Kommentar af 
Benny Damsgaard

Benny Damsgaard: S-regering er første skridt mod politiske embedsmænd

KOMMENTAR: Mette Frederiksen har annonceret, at hun vil styrke Statsministeriet markant − et sandsynligt første skridt mod politiske embedsmænd. Flere departementschefer kommer nok til at opdatere deres LinkedIn-profiler hen over sommeren, skriver Benny Damsgaard.

Med Mette Frederiksen som statsminister kan centrale embedsmænd se frem til indførelsen af politiske embedsmænd og en større omkalfatring af de øverste lag i ministerierne, skriver Benny Damsgaard. 
Med Mette Frederiksen som statsminister kan centrale embedsmænd se frem til indførelsen af politiske embedsmænd og en større omkalfatring af de øverste lag i ministerierne, skriver Benny Damsgaard. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Engang i tresserne var den daværende svenske statsminister, Tage Erlander, på besøg hos sin danske statsministerkollega, Jens Otto Krag. Undervejs på mødet gennemgår Krag, som ser noget klatøjet ud, sin tungt bookede mødekalender for Erlander. Erlander blev noget rystet over det tætpakkede arbejdsprogram og spørger så Krag: ”Hvornår har du egentlig tid til at tænke?”

Anekdoten – som jeg første gang hørte fra min forvaltningsprofessor, da jeg for mange år siden læste statskundskab, og som er refereret i Krags dagbøger – er i politiske kredse ofte blevet brugt som argument for indførelsen af politiske embedsmænd. Det danske ministerielle system drukner ministrene i så meget arbejde, at de stort set ikke har tid og overskud til at politikudvikle. Alle vågne timer går med at læse sager og godkende papirer. Resultatet er, at det reelt er embedsmændene, der fastlægger de politiske rammer for landets udvikling, og kun i mindre grad folketing og regering.

Hvis man kigger internationalt, er Danmark et af de få lande i Europa som ikke i større udstrækning har politiske embedsmænd til at aflaste ministrene. Herhjemme har ministrene kun ret til at ansætte én særlig rådgiver og i visse tilfælde to (partilederne i den nuværende regering). De opgaver, de særlige rådgivere løser, varierer meget fra minister til minister og fra rådgiver til rådgiver. Nogle arbejder primært med pressehåndtering andre med politisk rådgivning og forhandling. Uanset hvad de laver, så er de én mod et departement, som ofte har langt over 100 embedsmænd med dyb indsigt i netop deres område.

Til sammenligning bliver der for eksempel i Sverige ved hvert regeringsskifte udskiftet godt 200 politiske ansatte embedsmænd i ministerierne. De svenske politiske embedsmænd er ansat i sekretariater i toppen af ministerierne og har til opgave at hjælpe ministeren med at udvikle og promovere vedkommendes politik. Den øverste politiske embedsmand i hvert ministerie har titel af statssekretær, er reelt en slags viceminister og har endda ret til at udtale sig på vegne af ministeren.

Fakta
Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Fra 2013 til 2016 var han kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Målet med systemet i Sverige – eller Norge, hvor systemet ligner det svenske – er at styrke den politiske styring af politikudviklingen. Den folkevalgte minister skal kort sagt have flere muskler over for embedsapparatet og frigjort ”tid til at tænke” for at blive i tankegangen fra Erlander.

Noget kunne tyde på, at vi med en socialdemokratisk regering begynder at bevæge os i retning af et system med politiske embedsmænd. Mette Frederiksen har tidligere meldt klart ud, at hun vil have et mere magtfuldt statsministerium. I marts sagde hun for eksempel til Altinget, at ”Vi har et utrolig lille statsministerium, som ikke driver noget i det politiske arbejde, og det passer ikke sådan lige til mit temperament, hvis det er mig, der skal være landets statsminister. For så er det mit ansvar."

Hvis man spørger centrale kilder i Socialdemokratiet, så er der her ikke de varmeste følelser over for en række af de centrale embedsmænd, og der har længe været tale om behovet for en større ”oprydning”.

Benny Damsgaard

Et politisk stærkt statsministerium, som i langt højere grad end i dag kan ”drive” den politiske udvikling, kræver offensive politiske tænkere, som kan udtænke socialdemokratisk politik. I princippet kan en sådan opgave godt løses af klassiske embedsmænd, men det har jeg svært ved at se som en holdbar eller ønskelig løsning.

For det første har Mette Frederiksen, hvis man skal tage hendes udtalelser til Altinget for pålydende, næppe tålmodigheden til en model, hvor Statsministeriets departementschef er flaksehals og kontrollant på al politikudvikling.

For det andet så er en model med klassiske embedsmænd i rollen som offensive, socialdemokratiske politikudviklere heller ikke videre demokratisk sund. Et system med politiske embedsmænd holder skæg og snot for sig, så embedsmændene kan koncentrere sig om upartisk at administrere lovgivningen. Mange af de skandaler, der har været de senere år, har skyldtes embedsmænd, som har haft for travlt med at lege politiske og mediemæssige rådgivere i stedet for at sikre, at loven overholdes.

Der er ingen tvivl om, at departementscheferne vil forsøge at modarbejde indførelsen af politiske embedsmænd, som de har gjort alle de andre gange, emnet har været oppe. Det er helt naturligt. Politiske embedsmænd vil svække deres magt og kontrol over ”deres” ministerium.

Denne gang tror jeg dog, at modstanden vil være forgæves. Hvis man spørger centrale kilder i Socialdemokratiet, så er der her ikke de varmeste følelser over for en række af de centrale embedsmænd, og der har længe været tale om behovet for en større ”oprydning”.

Om det var følelsen af stigende modvilje hos de kommende magthavere, der gjorde udslaget, er uklart, men i tirsdags blev det meldt ud, at departementschefen i Finansministeriet, Martin Præstegaard, stopper for at blive vicedirektør i ATP. Sidste år kaldte Præstegaard den kritik, som Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen havde rejst af, at regnemodellerne i Finansministeriet ikke i stort nok omfang indregnede effekterne af sociale investeringer, for ”Trumpsk”. Et ordvalg, som der stadig tales om i Socialdemokratiet, og som gjorde, at hans jobskifte ligefrem blev fejret som begyndelsen på en ”ny æra”.

Generelt bør en række af departementscheferne nok overveje at genopfriske deres LinkedIn-profiler hen over sommeren. Mette Frederiksen har tidligere vist sig villig til at rense ud, hvis hun mente, der var behov.

Da Frederiksen startede i Justitsministeriet, skiftede hun for eksempel den daværende departementschef Anne Kristine Axelsson ud. Officielt var det på grund af sagen om nødløgnen, men hvis man spørger kilder i Socialdemokratiet med viden om, hvad der reelt skete dengang, så er der mange, der også peger på, at Axelssons involvering i sagen om Sass’ sikkerhedsvurdering i 2011 ikke gjorde afskedigelsen sværere − tværtimod.

Om Kettel i Statsministeriet, som var central i sagen fra 11, også bliver ramt af efterveer fra dengang, kan kun tiden vise. Hukommelsen i S er i hvert fald lang og viljen til handling stor.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Fra 2013 til 2016 var Benny Damsgaard kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Kristine Axelsson

Koncerndirektør for pension, sikring & AES, ATP
cand.jur. (Aarhus Uni. 1994)

Benny Damsgaard

Partner og director, conXus Public Affairs, politisk kommentator, ekstern lektor, Københavns Uni., fhv. kommunikationschef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)

Christian Kettel Thomsen

Nationalbankdirektør
cand.polit. (Københavns Uni. 1991)

0:000:00