Over de seneste to årtier og efter finanskrisen i særdeleshed har cheflønningerne i det danske erhvervsliv været på himmelflugt. Og med raketfart.

Vi taler om en lønvækst på 50 procent på et årti. Stigningen skyldes ikke mindst, at man er begyndt lægge allehånde bonusser og kompensationer, aktieoptioner og gyldne håndtryk oven i de i forvejen eksorbitante cheflønninger.

Ikke nok med det har skiftende regeringer på Christiansborg i samme periode uddelt skattelettelser for i omegnen af 50 milliarder kroner, som primært kommer indkomsttoppen til gavn.

De absurde lønniveauer til erhvervscheferne så vi et nyligt eksempel på, da Nets-direktør Bo Nilsson fik yderligere to milliarder kroner i bonus.

Selvtjenende ønsketækning
Kapitalismens åndsarbejdere i tænketanke som Cepos og i Berlingskes spalter forsvarer det med, at "samfundskagen" bliver større, når sådan noget sker.

Ifølge denne sirenesang bidrager vi alle til samfundskagen, og den bliver bare større og kommer alle til gavn, når for eksempel Bo Nilsson og konsorter hiver astronomiske beløb ind på privatkontoen og i passive kapitalanbringelser.

Denne "trickle down"-effekt har samme grundlag i virkeligheden som Narnia-fortællingerne. Det er fantasi. I virkeligheden er der kun sket det, at de rigeste andel af den samlede indkomst er steget. En lille elite stikker af fra flertallet.

Den samme fantasifuldhed gælder idéen om, at dygtige chefer og direktører bidrager i en sådan grad til produktiviteten i en virksomhed, at de ligefrem fortjener lønnen.

Der er ingen retfærdighed i gevinstfordelingen, og det ved flertallet godt

Victoria Velázquez (EL)
Erhvervs- og beskæftigelsesordfører

Tror man på denne selvtjenende ønsketænkning, så tror man i realiteten på, at direktørklassen er gået hen og blevet cirka 100 gange bedre til at øge produktiviteten, end de var i 1960'erne.

Faktum er, at den ulighed, der udspringer af gabet mellem cheflønningerne og gennemsnitslønnen, tyndslider sammenhængskraften i samfundet.

Der er ingen retfærdighed i gevinstfordelingen, og det ved flertallet godt. Der er behov for at bringe uligheden ned, og det kræver blandt andet en mere fair beskatning af topindkomster.

Indfør en mangemillionærskat
Her følger tre praktiske tiltag, som vi kan forfølge, hvis vi vil gøre noget ved de groteske cheflønninger.

En mere rimelig beskatning af de højeste indkomster betyder højere skat til mangemillionærer. Det kommer vi ikke uden om.

Enhedslisten foreslår derfor en ny "mangemillionærskat" efter en trappemodel. Det er en progressiv skat for indkomster over én million.

Den højeste beskatning i dag ligger på 56 procent. Det er rimeligt sølle og lægger betydeligt lavere end skatten i tidligere tider. Helt op til midten af 1990'erne lå den højeste beskatning lige syd for 70 procent. Den skal op igen, og en mangemillionærskat kan indsnævre gabet med et snuptag.

Tjener du over en million, beskattes du hårdere. Først med fem procent. Tjener du over to millioner, hæves skatten med 10 procent. Tjener du over tre millioner, taler vi 15 procent i topskat, så den højeste marginalskat når op på de cirka 70 procent. Rimelig ligetil og ganske effektivt.

Det er bare om at komme i gang.

Brug offentlige udbudsregler disciplinerende 
Skal vi indføre mere kontrol med cheflønninger, skal der disciplinerende redskab i brug.

Her kan vi meget passende tage fat i de offentlige udbudsregler, så vi undgår, at vores hårdtjente skattekroner ikke går til at finansiere himmelråbende lønniveauer.

Tjener chefen mere end 20 gange den almindelige medarbejders løn, kan vi regulere os ud af skamløsheden ved at stille sådanne virksomheder allerbagerst i køen under offentlige udbud. På den måde får det offentlige en indirekte medbestemmelse over lønforholdet. Sæt i gang.