Det er et faktum, at høje direktørlønninger forarger dele af befolkningen, selv om lønnen ikke betales af dem. Den betales af selskabets aktionærer og fastsættes af aktionærernes valgte bestyrelse.

Et potentielt indgreb bør derfor ikke begrundes i forargelse, men i en hypotese om, at det etablerede governance-system ikke virker. Sidder tidligere direktører (kunne være mig) nu i bestyrelsen og giver deres efterfølgere ublu lønninger?

Allerede i dag er det i strid med selskabsloven at betale ledelsen mere end sædvanligt og forsvarligt. Det synes overset af kritikerne.

Og de detaljerede vederlagsrapporter, som børsnoterede selskaber fra i år skal offentliggøre, tegner et billede af, at ledelsens aflønningsniveau i brede træk flugter med selskabets størrelse målt på markedsværdi.

Det understøtter, at markedskræfterne virker – at der er en samstemmende opfattelse af, hvad en direktør er værd.

High risk, high reward
Direktørernes aflønning gøres i stigende grad resultatafhængig.

I børsnoterede selskaber afhænger typisk halvdelen af lønnen og potentielt mere af resultatet. Det forstærker båndet mellem løn og aktionærværdi – de høje lønninger optjenes kun, hvis der skabes (betydelig) mere værdi for aktionærerne.

De offentlige aflønningsrapporter har efter min opfattelse den uheldige bivirkning, at de mod intentionen bringer et opadgående pres på lønningerne

Eivind Kolding
Forhenværende direktør i Maersk Line og Danske Bank

Denne sammenhæng er særlig tydelig i kapitalfondsejede selskaber, hvor en primær målsætning er et profitabelt salg af selskabet.

Direktørens løn er high risk, high reward ofte knyttet til en ikke ubeskeden selvinvestering. Ved et meget succesfuldt salg er direktørens gevinst høj – ved en konkurs realiseres et tab.

Denne model virker godt for kapitalfondene og implicit for deres investorer, som allokerer anseelig kapital til området og reelt betaler lønnen. Det vil dog nok være klogt af kapitalfondene at lægge loft på de allerhøjeste gevinster.

Offentlighed presser løn op
Kravet om offentliggørelse af vederlagsrapporter i børsnoterede selskaber og om, at de skal behandles på generalforsamlingen, søger at styrke governance ved at lade aktionærerne få mere direkte indflydelse på aflønningen af direktionen.

Om kravet var nødvendigt eller hensigtsmæssigt, er tvivlsomt, men over de kommende år får vi syn på, i hvilket omfang aktionærerne, som betaler lønnen, synes, at den er for høj. Politisk er det vel også rimeligt at afvente med nye indgreb, før man har set, hvordan de seneste virker.

De offentlige aflønningsrapporter har efter min opfattelse den uheldige bivirkning, at de mod intentionen bringer et opadgående pres på lønningerne. Med fuld transparens på området vil direktørerne i den nedre ende af spektret kræve et løft – ingen ser sig ringere end gennemsnittet.

Og sjældent kan bestyrelsen rekruttere den bedst mulige nye direktør ved at tilbyde en løn, der objektivt er under gennemsnittet. I en svunden tid gjorde selskaber en dyd ud af at holde aflønningsforhold fuldt fortrolige netop for at undgå en opadgående spiral.

Direktørerne får generelt den løn, som markedet tilsiger

Eivind Kolding
Forhenværende direktør i Maersk Line og Danske Bank

Den øgede transparens er her for at blive og har også positive sider. Det er et område, der interesserer offentligheden, og manglende transparens vil give grobund for ubegrundede og unødvendige beskyldninger.

Og er der en skævert, og det er der nok, kommer den for dagens lys. Vederlagsrapporterne vil sikkert få større bevågenhed i offentligheden end de vigtige, men desværre ret upåagtede sustainability-rapporter, som virksomhederne offentliggør.

Symbolpolitik vil medføre bureaukrati
Markedet fungerer effektivt, og direktørerne får generelt den løn, som markedet tilsiger. Aktionærerne og investorerne, som betaler lønnen, har adgang til at gribe ind, hvis de er utilfredse.