Genitor: Krisen lærer os at handlefrihed er en forudsætning for god ledelse

Coronaledelse er god ledelse 
Statsminister Mette Frederiksen (S) talte på et pressemøde den 14. april om de offentlig ansatte, der knokler for at få det hele til at fungere.

”Mon ikke noget af det, der står tilbage efter det her er, at en gang imellem er det meget godt, man ikke skal spørge ti led, før man træffer beslutninger, fordi I kan faktisk ganske, ganske meget, når det er den sunde fornuft, der får lov til at råde?” spurgte hun. 

Ja! Man kan håbe, at det står tilbage. Og man kan tilføje, at man også kan håbe, det ikke kun er en gang imellem, at man ikke skal spørge i ti led, men at det er hver dag.

At sætte retning handler om at tydeliggøre hensigten med de offentlige opgaver: Hvad skal laves, og hvorfor skal det laves?

At frisætte handler om at give dem, der skal løse opgaverne, ledelsesrum og handlefrihed til at vurdere, hvordan opgaverne løses bedst muligt, så hensigten realiseres.

Det kan man kalde corona-ledelse i dag. På den anden side af coronakrisen kan man i stedet kalde det god ledelse.

Folketinget skal holde fingrene væk
En model for god coronaledelse hviler på en grundlæggende forudsætning om, at man har de rigtige medarbejdere og ledere ansat, og at medarbejderne og lederne på alle niveauer har sund fornuft, så de kan administrere den autonomi, de får.

Derfor skal de to ledelsesopgaver, der handler om at sætte retning og at frisætte følges op. Man skal sørge for at have de rigtige ansat. Og et meget vigtigt element er selvfølgelig løbende kompetence- og talentudvikling. Det lyder enkelt og ligetil. Det er det ikke.

Statsministeren sagde i sin åbningstale, at ”Folketinget skal blive bedre til at holde fingrene væk. Også når der bliver begået fejl. Vi skal lade være med at lovgive om enkeltsager”.

Ja, og man kan tilføje, at regeringen også selv skal blive bedre til at holde fingrene væk, for ellers er vi lige vidt.

Et par konkrete eksempler illustrerer, hvor svært det er.

Plejehjem eller plejecenter 
Statsministeren kritiserede i sin åbningstale, at et lærerseminarium er blevet til et University College, og at et skolebibliotek er blevet til et pædagogisk læringscenter.

Hun har senere udtrykt utilfredshed med, at plejehjem nu kaldes plejecentre. Regeringen har nu besluttet, at institutionernes navne skal være ”dækkende og retvisende”.

Børne- og Undervisningsministeriet har orienteret institutioner på ressortområdet om nye retningslinjer, og for en sikkerheds skyld er det sådan, at ”enhver ændring af et institutionsnavn skal godkendes af børne- og undervisningsministeren”.

Lad den sunde fornuft råde
Man kan vælge at holde fingrene væk og at vise tillid til, at de ansatte medarbejdere og ledere er kompetente, og at de kan rigtig meget, når deres sunde fornuft får lov at råde.

Man kan i det konkrete tilfælde have tillid til, at de lokale ledelser i samspil med deres bestyrelser evner at navngive egne institutioner.

Alternativt kan man vælge af forlade sig på regler og kontrol. Virkeligheden er altings prøvelse, sagde forfatteren Jakob Knudsen. Lige her er det ikke helt åbenbart, at regeringen består prøven.

Vi håber, at der på den anden side af coronaen ikke er alt for meget, der er så vigtigt for regeringen, at det bliver for svært at holde fingrene væk.

Og vi håber, at regeringen med den bebudede nærhedsreform vil fokusere på at sætte retning og at frisætte og sørge for hele tiden at have så dygtige medarbejdere og ledere ansat, at man kan lade den sunde fornuft råde.