Dansk Magisterforening: Færre uddannelser er ingen garanti for succes

Indlægget er redigeret med enkelte rettelser 26/4.

Af Camilla Gregersen
Formand for Dansk Magisterforening

En rapport fra udvalget om bedre universitetsuddannelser har resulteret i en diskussion om antallet af uddannelser på landets universiteter.

Det er da fint at have fokus på, om udbuddet af uddannelser er overskueligt, men allervigtigst er det, at uddannelserne har den fornødne faglige kvalitet og svarer til fremtidens behov på arbejdsmarkedet. 

Universiteterne har faktisk allerede i længere tid kigget på udbuddet af uddannelser med et kritisk blik. Fra 2015 er der sket sammenlægninger af mange uddannelser.

På tværs af Danmarks universiteter er 47 bacheloruddannelser blevet til 18. Et eksempel på det er Københavns Universitets sammenlægning af fire bacheloruddannelser, der nu er samlet under paraplyen Mellemøstens sprog og samfund.

Det er ikke så simpelt, at det altid er en gevinst at lave færre uddannelser.

Camilla Gregersen
Formand, Dansk Magisterforening

Også på kandidatniveau sker der sammenlægninger, når det fagligt giver mening. Et eksempel er fire af Aalborg Universitets it-uddannelser, der nu er placeret under kandidaten i datalogi. 

Når man sammenlægger uddannelser, skal altid ske under hensyntagen til, at fagligheden bevares, og at kandidaterne kan komme ud i gode job. Det er ikke så simpelt, at det altid er en gevinst at lave færre uddannelser.

Den teknologiske og samfundsmæssige udvikling kræver, at der også kan opbygges nye uddannelser, der kan matche fremtidens arbejdsmarked. Derfor kan det være relevant at udvikle nye uddannelsesretninger, eksempelvis på ITU.

Det tager tid at opbygge kompetente faglige miljøer, ligesom sammenlægninger skal være velbegrundede. Det ved universiteterne. Så ansvaret for sammenlægninger og uddannelsesudbud skal ligge her.

Rapporten om bedre universitetsuddannelsers fremskrivninger spår, at der frem mod 2030 vil ske en fordobling af de dimittender, der skal finde beskæftigelse inden for det private arbejdsmarked.

Derfor skal diskussionen om udbud ikke kun handle om overskuelighed og navne på uddannelserne, men også om at uddannelserne indholdsmæssigt er gearet til det fremtidige arbejdsmarked.

Her er udvalgets forslag om mere projektorienteret forløb og inddragning af casebaseret undervisning, hvor det er fagligt relevant, et vigtigt input. Ligesom det er oplagt at befrugte det faglige indhold med entreprenørskabsaktiviteter på uddannelserne. Det kan styrke forbindelsesledet til arbejdsmarkedet og særligt til privatområdet.

Det er også relevant at bringe flere tværvidenskabelige elementer i spil og det oplever jeg, at forskningsministeren gerne vil. Det, synes jeg, er fremsynet og visionært, for det bliver nok de færreste uddannelser, der retter sig mod lige præcis ét job.

Uddannelserne kommer i stedet til at forberede kandidaterne til mange jobs, for vi står over for et anderledes arbejdsmarked, hvor mange vil skifte job i et omfang, som er helt uset på det nuværende arbejdsmarked.

Det kan vi kun forberede kandidaterne på, hvis vi tør tænke tværfagligt. Den store udfordring bliver at finde tiden til det, når der også skal være faglig fordybelse – og den må vi ikke gå på kompromis med.

For at det kan lykkes at lave succesrige forløb, der videreudvikler uddannelserne, er det vigtigt, at lektorer, professorer og adjunkter på uddannelsesstederne - og de studerende selv - inddrages i, hvordan undervisningen skal udvikle sig. Det er et godt argument for at bevare studienævnene på uddannelserne.

De studerende er helt berettiget optaget af kvalitet og fordybelse i uddannelserne, men jeg oplever også, at de er optaget af at komme ud i relevante stillinger på arbejdsmarkedet. Studienævnene er derfor et oplagt forum for diskussionen om både udvikling og kvalitet.