Landbrugsaftalen: Hockeystaven er tapet sammen, og alle holder om den

Hockeystaven er tilbage i dansk klimapolitik.

Regeringen havde ellers for en uge siden ført kampagne på, at hockeystaven – som billede på idéen om, at fremtidig teknologi vil indfri klimaambitionerne – med den såkaldte klimaplan frem mod 2025 var knækket. Men med mandagens historisk brede klimaaftale på landbrugsområdet er den blevet tapet sammen igen.

Her genvækkes troen på, at ny teknologi i fremtiden kan nedbringe CO2-udslippet, så klimamålet om 70 procent reduktion i 2030 realiseres. Størstedelen af reduktionen og midlerne til det er udskudt til efter næste valg. Til når aftalen skal ”genbesøges i 2023/24," som det hedder i aftalen.

Men pointen er denne gang, at når alle fra Nye Borgerlige til Enhedslisten holder om hockeystaven, kan ingen bruge den til at slå andre i hovedet med.

Christiansborgpolitisk set er landbrugsaftalen delvis entrébillet til nye, og langt mere alvorlige forhandlinger om landbruget efter næste folketingsvalg, delvis fælles afpolitisering af klimapolitikken.

Især regeringen og Venstre står dermed tilbage som de store strategiske vindere, mens Enhedslisten må sætte sin lid til, at forhandlingerne på boligområdet og på sociale ydelser kan bringe trofæer hjem i den politiske sæson, der netop er blevet åbnet.

Udskudt til senere
Ifølge aftaleteksten sikrer landbrugsaftalen en drivhusgasreduktion på 1,9 million ton ud af en samlet ”ambition” om at reducere med ”mindst 8 millioner ton CO2e i 2030.” Altså en fjerdedel.

Hvordan resten skal nås, er udskudt til senere. "Regeringen og aftaleparterne er enige om, at landbrugets udledning af drivhusgasser skal nedbringes, og at nye teknologier og løsninger skal understøtte en drivhusgasreduktion fra sektoren," som det konstateres i aftaleteksten.

At det hele nok skal lade sig gøre, hænger politikerne op på, at der som noget nyt er introduceret et "bindende" klimamål for landbruget. Reelt åbner målet dog for kun at levere 6,1 millioner ton reduktioner, for det er nemlig det nedre spænd i aftalens klimamål, når landbruget ifølge aftalen skal reducere 55-65 procent reduktion ved årtiets afslutning.

Hvad der gør målet ”bindende” blafrer i vinden, men det kan konstateres, at langt størstedelen af reduktionerne hviler på ”udviklingstiltag”.

Dykker man ned i dem, er det brun bioraffinering som pyrolyse, der forventes at bidrage med flest reduktioner – nemlig to millioner ton reduktion ud af de fem millioner ton, som regeringen vurderer ”teknisk” kan hentes fra udviklingstiltag.

I sidste uge kunne regeringen i klimaprogrammet dog fortælle, at det ikke er så lige til med pyrolyse og derfor nok ligger noget ude i fremtiden. I øjeblikket er tiltaget i hvert fald begrænset af barrierer som ”dokumentation af effekt” og ”begrænset økonomisk incitament”, skriver regeringen i klimaprogrammet.

Langt de fleste reduktioner er altså udskudt til noget ny teknologi kan hjælpe os. 

Ser man på landbrugsaftalen er guldægget "ambitionen" om at udtage 100.000 hektar lavbundsjorder. Det kan både give en klimagevinst og hjælpe med kvælstofreduktionerne, og er blevet omfavnet af både Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, KL og Concito.

I aftaleteksten er det dog - trods den højere ambition - svært at læse, at det ikke stadig er regeringens oprindelige forslag om udtag af 88.000 hektar landbrugsjorder, hvoraf kun godt 50.000 er permanent udtag, der står ved magt.

Udtag af de klimaskadelige lavbundsjorder har været et højt ønske også hos partierne, der har øjnet et billigt klimaværktøj med stor effekt og som både de grønne og landbruget kan lide. Men som afdækket af Altinget, har embedsværket og forskere rejst tvivl om, hvor stor klimaeffekten egentlig er. Lige nu er der gang i en masse undersøgelser, der skal gøre os klogere på effekter, samt hvad der skal til for at sætte skub på indsatsen, som ude i virkeligheden indtil nu er løbet ind i en masse praktiske problemer.

Vendes blikket mod reduktionen af kvælstofudledningen, er det i virkeligheden et krav fra EU, men har alligevel været det som landbruget har frygtet i forhandlingerne ville ende med at gøre ondt og koste arbejdspladser.

Kompromiset er blevet, at landbruget får en milliard kroner ekstra og chancen i nogle år til at levere flere kvælstofreduktioner på måder, som ikke direkte rammer deres produktion, blandt andet ved såkaldte miljømuslinger.

Hvor langt landmændene kan komme af den "kollektive" vej, samles der op på ved genbesøget i 2023/24. Og har de ikke selv leveret, så falder hammeren i skikkelse af en ny målrettet regulering.

Ifølge EU skal Danmark reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet med 13.100 ton i 2027. Umiddelbart lægger aftalen op til en reduktion på 10.800. Hvordan det skal gå op, er altså også udskudt til senere.

C02-skat koster 15.000 job
Jokeren i spillet om landbrugets klimaindsats bliver den ensartede CO2-afgift, som forskere i øjeblikket forsøger at lave et bud på til regeringen. Fra den økonomiske ekspertise lyder det enstemmigt, at en CO2-afgift vil spænde markedskræfterne for den grønne omstilling og gøre den billigst for samfundet.

Men for at det skal lykkes, betyder det ifølge De Økonomiske Vismænd, at CO2-afgiften sættes så højt, at hver fjerde ansatte i landbruget, hvilket svarer til 15.000 job, vil blive nødt til at finde et job i en ny branche. 

Og lige præcis det kolliderer med Venstres og regeringens politiske interesser. Venstre på grund af de tætte forbindelser til landbruget, regeringen fordi arbejdspladser og en bedre balance mellem by og land er topprioritet. 

Derfor står også CO2-afgiften i aftaleteksten omtalt i et lille afsnit under punktet ”genbesøget”, og skal altså også først aftales efter næste folketingsvalg. 

Til den tid bliver aftalepartierne konfronteret med brutale kendsgerninger. Vismændene har nemlig også beregnet, hvad det øvrige samfunds omkostninger vil være, hvis politikerne ønskede at friholde landbrugets klimagasser: her stiger regningen for at nå klimamålet i 2030 fra fire til 12 milliarder kroner – og CO2-skatten for resten af økonomien skal op mod 3000 kroner per ton udledt for at nå klimamålet i 2030.

Om der om blot halvandet år er fundet en vej til nye 15.000 job virker urealistisk, og dermed kan vi se frem til en hård fordelingspolitisk kamp på klimaet efter næste valg. Uden en tilstrækkelig CO2-afgift kommer andre til at betale for at skåne landbruget, som vismændene konstaterer.

"Vi er i færd med at ødelægge vores egen jord"
Det har været helt centralt for Venstre, at klimapolitikken ikke måtte blive det nye store skel mellem borgerlige og centrum-venstre, sådan som udlændinge var op igennem nullerne bare med omvendt fortegn.

Jakob Ellemann-Jensen er i gang med at flytte sit parti på en række dagsordner, og havde Venstre stået uden for en landbrugsaftale, som man gjorde med klimaaftalen på biler, havde partiet ikke haft en krog at hænge sin grønne profil op på. Det har Venstre nu.

Samtidig lykkedes det Ellemann-Jensen at få hele den blå alliance med i aftalen, og dermed træder han entydigt frem som oppositionsleder, hvilket skrinlægger sommerens debat om, hvorvidt det er Ellemann eller Søren Pape Poulsen, der er de borgerliges statsministerkandidat. Oven i hatten demonterede han de sprængladninger, man har set gå af flere gange de senere år, hvor uenighed internt i blå blok forplanter sig til strid i Venstres folketingsgruppe.

At det også lykkedes at få ekstra penge til landbruget er en strategisk sejr, der skaber fred, ro og momentum til hans lederskab. Det er en styrket Ellemann-Jensen, der kan byde baglandet velkommen til landmøde den kommende weekend.

Regeringens interesse i at afdramatisere klimapolitikken peger på, at Mette Frederiksen gerne vil placere Socialdemokratiet i midten af dansk politik, som partiet der faciliterer de store nationale løsninger. Som det eneste parti, der i meningsmålingerne er over 25 procent (faktisk det eneste over 15 procent) af stemmerne, cementerede Nicolai Wammen sig ikke alene som ferm politisk håndværker med så bred en aftale. Han indfriede et strategisk mål om at styrke vælgernes indtryk af Socialdemokratiet, som den samlende, sikre rorgænger i dansk politik.

Eneste åbenlyse taber er Enhedslisten. Ja, man er med i aftalen og dens udmøntning, og ja, man er med næste gang, der skal forhandles. Men noget trofæ, havde Mai Villadsen ikke med ud fra forhandlingerne, og hun gjorde ikke meget for at skjule sin misnøje med aftalen under det efterfølgende pressemøde.

I stedet fandt hun en gammel Enhedsliste-metafor frem, som ellers var blevet lagt lidt i mølposen, nemlig at partiet skal være ”vagthund”. For nogle år siden lød det ellers fra hendes forgænger, Pernille Skipper, om vagthunderollen, at ”det er ikke længere vores primære rolle. Det er at gå efter magten." Det sidste er for indeværende udskudt til efter næste folketingsvalg i hvert fald på klimaområdet.

Tilbage står, at landbrugsaftalen for nu har annulleret klimaet som den nye, afgørende slagmark i dansk politik. Venstre og Socialdemokratiet vil hellere udkæmpe næste folketingsvalg på hjemmevandt terræn, hvor frihed, skat, tryghed og velfærd er nøgleord. 

Men som Altingets vælgerundersøgelser viser igen og igen, er klima enten det vigtigste eller det næstvigtigste emne på vælgernes dagsorden. Derfor er det svært at forestille sig at, klimaet ikke også trænger sig på til næste folketingsvalg.

Eller som statsministeren selv bemærkede i sin tale til Folketingets åbning:

"Vi er i færd med at ødelægge vores egen jord."