Benny Damsgaard: Rossen har været en gevinst for det danske folkestyre

KOMMENTAR: Martin Rossen har effektivt hjulpet sin arbejdsgiver, statsminister Mette Frederiksen, med at sætte politikeren i centrum og gøre politik strategisk og ideologisk. Det har der været et stort behov for efter år med ”nødvendighedens politik” og taktisk fedteri.

Politiske rådgivere fremstår altid dygtigere, når de har dygtige chefer. Martin Rossen er ingen undtagelse.

Der er ingen tvivl om, at Rossen har gjort sit arbejde godt, og at han har haft overordentligt stor indflydelse på Socialdemokratiet og moderne dansk politik generelt. En indflydelse der langt overstiger den som politiske rådgivere normalt har.

Han har, sammen med Henrik Sass Larsen, været afgørende i arbejdet for at trække Socialdemokratiet i en langt mere strategisk retning. Og – ikke mindst – været drivkraften i den politiske justering Socialdemokratiet har været igennem på udlændingeområdet. En justering som igen har bragt partiet i overensstemmelse med de socialdemokratiske kernevælgere og som har gjort, at højrefløjen reelt ikke længere kan bruge udlændingeområdet til at presse Socialdemokraterne.

Uanset hvor godt Rossen har gjort sit arbejde, er der dog heller ingen tvivl om, at hvis statsministeren ikke havde været så erfaren og driftssikker en politiker, så var resultatet ikke blevet nær så godt.

Man kan i politik kun komme et stykke af vejen med strategier, spin, detaljerede talenoter og velforberedte Facebook-kampagner. Til sidst står og falder succesen med, om politikeren i spidsen for projektet troværdigt kan levere varen og overbevise vælgerne om retning og valgbarhed.

Selvom man ikke kan adskille Rossens succes fra statsministerens, så burde alle der ønsker det bedste for det danske folkestyre alligevel sende en stor tak til ham på hans vej ud af dansk toppolitik.

Den første grund til at sige tak er, at Rossen, sammen med statsministeren, har været med til at sætte fornyet fokus på, at det danske demokrati skal ledes af folkevalgte politikere med et demokratisk mandat. En linje som Socialdemokratiet allerede før de overtog regeringsmagten var meget tydelige om, at de ville lægge.

Vi skal reelt helt tilbage til Anders Fogh Rasmussen og VK-regeringernes første år, før vi sidst havde en regering, der så tydeligt har påtaget sig politisk lederskab og udstukket en ny retning.

I starten af VK fik vi opgøret med smagsdommerne, kulturkampen, fritvalg i sundhedsvæsenet og ikke mindst en langt mere aktivistisk udenrigspolitik med militære aktioner i Irak og Afghanistan. Klare, tydelige markeringer af, at Fogh og VK-regeringen politisk ville i en fundamentalt anden retning efter et årti med Nyrup og Jelved.

VK’s første ”vilde” år gik dog hurtigt i selv og blev afløst af økonomisk overbud, idelogisk stilstand og administration af det eksisterende. Som så igen blev afløst af finanskrise, genopretning, uanede mængder af udlændingestramninger og konstante interne skænderier.

De politiske forskelle mellem rød og blå side var under både SR, V og VLAK reelt marginale. Perioden var blottet for bud på længerevarende politiske projekter for fremtiden. Politik blev reduceret til taktisk fedteri og overlevelseskamp.

Indtil nu virker det som, at den nuværende regering – som Fogh og VK i starten af nullerne – har valgt tydeligt at markere, at den vil en anden vej. Og at det er politikerne, som igen skal sætte den politiske kurs – også når det er den modsatte retning af, hvad embedsapparatet anbefaler. Bare tag regeringens første større politiske udmelding i august sidste år.

På trods af årtiers modstand fra embedsapparatet skar statsministeren igennem og gav en undskyldning til Godhavns-drengene. Alle har vidst, at det var det eneste moralsk rigtige at gøre, men modstanden fra embedsmændene, mod at åbne en flanke for potentielle erstatningsanlæg ved en undskyldning, har været massiv.

Senest har vi haft en coronakrisen, hvor regeringen højt og tydeligt, og til den tidligere statsministers store irritation, har insisteret på, at bekæmpelsen af pandemien først og fremmest var en politisk beslutning.

Den anden grund til, at man bør takke Rossen, er hans insisteren på, at politik skal tænkes strategisk og på den lange bane, og hans vilje til konstant og ofte også kontant at følge op på målene, så de ikke bare ender som tanker i en PowerPoint.

Alle der har arbejdet på Christiansborg ved, at risikoen for at blive fanget i dag-til-dag politik er stor. Især når ens parti er under pres, ender man alt for tit med udelukkende at fokusere på den næste forside. Politik bliver reduceret til jagten på omtale og især negativ omtale af modstanderne og retningen og visionerne forsvinder.

Jeg er selv i min tid på Christiansborg faldet i fælden. Den evige jagt på omtale er dog i længden som at tisse i bukserne i frostvejr. Du får måske øjeblikkelig ro fra bagland og ledelse, som kan se synligheden stiger, men samtidig mister du langsomt men sikkert fokus, og billedet af hvad du står for, bliver uklart hos dig selv og ikke mindst vælgerne.

Udover at det er farligt for de partier som falder i fælden, så gør det også den brede politiske samtale fattigere og mere negativ. Politiske diskussioner om, hvor vi som samfund skal hen er langt mere positive og konstruktive end skænderier om der må sættes strøm til muslimske bønnekald.

Den borgerlige blok og især Venstre kan derfor med fordel tage ved lære af den strategiske tilgang til politik som Rossen har været eksponent for. Venstre sidder i dag stadig fast i nedslidnings- og udlændingedoktrinen fra Løkke og Hjort. I stedet for at fokusere på selv at udvikle og formulere politik handler det om at slå regeringen oven i hovedet, hver gang der er den mindste mulighed. Det giver måske presse lige nu, men som tiden går, bliver det mindre og mindre klart for vælgerne, hvad Venstre og det borgerlige Danmark egentlig vil.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Konservativ debattør om Støjberg-opbakning: Har de borgerlige fuldstændig glemt Tamilsagen? Konservativ debattør om Støjberg-opbakning: Har de borgerlige fuldstændig glemt Tamilsagen?