Debat

Greenpeace: Lyt til Valutafondens eksperter og halvér antallet af landbrugsdyr

Den Internationale Valutafonds eksperter anbefaler, at Danmark halverer antallet af landbrugsdyr frem mod 2030. Det bør man lytte til i de kommende forhandlinger om en klimaplan for landbruget, skriver Kristine Clement.

Danmark bør halvere antallet af landbrugsdyr frem mod 2030 og lade sig inspirere af Holland, som betaler landmænd for at nedlægge deres svineproduktion, skriver Kristine Clement.
Danmark bør halvere antallet af landbrugsdyr frem mod 2030 og lade sig inspirere af Holland, som betaler landmænd for at nedlægge deres svineproduktion, skriver Kristine Clement.Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et arbejdspapir fra Den Internationale Valutafond (IMF) kom for nylig med en række anbefalinger til, hvordan Danmark mest effektivt kan nå sit mål om 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030. Arbejdspapiret er skrevet af tre økonomieksperter, og en af deres anbefalinger handler om landbrugsdyr.

I de igangværende forhandlinger om landbrugssektorens klimabidrag bør regeringen lytte til IMF’s eksperter og lade sig inspirere af Holland.

Kristine Clement
Kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace

Det vil, skriver IMF’s eksperter, være "en mere effektiv afbødningsstrategi at reducere antallet af landbrugsdyr markant", sammenlignet med at satse på at begrænse landbrugets udledninger indirekte gennem forbedret produktionseffektivitet som for eksempel ændringer i fodring og gyllehåndtering.

IMF-eksperterne foreslår, at Danmark gradvist halverer antallet af landbrugsdyr frem mod 2030. Et reduktionsmål, vi kan nikke genkendende til hos Greenpeace, da det flugter med vores anbefalinger til, hvad landbrugssektorens rimelige og realistiske bidrag bør være til at nå Danmarks klimamål for 2030.

Betal landmænd for at nedlægge svineproduktion
Men hvordan gør vi det? Danmark producerer i dag cirka 33 millioner svin og 100 millioner kyllinger årligt og har en kvægbestand på halvanden million dyr. En halvering vil altså betyde en omfattende omstilling af dansk landbrugsproduktion.

Her kan vi finde inspiration i Holland, der som det første land i verden målrettet er i gang med at reducere sin bestand af svin, i første omgang fra 12 til 10,5 millioner svin. Det sker gennem en ordning, hvor staten betaler landmænd for permanent at nedlægge deres svineproduktion.

Formålene med Hollands ordning er dels at nedbringe lugtgener og helbredsrisici for naboer i områder med intensiv svineproduktion, og dels at nedbringe landets massive kvælstofforurening af luft, vandmiljø og natur. To udfordringer der også er højaktuelle i Danmark.

En reduktion af den animalske produktion kan således hjælpe den danske regering med både at løse klimaudfordringen, reducere kvælstofforureningen og samtidig være en håndsrækning til nogle af de mange lokalsamfund, hvor naboer til svinefabrikker i dag plages af lugt- og helbredsgener.

Læs også

Overgik langt forventningerne
Holland afsatte i første omgang 180 millioner euro til ordningen over to år, men ordningen viste sig at være så stor en succes, at 503 svineproducenter søgte om tilskud til at lukke deres produktion.

I Danmark er der intet loft over antallet af landbrugsdyr, og aktuelt har den danske regering intet redskab til at regulere bestanden.  

Kristine Clement
Kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace

Det er over 14 procent af alle hollandske svineproducenter og overgik langt forventningerne. Den hollandske regering valgte derfor at tilføre ordningen 275 millioner euro mere, så den samlede pulje nu er på 455 millioner euro.

Den hollandske regering kan kun reducere antallet af svin, fordi den har et redskab til at regulere svinebestandens størrelse. Dette redskab kaldes svineproduktions-rettigheder, som udstedes af staten.

Staten køber nu rettighederne til halvanden million svin tilbage, og samtidig modtager landmændene kompensation for tab af produktionskapacitet i form af blandt andet stalde, siloer og lagerbygninger.

Danmark bør skynde sig at skifte spor
I Danmark er der intet loft over antallet af landbrugsdyr, og aktuelt har den danske regering intet redskab til at regulere bestanden.

Indtil videre har regeringen desværre heller ikke vist vilje til at vælge den vej, som IMF-økonomerne anbefaler. Tværtimod valgte regeringen sidste år ligefrem at give en halv milliard kroner i statsstøtte til, at danske landmænd kunne bygge nye eller udvide eksisterende kvæg- og svinestalde - helt uden modkrav om at nedlægge tilsvarende eksisterende produktionskapacitet for at få del i de mange millioner offentlige kroner.

For hvert år Danmark fortsætter ad det spor, vil den nødvendige omstilling af landbruget kun blive dyrere for os alle sammen i sidste ende.

Danmark bør derfor skynde sig at skifte spor. I de igangværende forhandlinger om landbrugssektorens klimabidrag bør regeringen lytte til IMF’s eksperter og lade sig inspirere af Holland.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00