Af Niels Fuglsang 
Medlem af Europa-Parlamentet (S)

Valget til Europa-Parlamentet blev Danmarks første klimavalg. Den grønne dagsorden dominerede valgkampen, og alle partier talte om at gøre mere for klimaet. Men hvor dybt stikker den flotte retorik? Partiet Venstre har historisk set arbejdet for at sænke tempoet for den grønne omstilling. Derfor er det vigtigt, at vi her efter valget holder de borgerlige partier fast på de grønne valgløfter, for det er nu, det gælder.

I valgkampen talte alle om klima. Det er godt, for ifølge FN’s klimapanel har vi få år til at igangsætte radikale og ”hidtil usete forandringer” af vores samfundsøkonomi for at nå Parisaftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader celsius.

Af samme grund konkluderede FN, at ”de næste få år er nok de vigtigste i menneskets historie”.

Tossegode målsætninger?
Europa-Parlamentet spiller en helt afgørende rolle, hvis det skal lykkes. EU har før gået foran på den grønne omstilling. Da man indgik Kyotoaftalen i 1997, var EU den centrale drivkraft. Forud for topmødet i København spillede EU ud med de dengang mest ambitiøse målsætninger frem mod 2020. Desværre mislykkedes det dengang at få USA og Kina med i en bindende aftale.

I dag har vi Parisaftalen, der forpligter verdens lande til at arbejde for at reducere klimaforandringerne til maksimalt 1,5 grader celsius. Men det står skidt til. For hverken EU, USA eller Kina har præsenteret en klimapolitik, der reducerer drivhusgasudledninger fra energi, landbrug og transport i et tilstrækkeligt højt tempo til at nå Parisaftalens målsætning.

Under valgkampen til Europa-Parlamentet og Folketinget måtte vi forstå, at der var nye boller på suppen. Venstres logo og slips blev malet grønne. Spørgsmålet er, om politikken også har ændret sig.

Niels Fuglsang 
Medlem af Europa-Parlamentet (S)

Desværre har et flertal af EU’s politikere – både i Europa-Parlamentet og Ministerrådet – i alt for lang tid prioriteret kortsigtede økonomiske gevinster over klodens fremtid. Det flertal har et parti som Venstre historisk set været en del af. Har det ændret sig i dag?

Da EU-Kommissionen i 2010 luftede muligheden for at hæve reduktionsmålet for CO2 i EU fra 20 til 30 procent i 2020, arbejdede Venstre imod, og daværende energiordfører Lars Christian Lilleholt mente, at man var ”tossegod”, hvis man støttede. Så sent som sidste år, da Europa-Parlamentet stemte om at øge målsætningen for, hvor energieffektiv vores samfundsøkonomi skal være til 40 procent i 2030, stemte Venstres Morten Løkkegaard i Europa-Parlamentet imod.

Sort politik udskiftet med grønne slips
Vi ved, at der er behov for at øge ambitionsniveauet for at forhindre klimaforandringerne. Derfor er det stærkt kritisabelt, at Venstre i årevis har modarbejdet en mere ambitiøs politik. Men under valgkampen til Europa-Parlamentet og Folketinget måtte vi forstå, at der var nye boller på suppen. Venstres logo og slips blev malet grønne. Spørgsmålet er, om politikken også har ændret sig. Det håber jeg meget. For der er behov for akut handling på klimaets vegne.

Det nye Europa-Parlament får en afgørende indflydelse på, om EU igen sætter sig i den grønne førertrøje. Vi har få år til at handle, og vi kan ikke regne med, at hverken USA eller Kina tager teten. Der er brug for EU, og Europa-Parlamentet bliver afgørende i den indsats.