Debat

Mere moms på fedtet

DEBAT: Oplysning om usunde fødevarer er ikke nok - der skal en afgiftsændring til, mener Ebbe Lundgaard.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ebbe Lundgaard
Formand for FDB 

Michael Stevns' indlæg på Altinget.dk rummer mange spændende aspekter. Aspekter, vi i FDB er helt enige i. Ét af dem er betydningen af sunde varers tilgængelighed.

Det er simpelthen afgørende for folkesundheden, at de sunde varer er tilgængelige - ikke mindst for børnene. Vi er også helt enige i, at der snart må gøres noget - og at det vigtigste overhovedet er at få fat i børnene så tidligt som muligt.

Her er FDB enig i, at sundhed skal på skoleskemaet i en helt anden udstrækning og med nye midler end i dag og allerhelst endnu tidligere. Derfor er FDB med i partnerskabet Børneboxen - et tilbud til børnehavebørnene, som vil lege gode kost og motionsvaner ind i børnene på eventyrlig vis.

Der skal mere til
Men vi er også af den overbevisning, at der skal mere til. Vi har i mange år lidt under en politisk misforståelse af, at oplysning var vejen frem:

Sundhedsoplysning til borgerne betyder kvalificerede valg og understøtter dermed den enkeltes sundhed. Desværre siger fedmekurverne, børnetandlægerne og ernæringseksperterne noget andet.

Vi har senest set oplysningseksemplet i Nordisk Ministerråds nyeste udspil, en handlingsplan, der skal komme overvægt og fedme til livs. Og det har længe været et af fødevareministerens erklærede mål, at forbrugerne skal kunne vælge på et oplyst grundlag.

FDB kunne næppe være mere enig i ministerens målsætning og Nordisk ministerråds udspil. Men når oplysningsindsatsen står alene, får den imidlertid et elitært præg, som vi er stærkt uenige i.
Vi mener, forbrugerpolitik skal være for alle.

Vedvarende oplysning er en rigtig god ide til den del af befolkningen, der har resurser - intellektuelt og økonomisk - til at vælge sunde kvalitetsfødevarer. De seneste resultater fra FDB Analyse viser, at knap hver fjerde dansker mener, det er vores personlige ansvar at købe sundt og fornuftigt ind. Men mange flere vil gerne have lidt hjælp. 71 pct. af befolkningen mener, afgifterne skal reguleres, så sunde fødevarer bliver billigere, og usunde fødevarer bliver dyrere.

Går prisen op, går forbruget ned
WHO har netop stillet samme forslag ud fra den enkle slutning, at forbruget går ned, når prisen går op. Og vi kender allerede begrebet fra andre europæiske lande: I England arbejder de i øjeblikket for at indføre ekstra afgifter på usunde fødevarer med en egentlig "fat tax". Og i Frankrig er der 20,6 pct. moms på slik, chokolade, margarine og vegetabilsk fedtstof, mens der kun er 5,5 pct. på andre fødevarer.

Reduceret moms på sunde fødevarer kan ikke stå alene, hvis de økonomiske modeller skal virke. Så skal de følges af afgifter på usunde fødevarer, for at det samlet set bliver ét af de værktøjer, man efter vores bedste overbevisning er tvunget til at overveje. I FDB mener vi, tiden er inde til at se på alle tænkelige muligheder i kampen for ordentlige fødevarer!

Selvom det danske ernæringsmærke næppe bliver særligt fremtrædende, så ligger der i mærkningsordningen gode kriterier for bedømmelse for, hvad der er sundt og usundt.

Fastholder vi oplysningsindsatsen som eneste virkemiddel, risikerer vi, at god og lødig mad også bliver en elitær størrelse. Vi kan allerede nu aflæse tendensen på den støt stigende fedmekurve, hvor de dårligt stillede tegner sig for langt den overvejende del af fedmeproblemet.

Der skal med andre ord mere slagkraftige politiske værktøjer på bordet end oplysning. Læg skat på fede og usunde fødevarer og løft nogle af afgifterne fra de sunde!

Prisfastsættelse er nemlig for alle - og ikke kun for de resursestærke.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00