lejlighed til at mødes med en lang række topfolk fra den amerikanske og danske forsvarsindustri, som er et område, vi i disse år giver endnu større opmærksomhed. Den danske forsvarsklynge er relativt lille, men der er et stigende og på sigt meget stort potentiale; ikke mindst i forhold til den amerikanske industri.  

Ceremonien er fantastisk... men hov, nu er vi kommet til 1. oktober, så jeg må hellere slutte her. Tak fordi I læste med.