Christian Egander Skov: Søren Krarups konservatisme var reaktionær i ordets bedste betydning

Den blev taget alvorligt og fik eksempelvis en stor anmeldelse i Information af selveste Ole Wivel. Krarup var da kun 23 år.

Bogen var et ungdomsværk med alle et ungdomsværks friskhed og fejl. Hvordan holder man en mand som Harald Nielsen ud i strakt arm? Krarup gjorde det ikke. Det var heller ikke hans mål. Det handlede ikke om historisk og antikvarisk at sætte den afdøde litterat ind på sin rette hylde. Det handlede om at tage ham ned fra hylden og skrive ham ind i en samtid, der havde forkastet det, der var at hente. Undertonen var anklagende.

Senere ændrede Krarup netop den tone.

Harald Nielsen har jeg opholdt mig ved her, fordi det var et tilbagevendende tema, når jeg selv talte med Søren Krarup. Det fik jeg heldigvis lejlighed til at gøre mange gange.

Jeg hørte ikke blot mod, men også en uovertruffen evne til at sige det, der skulle siges: Nej.

Inden det kom så vidt figurerede Krarup i min tidlige ungdom, hvor jeg var KU’er, som et næsten mytisk væsen, der var trådt ind i den politiske debat fra en fjern fortid, som i højere grad havde forbindelser til mine bedsteforældres end mine forældres generation. Men jeg hørte også i den røst noget uforfærdet, en klarhed, som jeg ikke fandt andre steder. Og jeg hørte ikke blot mod, men også en uovertruffen evne til at sige det, der skulle siges: Nej.

Som mine jævnaldrende var jeg barn af 90’ernes optimisme, der dengang ikke opfattedes særligt optimistisk, men bare som om, at en stor, sløvende selvfølgelighed havde lagt sig over verden. Konsekvensen af den tids tro på fremskridtet – som jeg i øvrigt ikke kan sige mig fri for at længes efter i dag – rummede for det konservative gemyt et element af tragedie, og jeg vil også sige afmagt.

Det hele gik fremad, men det var som om, at andre havde lagt skinnerne, og som om det tog, som vi altid fik at vide, at vi jo ikke kunne stige af, var mere end parat til at køre direkte igennem os, hvis vi ikke var ombord, men faktisk stod i vejen. Med fremskridtet fulgte et resolut ”af banen!”.

Min fascination af Krarup var funderet i præcist det forhold, at hans konservatisme var reaktionær i ordets bedste betydning.  

Og samtidig var det som om, vi var ved at forlade noget, som vi ikke skulle have forladt.

Hvad gav Krarup i første omgang det således disponerede gemyt? For andre – ved jeg – var det den konkrete politik, kritikken af de kulturradikale, som dengang syntes allestedsnærværende, forsvaret for nationalstaten og alt det. For mig var det vel netop det at turde og at kunne tale tiden midt imod.

Min fascination af Krarup var funderet i præcist det forhold, at hans konservatisme var reaktionær i ordets bedste betydning.

Vi var mange, der i de år, opstøvede og læste Krarups bøger. Endnu flere, der lod sig nøje med slagordsudgaven: ”Jorden tro!”, ”Ikke en krone!” og hvad det ellers hed alt sammen.

Selv skrev jeg tre begejstrede artikler i Århus KU’s medlemsblad om Gud, konge og fædreland. Jeg opfattede dem vist som afgørende traktater i genrejsningen af dansk konservatisme, og da jeg fik lejlighed til at invitere Krarup til Århus KU for at give et oplæsningsforedrag om konservatisme, sendte jeg ham de tre artikler.

I virkeligheden brød han sig ikke om den flagsvingende og demonstrative nationalisme.

Han var, så vidt jeg husker, høflig nok til ikke at kommentere dem i andet end de mest almindelige almindeligheder. I virkeligheden brød han sig ikke om den flagsvingende og demonstrative nationalisme.

Det var på dette tidspunkt, i 2005, et slags højdepunkt i mit unge liv, at jeg blev betroet opgaven at spørge Søren Krarup, hvilken sandwich han kunne tænke sig, thi den lokale sandwichbutik havde så mange forskellige slags. Men før jeg nåede til recitationen af alle disse herligheder, blev jeg afbrudt af en myndig stemme, der sagde: ”Ja, det er jo en sandwich, så det er bare ost og skinke.”

Der var klarheden!

Senere kom der, håber jeg, mere substans i min bedømmelse.

Jeg fik under alle omstændigheder lejlighed til at tale med Krarup mange gange. På Tidehvervs sommermøde, i forbindelse med arrangementer i regi af Årsskriftet Critique og så efterhånden også telefonisk.

Og der var det med Harald Nielsen. Da jeg havde skrevet ph.d.-afhandling om mellemkrigstidens konservatisme, havde jeg beskæftiget mig en del med Harald Nielsen, som netop havde været den helt store inspirationskilde for den generation af unge konservative, jeg interesserede mig for – Ole Bjørn Kraft, Alfred Bindslev og John Christmas Møller.

Nogle år efter havde jeg faciliteret genudgivelsen af forfatteren Nina Bjørneboes gode, men også noget apologetiske bog om Harald Nielsen, manden, der overlevede sin skæbne.

Det var det, vi talte om. For Krarups egen interesse for denne outsider var ikke mindre end i 1960. Men hans bedømmelse var anderledes kritisk og kredsede om spørgsmålet, hvorfor det gik så galt for Harald Nielsen.

Hvordan kunne han lade den antisemitiske galskab sive ind, således at den ikke blot blev en plet på forfatterskabet, men til sidst blev forfatterskabets monomane omdrejningspunkt?

Det var forbitrelsen, forklarede Krarup. Det altid at stå uden for. En lille brist, Nielsen havde haft med sig fra sin ulykkelige barndom. Det var ikke undskyldende, snarere manende.

Harald Nielsen manglede udgangspunktet, et ståsted. Han manglede familien. Og så manglede han den kristendom, der kunne sætte alting på plads og skelne mellem det absolutte og det konkrete. Derfor overtog dæmonien hans nationale prædiken. Egne meninger hed Nielsens sidste tidsskrift. Her skrev han kun selv.

For det matte øje, og dem er der flest af, vil Krarup være et udslag af en lignende monomani. Den vurdering ville være helt forkert.

Kristendommen er modsigelse. Og enhver sandhed og enhver tid har brug for at blive sagt imod. Kun sådan kender den sin plads. Dette gælder i virkeligheden både dem, der står i linjen efter de positioner, Krarup bekæmpede. Og dem, der står i linjen efter Krarup.

Modsigelse! Deri ligger klarheden. Der er den linje, som slet ikke er nogen linje, men slet og ret en opgave.