Debat

Institutleder: Kald og karriere skal kombineres for at løse rekrutteringskrisen

For en stor del unge, der står over for at træffe deres første uddannelsesvalg, er den traditionelle kaldstanke ikke tilstrækkelig, de forlanger at kald og karriere kan kombineres, skriver Claus Holm.

Det er uklogt, når nogle politikere melder ud, at hvis man som lærer videreuddanner sig og finder job i en børne- og ungdomsforvaltning eller bliver pædagogisk psykologisk konsulent i en PPR-enhed, så "forlader man professionen eller sektoren", skriver Claus Holm.
Det er uklogt, når nogle politikere melder ud, at hvis man som lærer videreuddanner sig og finder job i en børne- og ungdomsforvaltning eller bliver pædagogisk psykologisk konsulent i en PPR-enhed, så "forlader man professionen eller sektoren", skriver Claus Holm.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Claus Holm
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Velfærdsprofessionerne forbindes traditionelt og gerne tæt med kaldstanken: Sygeplejekaldet, pædagogkaldet, socialrådgiverkaldet og lærerkaldet, hvor ens fag er en livsgerning, og man pukler af pligtfølelse til gavn for sine medmennesker og for samfundet.

Men den klassiske kaldstanke rimer dårligt på moderne karriereudvikling, som i højere grad handler om en selv: at forfølge sin lyst og sine drømme, om at udvikle og realisere sig via arbejdet, få mere specialiserede opgaver, opnå bedre løn, blive forfremmet, få mere indflydelse på arbejdspladsen, og så videre.

I den højaktuelle politiske debat om fastholdelse og rekruttering til velfærdsuddannelserne er efterhånden en generel erkendelse, at løn har betydning, men karriereudviklingsperspektivet er underligt fraværende. Det er så meget desto mere mærkeligt, når det betænkes, at efteruddannelse, læringsspor og livslang læring gennem de seneste tyve år har været nøglebegreber i udviklingen af det danske uddannelsessystem.

Lærer, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere har lige så meget krav på karriereperspektiver som alle andre medarbejdergrupper

Claus Holm
Leder, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse

Danske Professionshøjskoler har for nylig lanceret 18 forslag til en kommende regering om at øge rekrutteringen til velfærdsuddannelserne, for, som rapporten er betitlet "Danmark mangler sygeplejersker, pædagoger, lærere og socialrådgivere". Heri refereres til en undersøgelse som viser, at det for mange unge har stor betydning for studievalget, at der er gode muligheder for videreuddannelse og karriere.

Det betyder ingenlunde, at kaldstanken er forsvundet for de kommende lærerstuderende, de vil gerne gøre en forskel, de forlanger bare samtidig, at det bliver kombineret med karrieremuligheder efteruddannelse, specialiserings- og forfremmelsesmuligheder.

Men er der da ikke en fare for, at videreuddannede lærere forlader folkeskolen og tager deres kandidatgrad med sig? Her er det vigtigt at vide, at der er to perspektiver, som er både samvirkende og vigtige for lærere: kaldet og karrieren.

Lærerkaldet eksisterer stadig

Først til spørgsmålet om kaldet. Den berømte sociolog Max Weber beskrev i sin bog "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd", hvordan den Lutherske arbejdsetik baseret på flid, disciplin og individuel indsats har bidraget til kapitalismen og, kan man hævde, i sin tur de nordiske velfærdssamfund, hvor arbejdet skulle udføres i kald og stand for at hjælper andre, ikke for egeninteressens skyld.

En anden tænksom tysker, pædagogen Georg Kerchensteiner gjorde sig næsten samtidig beslægtede tanker om det, han kaldte 'uddannelse som levevej'. Et eksempel herpå var lærergerningen, som han anså lærere som særligt kaldet til som følge af deres pædagogiske kærlighed til elevernes udvikling.

Læs også

Det er lidt over 100 år siden, at Weber og Kerchensteiner gjorde sig disse tanker om kaldet, men man genfinder dem fortsat i nutidige former hos vor tids lærere.

Lektor Helle Plauborg har nyligt publiceret udgivelsen "Lærere, der bliver i professionen", hvori det konstateres, at der er bred konsensus blandt forskere om, at uanset hvor længe lærere har været i professionen, er deres ønske om at blive og forblive lærer for størstedelens vedkommende motiveret af at gøre en forskel for eleverne. Men det – at gøre en forskel – kan og vil de velfærdsprofessionelle i dag have frihed til at gøre på forskellige måder. Og det er her, at forskellige karrieremuligheder opstår som krav.

Karrieremuligheder er et krav

Det kan jeg bekræfte som leder af DPU, Aarhus Universitet. Vi videreuddanner årligt cirka 200 ambitiøse lærere til at varetage specialist, rådgivnings- og ledelsesfunktioner i danske skoler, PPR-enheder, UU-vejledninger, kommunalforvaltninger og meget mere.

Her er min mangeårige erfaring tilsvarende de føromtalte danske professionshøjskolers, at muligheden for videreuddannelse og faglig udvikling er vigtig. Ikke fordi lærere og pædagoger forventer rigdom og berømmelse eller gerne vil lave noget helt, helt andet.

Livslang læring er en del af løsningen på rekrutteringen til velfærdsuddannelserne

Claus Holm
Leder, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse

Nej, de er såmænd indrettet som de fleste andre på arbejdsmarkedet og anser derfor muligheder for kompetenceudvikling og dygtiggørelse som vigtige elementer i et moderne arbejdsliv.

Langt de fleste af DPUs kandidater, det vil sige trefjerdedele, er derfor fortsat at finde i undervisnings- og omsorgssektoren flere år efter de stod med eksamensbeviset i hånden, og der bidrager de med deres kombinerede praksiserfaring og akademisk analyseevne til at løfte de dele af uddannelsessektoren, de oprindeligt blev uddannet til og fra.

At være karrierekaldet

Skomager bliv ved din læst, lyder en gammel talemåde, som går igen i politikeres opfordring til lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere om at holde snuderne i det arbejdsspor, de nu engang er kaldet til.

Mere i løn kan nok holde flere i velfærdsprofessionerne, men for en stor del af de unge, der står over for at træffe deres første uddannelsesvalg er den traditionelle kaldstanke ikke tilstrækkelig, de forlanger at kald og karriere kan kombineres, med et nyt begreb kan vi kalde dem en ny generation af karrierekaldede.

Det er derfor uklogt, når nogle politikere melder ud, at hvis man som lærer videreuddanner sig og finder job i en børne- og ungdomsforvaltning eller bliver pædagogisk psykologisk konsulent i en PPR-enhed, så "forlader man professionen eller sektoren".

Med så snævert et perspektiv er det da mere sandsynligt, at færre overhovedet vil føles kaldet til overhovedet at blive en del af sektoren. Lærer, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere har lige så meget krav på karriereperspektiver som alle andre medarbejdergrupper, og livslang læring er en del af løsningen på rekrutteringen til velfærdsuddannelserne - ikke det modsatte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Holm

Lektor, institutleder, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet
cand.mag. i statskundskab og filosofi (Københavns Uni. 1995), Ph.d.

0:000:00