Censorforeningen: Det er afgørende, at eksterne censorers uafhængighed bevares

Medarbejdere i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen sidder i disse dage og lægger sidste hånd på en ny bekendtgørelse for de eksterne censorer på de videregående uddannelser.

Der er bestemt nogle gode tiltag i bekendtgørelsen, men der er samtidig en helt grundlæggende problematik i den foreslåede organisering af censorerne, som i store træk gør dem så tæt forbundne med og afhængige af institutionerne, at det rejser tvivl om censorernes uafhængighed.

Det foreslås i udkastet, at censorkorpsene fremover er defineret som "fagligt uafhængige" af institutionerne, men samtidig skal censorkorpsene være "økonomisk underlagt uddannelsesinstitutionerne".

Men giver det overhovedet mening at kalde censorerne fagligt uafhængige, hvis uddannelsesinstitutionerne gennem de økonomiske rammer samtidig har omfattende indflydelse på korpsenes organisatoriske indretning, administrative betjening og praktiske forhold?

Midler til erfaringsudveksling

Udkastet til bekendtgørelsen foreslår også, at censorkorpsene ikke kan bevilges mulighed for at erfaringsudveksle på tværs og samarbejde om eksempelvis at opbygge et fælles bibliotek af værktøjer for censorerne og formandskaberne med henblik på at udvikle kvaliteten på tværs af hele censorinstitutionen.

Det er lidt den omvendte verden, for burde det faktisk ikke være et krav til censorkorpsene, at de netop systematiserede erfaringsudveksling og best practice-metoder for fortsat at højne kvaliteten i deres virke?

Udkastet lægger op til, at hvert enkelt censorkorps og dets formandskab skal sidde hver for sig og udvikle de samme værktøjer parallelt – hvis de vil blive udviklet i det hele taget, da censorformandskabernes organisatoriske resurser er begrænsede.

Medlemmer af censorformandskaber er overvejende censorer, der har påtaget sig en organisatorisk opgave ved siden af deres civile karrierer, som gerne er fuldtidsjob på et højt niveau.

Derfor er det heller ikke hensigtsmæssigt med alt for snævre grænser for, hvor lang tid en censor kan være valgt til censorkorpsets censorformandskab. Et censorformandskab er demokratisk valgt af censorkorpset, og det bør fortsat være det enkelte censorkorps, der beslutter, hvem der fagligt og organisatorisk er bedst egnet til at repræsentere korpset.

Udefrakommende begrænsninger på bekendtgørelsesniveau vil – baseret på nuværende erfaringer – om ikke direkte forhindre så i hvert fald besværliggøre en bredere erfaringsopbygning og kvalitetsudvikling i censorformandskaberne og censorkorpsene, netop fordi censorinstitutionen som en meget lille organisation er afhængig af de faglige profiler, der kan og vil engagere sig i censorhvervets virke og udvikling.

Uafhængigheden er afgørende

Censorerne har den utaknemmelige rolle i forhold til uddannelsesinstitutionerne, at de skal påpege problematiske forhold omkring en bedømmelse af en studerende eller bedømmelsesgrundlaget for en eksamen eller mere systematiske problemer med en uddannelse.

De eksterne censorer er i kraft af deres uafhængighed et godt bidrag til kvalitetssikringen af uddannelserne.

Censorforeningens bestyrelse

Men det er netop hele pointen: At censorerne kan og skal fange de uhensigtsmæssigheder, der uundgåeligt opstår i store systemer, så det omgivende samfund fortsat kan have tillid til kandidaternes faglige niveau, som det fremgår af eksamensbeviset.

Det var derfor censorinstitutionen blev indført for mere end 230 år siden, blandt andet for at sikre pålidelighed i uddannelsen. Gennem de seneste 50 år er censorinstitutionens bidrag til uddannelsessystemet ad flere omgange blevet undersøgt. Hver gang med det samme resultat, at de eksterne censorer i kraft af deres uafhængighed er et godt bidrag til kvalitetssikringen af uddannelserne og derfor skal fortsætte.

Senest ved at gøre censorinstitutionen til et vigtigt kvalitetssikringselement i den institutionsakkreditering, de videregående uddannelsesinstitutioner i dag arbejder ud fra.

Derfor er det af afgørende betydning, at netop uafhængigheden af uddannelsesinstitutionerne og muligheden for erfaringsudveksling mellem korpsene bevares og styrkes i færdiggørelsen af bekendtgørelsen, så de eksterne censorer fortsat kan bidrage til en pålidelig kvalitetssikring af vores uddannelsessystem.