"Selv med et usædvanligt højt niveau af relevant information er det ekstremt upræcist at forudsige, hvem der vil være bedre end en anden i et bestemt job".

Når jeg starter med Alan Wares citat, er det, fordi det på enkel vis illustrerer vanskeligheden ved diskussionen om lønninger og højden af lønninger for såvel topchefer som eksempelvis sports- og musikstjerner.

Men diskussionen om de høje lønninger i en række danske virksomheder afspejler også, at der gennem de snart seneste 20 år har været en markant højere stigning i de disponible indkomster blandt dem med de højeste lønninger.

Det er illustreret i nedenstående tabel over decilgrænser:

Tabellen illustrerer to ting. Den ene er, at grænsen for, hvornår en person hører til blandt de ti procent med højeste disponible indkomster, er steget med 90 procent siden 2000, mens den blandt de ti procent med de laveste indkomster er vokset med cirka 54 procent.

Siden 2010 har de højeste indkomster haft en næsten dobbelt så hastig indkomstfremgang som i den laveste decilgruppe. Mønsteret er i øvrigt, at det for alle grupper er sådan, at desto højere op i fordelingen, de ligger, desto større har den procentvise fremgang været, uanset om der ses på udviklingen siden 2000 eller 2010.

Opleves som uretfærdigt og uforståeligt
Den anden pointe er, at for at være blandt de ti procent med højest disponibel indkomst skal man have en disponibel indkomst over 443.000 kroner – og derfra til, hvad topchefer har, er der endda et langt spring, som indikerer, at de som minimum er blandt den højeste ene procent aflønnede i befolkningen og som bidrager til at forklare diskussionen om berettigelsen af så høje lønninger.

Det er derfor, at det for andre, som også finder, at de yder deres bedste indsats på arbejdsmarkedet, opleves som værende i høj grad uretfærdigt og uforståeligt, at en person skal have så mange gange en højere belønning.

Dertil kommer, som også indikeret i citatet til at begynde med, at det er svært at dokumentere, at det er en enkelt person, som gør så stor en forskel, at det berettiger til en så markant højere løn, end det, som stort set alle andre får, og at den høje belønning er virksomhedsøkonomisk nødvendig.

Dermed også et ofte anført argument om, at ellers kan man ikke tiltrække de bedste kandidater, er det vanskeligt at se dokumentation for.

Svært at fastlægge grænse
Nogle job er måske endog så spændende og interessante, at mange gerne vil have jobbet – selvom lønnen var væsentligt lavere.

Så der er et problem med de høje lønninger, fordi det påvirker opfattelsen af, om der en retfærdig balance mellem indsats og belønning og mellem indkomst for forskellige grupper.

Men om det skal føre til samfundsmæssig regulering eller ej, er et andet spørgsmål. Det vil næppe være muligt at fastlægge en sådan grænse politisk, idet det, ligesom det ikke kan dokumenteres, at lønnen skal være så høj, heller ikke kan fastlægges, hvad der maksimalt vil være fornuftigt.

Et lønloft kan derfor komme til at virke tilfældigt og uigennemtænkt i forhold til forskellige brancher og områder. Så lønloft er næppe den rigtige vej frem.

Forslag til beslutningstagerne
Derimod kan man, hvis der er et ønske herom, på anden vis påvirke lønninger i virksomheder. Her gives nogle eksempler på mulige instrumenter, som beslutningstagere kan tage i anvendelse.

For det første ved at få bestyrelser og aktionærer til at være opmærksomme på, om de lønninger og bonusser, der gives, dels er fornuftige, og dels at det kan sandsynliggøres, at de ekstra millioner giver et plus på bundlinjen.

Nogle få får lønninger, der er så høje, at de fleste har svært ved at forstå, at nogen kan være så mange penge værd

Bent Greve
Professor i samfundsvidenskab, Roskilde Universitet.

For det andet kan man reducere fradrag i selskabers indkomst for lønninger, som eksempelvis er 20 gange over den gennemsnitlige løn på arbejdsmarkedet.

For det tredje kan man modvirke presset for de allerhøjeste lønninger ved at eksempelvis at give indkomster over to millioner kroner højere indkomstskat – og det vil næppe som nogen måske vil argumentere – påvirke disse personers arbejdsudbud. Det har eksempelvis været vist, at lavere skatter især har medvirket til højere lønninger for de højest lønnede.

Direkte regulering giver ikke gevinster
For det fjerde kan man genindføre formueskatten, så eksempelvis husstande med formuer over 10 til 20 millioner kroner betaler en mindre formueskat – og ja, vi har ikke perfekte data for formuer, men omvendt ved vi, at der er en sammenhæng mellem høje indkomster og store formuer, og ved at sætte grænsen tilstrækkeligt højt påvirker det eksempelvis ikke den almindelige boligejer.

Det vil næppe – igen, som nogen måske vil argumentere – få nogen til at flytte til et andet land, blandt andet fordi den ekstra skat vil være beskedent i forhold til deres økonomiske forhold, og fordi de fleste faktisk værdsætter, at Danmark er et meget velfungerende land, hvor skatter og afgifter anvendes til at finansiere en velfungerende velfærdsstat.

Så der er muligheder for at påvirke og bidrage til, at uligheden ikke vokser yderligere ved, at nogle få får lønninger, der er så høje, at de fleste har svært ved at forstå, at nogen kan være så mange penge værd.