Erhvervsforsker: Uddannelsessystemet er for specialiseret og siloopdelt

Af Søren Schultz Hansen
Ekstern lektor på CBS og selvstændig erhvervsforsker

I disse dage begynder en ny årgang af unge studerende på deres uddannelse. De næste år af deres liv er vigtige – ikke bare for de unge selv, men også for alle os andre. De kompetencer, uddannelse giver, er jo Danmarks eneste råstof, som vi har hørt til hudløshed.

Men hvis kompetencerne skal være værdifulde, skal det være de rigtige. Og her risikerer både de unge studerende og deres kommende arbejdsgivere at løbe ind i problemer.

For nutidens relevante faglighed og vigtigste kompetencer er ikke de samme som for bare få år siden.

Stramme grænser for fagområder
Der er en risiko for, at uddannelserne ikke klæder de unge ordentligt på til fremtiden; at det danske uddannelsessystem ikke er skruet rigtigt sammen til at udvikle de relevante kompetencer til en verden i hastig forandring og et arbejdsmarked i digital transformation.

Problemet er ikke, at de unge vælger de forkerte uddannelser og derved ikke får de rette, specialiserede kompetencer. Det er ellers ofte de formaninger og bekymringer, man hører fra et kor af bl.a. politikere og erhvervsorganisationer.

Principielt har vi aldrig har haft så meget brug for specialiserede kompetencer. Det praktiske problem er bare, at vi ikke ved hvilke.

Søren Schultz Hansen
Erhvervsforsker

Paradoksalt nok er problemet faktisk, at de danske uddannelser er for specialiserede og for siloopdelte.

Det danske uddannelsessystem har en indbygget specialisering: Først tager man en bacheloruddannelse inden for et fag, for eksempel it-ingeniør. Når bachelorgraden er bestået, har studerende automatisk og lovmæssig ret til at fortsætte direkte på fagets kandidatuddannelse.

Og det er også, hvad mellem 80 og 90 procent af de studerende på DTU, Københavns Universitet og CBS gør.

De relativt stramme grænser mellem fagområderne gør det svært at skifte imellem dem og meritoverføre kundskaber og metoder fra én uddannelse til en anden.

Viderebyg viden og kompetencer
Reelt har systemet altså fra starten lagt an til en specialisering i et bestemt fag. Modsat eksempelvis USA, hvor det ikke er usædvanligt, at for eksempel jurister har en bacheloruddannelse i journalistik, samfundsvidenskab eller IT.

Dette sikrer, at kandidater og faglærte får en faglig specialisering. En ung bachelor i it, som fortsætter på kandidatuddannelsen, bygger jo videre på viden og kompetencer, som allerede er tilegnet. Så det giver god mening.

Men trods fornuften understøtter systemet en logik, som nærmest er stik modsat den dynamik, der er i et digitaliseret netværkssamfund. Og hvad der er mere konkret: Det modsvarer heller ikke de krav til kompetencer, som virksomhederne har ude i virkeligheden.

De sidste ti år har jeg analyseret udfordringerne med digitalisering og digitale indfødte i en række empiriske studier.

Senest afsluttede jeg i efteråret 2017 sammen med analysechef hos IDC, Jan Horsager, 12 casestudier af virksomheder i Danmark: store virksomheder som McDonald’s, små virksomheder som medico-startuppen Galecto Biotech og offentlige virksomheder som Aalborg Kommune.

Tolv meget forskellige virksomheder, men alle var de enige om én ting: Alt for specialiserede fagkompetencer er problematiske.

Schweizerkniv eller superspecialiseret saks
De konkrete eksempler fra virksomhedernes hverdag var mange og varierende: Én forklaring var, at det primært er de tværfaglige kompetencer, som er nødvendige for at løse nutidens og fremtidens komplicerede, men netop tværfaglige problemer og udfordringer.

Erfaringerne pegede også på, at i en verden, som er præget af overflod af viden og kompetencer, har man relativt mere brug for metakompetencer til kunne spørge og sortere i viden.

Og endnu en pointe fra virksomhedernes virkelighed var, at for konkrete, specialiserede færdigheder erhvervet via eksempelvis en langvarig uddannelse sandsynligvis allerede er forældede.

Spørger man unge selv, har de en tilsvarende logik.

En ung ingeniør fortalte mig, at hun gerne ville være en schweizerkniv. Jeg undrede mig over metaforen og indvendte, at saksen i en schweizerkniv er ret dårlig, og om hun ikke hellere ville være en saks, der var specialiseret i at klippe – den bedste af sin slags?

Men selvom hun var enig i min pointe, forklarede hun mig tålmodigt, at det var både uhensigtsmæssigt og risikabelt at bruge fem år af sit liv på at blive en højt specialiseret saks, og så var der ikke brug for at klippe længere.

Glemmer de relevante kompetencer
Der er ikke kun en lige dele besnærende og bekymrende logik i den unge ingeniørs ræsonnement. Hun har tillige dokumentationen på sin side: Halvdelen af de jobtitler, vi kender i dag, eksisterede ikke for ti år siden.

Hvis dette mønster kommer til at gentage sig med eksponentiel hastighed, vil det samme måske allerede gælde igen om fem år. Altså netop når de nye studerende er blevet færdige med den uddannelse, de begynder på nu.

Det prestigefyldte World Economic Forum konkluderede i en rapport fra 2016, at det danske uddannelsessystem ikke altid evner at klæde de studerende ordentligt på til fremtidens arbejdsmarked. Vi er gode til at uddanne dem, og vi er effektive til at få dem igennem systemet. Vi giver dem bare ikke de relevante kompetencer.

Ifølge WEF er problemet ikke, at de unge kommer til at mangle tilstrækkeligt fagspecialiserede kompetencer, men tværtimod at det danske system er for siloopdelt og derfor udstyrer dem med kompetencer, som er for snævre, fokuserede og specialiserede.

Specialiseringens paradoks
De danske virksomheders konkrete erfaringer, de digitale indfødtes logiske pointer og World Economic Forums kritik udspringer på forskellig vis af det, jeg i mine studier af den digitale transformation kalder ’specialiseringens paradoks’: Principielt har vi aldrig har haft så meget brug for specialiserede kompetencer.

Det praktiske problem er bare, at vi ikke ved hvilke.

Det danske uddannelsessystem og politikernes rammer for uddannelserne med blandt andet fremdriftsreform og dobbeltuddannelser er gevaldigt udfordret af denne paradoksale virkelighed. Selvom der altså også er fornuftige forklaringer på, hvorfor systemet er skruet sådan sammen.

Lad mig derfor afslutte med nogle få konkrete råd til de kommende studerende, så de bedst sikrer brugbare kompetencer til en foranderlig verden via deres uddannelse:

• Sørg for at tænke tværfagligheden ind – kombinationen af filosofi og it er for eksempel fantastisk relevant i en verden med HCI og dataetik.
• Kombiner nogle års uddannelse i gode metodiske metakompetencer med perioder ude i virkeligheden, hvor man kan opdyrke de helt aktuelle, men også flygtige færdigheder.
• Sørg derfor for at indlægge både praktikperioder og sabbatår med fagligt indhold i uddannelsen og evt. også relevant studiejob.
• Vær ikke så bange for at begynde på den forkerte uddannelse. Vær til gengæld meget opmærksom på løbende at justere og tilpasse, så uddannelsen ender med at være den rigtige.
• Forudsig ikke fra første semester, hvilke specialiserede færdigheder der er fornuftige om fem år. Brug snarere sidste semester til at tilpasse til nutidens konkrete krav, hvad man har lært de foregående fem år.
• Tænk og planlæg på den måde specialisering bagud, forudsig ikke forud.
• Og som et sidste overordnet og lidt polemisk råd: Gør som udgangspunkt alt det modsatte af, hvad de siloopdelte uddannelser, fremdriftsreformen og begrænsningen af dobbeltuddannelser lægger op til.

Held og lykke med studierne!