Kan de Radikale forklare det til hovedbestyrelsen, hvis Mette Frederiksen går fri?

Da Folketinget i 1992 skulle afgøre, om Anders Fogh Rasmussen kunne blive siddende som skatteminister efter sagen om kreativ bogføring, stillede den radikale leder Marianne Jelved et enkelt spørgsmål:

Kan jeg forklare det til den radikale hovedbestyrelse, hvis han bliver?

Spørgsmålet trænger sig på igen, efter at Minkkommissionen torsdag offentliggjorde den mest omfattende kritik af nogen regering i nyere tid. Hele tre departementschefer og mere end en håndfuld andre højtplacerede embedsmænd fik hård kritik, og flere af dem kan imødese tjenstlige sanktioner i form af advarsler, degradering eller fyring.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Folketingets partier famler efter den rigtige måde at håndtere den usædvanligt kritiske rapport. På den ene side mangler det forsætlige lovbrud, der kunne føre til en rigsretssag. På den anden side er det svært at se, hvordan statsministeren kan slippe med en ubetydelig næse, sagens alvor taget i betragtning.  

Men måske er der hjælp at hente i historien. 

Både Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen – samt en hel stribe andre ministre – kunne have været slæbt for retten, hvis Folketinget havde ønsket det

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Der er grundlæggende to typer af politiske skandaler.

En, hvor skandalen udspringer af fejl, misforståelser og grove forsømmelser.

Og en anden, hvor skandalen udspringer af, at en minister insisterer på at gøre noget bestemt, selv om det er ulovligt, og selv om embedsfolkene har advaret ham eller hende om, at det er ulovligt.

I de seneste 40 år har der kun været to sager af den sidste slags. I hvert fald hvis man kigger på de godt 30 sager, som er blevet undersøgt i kommissioner eller dommerundersøgelser.

De to er Tamilsagen og Instrukssagen – altså de to, som er endt ved Rigsretten, og som begge førte til, at den ansvarlige minister blev dømt. I begge sager forelå der også en dommerundersøgelse, der klart slog fast, at den ansvarlige minister måtte have vidst, at han eller hun handlede ulovligt.

Derfor vil det også være et historisk nybrud, hvis et flertal i Folketinget skulle beslutte at rejse en rigsretssag mod Mette Frederiksen eller andre ministre på baggrund af Minkkommissionens rapport.

Derimod vil det være helt i tråd med traditionen, hvis et flertal i Folketinget udtrykker en grad af mistillid til de ministre, der bliver kritiseret i rapporten – og dermed enten udstyrer dem med en næse af passende længde eller ligefrem tvinger dem til at gå af.

Radikale tvang Fogh til at gå

Det er her, at eksemplet med Anders Fogh Rasmussen er relevant.

Da en kommissionsdomstol i 1992 havde undersøgt sagen om kreativ bogføring i Skatteministeriet, slog den fast, at den daværende skatteminister havde misinformeret Folketinget.

I første omgang forsøgte Anders Fogh Rasmussen at blive siddende, men ret hurtigt meddelte Det Radikale Venstre, at Fogh efter deres mening måtte gå, fordi han havde overtrådt ministeransvarlighedsloven.

”Der står ikke noget i ministeransvarlighedsloven om, at den ikke gælder for Venstres næstformand,” sagde den radikale retsordfører Niels Helveg Petersen til Berlingske og tilføjede:

”Det ville være urimeligt, at det fører til disciplinære sager mod fem embedsmænd, uden at det får konsekvenser for ministeren.” *

Senere erklærede den radikale leder, Marianne Jelved sig enig. Hun havde spurgt sig selv, om hun kunne forklare den radikale hovedbestyrelse, hvis Anders Fogh Rasmussen blev siddende. ”Nej, det kan jeg ikke. Det går ikke, det her. Folketinget kan ikke arbejde på de betingelser. Jeg er ked af det. Der er ingen vej udenom,” sagde hun.  

Samme dag besluttede Anders Fogh Rasmussen at gå af. Frivilligt, forstås.

Men da han først havde betalt prisen ved at gå af, blev der ikke talt om at rejse rigsretssag for hans brud på ministeransvarlighedsloven.

Læser man konklusionerne om Mette Frederiksen, er der tale om en meget hård kritik

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Samme mønster gjaldt i Tamilsagen.

Schlüter fik – sammen med Folketingets daværende formand, H.P. Clausen – hård kritik i dommerundersøgelsen af Tamilsagen for at have misinformeret Folketinget. Men da både Schlüter og Clausen gik af, straks efter at højesteretsdommer Hornslets undersøgelse var offentliggjort i 1993, valgte Folketinget at lade sagerne mod dem ligge. De havde betalt prisen.

Nybrud kom i 1964

Fortiden skal selvfølgelig ikke diktere fremtiden – men måske kan et kig på Rigsrettens historie alligevel hjælpe med at forstå den aktuelle problemstilling.

Da Rigsretten blev opfundet med grundloven i 1849, havde Danmark ikke nogen lov om ministres ansvar. Derfor kunne ministre kun dømmes efter straffeloven, og her skulle der være tale ”grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed”, som det hed i straffelovens paragraf 157.

Til gengæld var der ikke noget krav om, at forsømmelsen skulle være sket med forsæt eller grov uagtsomhed.

Men i 1964 vedtog Folketinget for første gang en lov om ministres ansvar. Her skete nogle væsentlige ændringer.

Nu gjaldt der ikke længere noget krav om, at den konkrete lovovertrædelse skulle være grov eller gentaget. Ministre kunne blive dømt for enhver overtrædelse af lovens paragraffer. Men samtidig blev der indført et krav om, at det ulovlige forhold skulle være foregået forsætligt eller groft uagtsomt. Det vil sige, at ministeren kun kan dømmes, hvis han vidste eller klart burde have vidst, at han var ved at begå noget ulovligt.

Alt det kan man høre meget mere om i Altingets podcast 'Rigsretten', hvor højesteretsdommer Jens Peter Christensen forklarer den historiske udvikling i håndteringen af politiske skandaler. 

Næser og fyringer er normalt

Netop betingelsen om forsæt har i det seneste halve århundrede fungeret som rettesnor for Folketinget, når det har taget stilling til, hvilke konsekvenser en skandale skal have. Siden 1964 har der som nævnt kun været to rigsretssager, og begge er endt med, at den anklagede minister er blevet kendt skyldig.

Er det så, fordi der ikke har været andre skandaler – og at der ikke er begået andre ulovligheder – de seneste 58 år? Nej. Både Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen – samt en hel stribe andre ministre – kunne have været slæbt for retten, hvis Folketinget havde ønsket det.

Men langt de fleste skandaler er løst ved, at et flertal i Folketinget har udstyret den ansvarlige minister med en næse eller truet med at stille et mistillidsvotum, hvilket som regel har fået den pågældende minister til at gå selv, inden han eller hun ville være blevet stemt ud.

Hård kritik af Mette Frederiksen

Er der så grundlag for at gøre et politisk ansvar gældende overfor statsminister Mette Frederiksen i minksagen?

Det er jo i sagens natur noget, som et flertal i Folketinget bestemmer.

Læser man konklusionerne om Mette Frederiksen, er der tale om en meget hård kritik.

Kommissionen afviser statsministerens påstand om, at det centrale pressemøde 4. november 2020 ikke skulle have karakter af en instruks. Sådan blev det opfattet af både myndigheder og minkavlere.

Derfor var hendes udmeldinger ”groft vildledende”, skriver kommissionen, der også kalder pressemødet for "en klart ulovlig instruks".

Kommissionen anerkender, at Mette Frederiksen næppe var klar over, at der manglede lovhjemmel – men den afviser statsministerens påstand om, at det alene var embedsværkets ansvar. Det centrale afsnit lyder:

”Mette Frederiksen har videre anført, at ”En regering skal ”up front” have at vide, om der er hjemmel til at træffe en beslutning”, men det kan efter kommissionens opfattelse næppe kræves i forhold til en beslutning, som ikke var forudset og i hvert fald ikke behandlet i materialet udarbejdet til brug for mødet”.

Med andre ord: embedsfolkene kunne ikke forberede sig på en beslutning, som de ikke var klar over, at statsministeren var på vej til at træffe. Derfor har hun et medansvar for det, der skete.