DI: Vi skyder os selv i foden, hvis vi mere eller mindre vilkårligt dimensionerer universiteterne

Det efterlader desværre det indtryk hos mig, at det ikke er arbejdsmarkedets behov, der er i fokus i forhandlingerne. Og meget tyder endda på, at nedskæringen af antallet af studiepladser bliver smurt tyndt ud over alle uddannelser.

Så den enighed, der i de senere år har været – om kun at skære pladser, der hvor der er høj arbejdsløshed – er blevet skubbet i baggrunden.

Vi skal en helt anden vej

Det er en udvikling, som vi i erhvervslivet har frygtet. Hvis der skæres mere end ti procent af uddannelsespladserne på universiteternes bacheloruddannelser, uden at det er sikret, at det ikke rammer uddannelser, som dansk erhvervsliv har hårdt brug for, så skyder vi os selv i foden. Vores konkurrencekraft svækkes.  

Jeg er bekymret for, at dansk erhvervsliv i fremtiden ikke kan få tilstrækkeligt mange kandidater fra universiteterne med de uddannelser, man efterspørger.

Det er mig en gåde, hvordan mindre ungdomsårgange skulle betyde mindre behov for ingeniører, dataloger og revisorer.

Mikkel Haarder
Underdirektør for uddannelse, forskning og mangfoldighed, Dansk Industri

Hvis man skal beskære antallet af universitetsstuderende, finder vi det i Dansk Industri afgørende, at det sker med udgangspunkt i hvilke uddannelser, der har stor ledighed, og hvilke uddannelser der omvendt er stor efterspørgsel efter. Det burde være kernen i dimensioneringsøvelsen. Det gælder uddannelser over hele landet.

Det giver for eksempel ikke mening at fjerne studiepladser på ingeniøruddannelserne, hverken på Danmarks Tekniske Universitet eller på Aarhus Universitet. Men det er desværre, der vi kan være på vej hen.

Vi skal en helt anden vej. Hvis dansk erhvervsliv skal vækste til gavn for hele samfundet, er det afgørende, at virksomhederne kan rekruttere kandidater med de uddannelser, vi har behov for.

Det stod meget centralt i den politiske aftale om kandidatreformen, at færre studiepladser var en del af pakken. Det har vi I DI hele tiden været imod, fordi vi mener, at det er virksomhedernes behov, der skal styre antallet af pladser.

Men jeg noterede mig dengang, aftalen blev indgået, at der i aftaleteksten står, at erhvervslivets behov skulle i centrum, så man ikke ramte uddannelser med stor efterspørgsel fra erhvervslivet.

Nu tyder meget på, at det ikke kan opfyldes. Så må man stoppe op og tænke sig godt om. Det skal være min opfordring til forhandlingerne i den kommende uge.