Man kan ikke råbe sig igennem et universitet

Af Lone Koefoed Hansen og Peter Lauritsen
Lektorer ved Aarhus Universitet og medlemmer af Det Alternative Kvalitetsudvalg

En af de vigtigste anbefalinger i Kvalitetsudvalgets anden delrapport handler om ledelse. Udvalget har registreret, at topledelsernes strategier for undervisning ikke trænger ned gennem organisationen, ligesom ledelsesansvaret for undervisningen i nogle tilfælde er uklart placeret.

Det betyder eksempelvis, at den, der har det faglige ansvar for en uddannelse, ikke nødvendigvis har ledelsesmæssige beføjelser i forhold til de undervisere, der er tilknyttet uddannelsen.

Undervisning i ledelsesmæssigt vakuum
Mange universitetsansatte kan nikke genkendende til Kvalitetsudvalgets påpegning af de ledelsesudfordringer, der knytter sig til undervisning. Det er langt fra et ukendt fænomen, at undervisning foregår i et ledelsesmæssigt vakuum, hvor underviseren lades i fred for kollegers og lederes kritiske og konstruktive engagement.

Spørgsmål om undervisningspædagogik henvises til pædagogiske kurser, som lederne ikke selv har været på i årevis, og den faktiske undervisning tjekkes gennem kursusevalueringer, som oftest fremsendes elektronisk uden yderligere diskussion mellem underviser og uddannelsesleder. Sådan er traditionen, og måske er det også i mange situationer det mest bekvemme. Ledelsen kan overlade ansvaret til underviserne, der for deres vedkommende er fri for nærgående og nysgerrige spørgsmål.

Adskillelse giver uheldige implikationer
Adskillelsen af undervisning fra ledelse har imidlertid en række uheldige implikationer. For lederen er konsekvensen manglende indsigt i undervisningen, og dermed fraskriver lederen sig de facto muligheden for at højne undervisningskvaliteten. Halvdårlig undervisning kan derfor pågå i årevis, og meget kvalitetsarbejde bliver ikke udført. Tilsvarende kan god undervisning og pædagogiske eksperimenter foregå uden ledelsens vidende, hvilket besværliggør videndeling i organisationen.

For underviseren er konsekvensen, at man står alene med ansvaret. Det gælder i de situationer, hvor undervisningen faktisk burde forbedres; det gælder i de situationer, hvor underviseren måske udsættes for personlig og urimelig kritik; og det gælder i de situationer, hvor en undervisers gode arbejde foregår ubemærket.

Det er langt fra et ukendt fænomen, at undervisning foregår i et ledelsesmæssigt vakuum, hvor underviseren lades i fred for kollegers og lederes kritiske og konstruktive engagement.

Peter Lauritsen og Lone Koefoed Hansen
Det Alternative Kvalitetsudvalg

Der er sjældent støtte til at udvikle undervisningen, erfaringsudveksling prioriteres ikke, og der er ikke hjælp til at håndtere de svære situationer.

Ledelse og undervisning skal bindes sammen
Derfor er det helt nødvendigt at knytte ledelse og undervisning tættere sammen. Det sker imidlertid ikke ved, at topledelserne udtænker endnu mere markante strategier, som så sendes ned gennem organisationen.

“Man kan ikke råbe sig igennem et universitet” har AU’s rektor, Brian Bech-Nielsen, udtalt, og det er så sandt, som det er sagt. Det, der derimod er brug for, er en væsentligt styrket ledelsesindsats helt ude ved auditorierne, hvor kvaliteten skabes af undervisere og studerende. Der skal være tale om en konkret, dialogisk ledelse, som både evner at fremme gode initiativer og holde sammen på konstruktive processer, men som selvfølgelig også evner at sætte sig igennem, når det er nødvendigt.

For udenforstående kan nødvendigheden af en styrket, praksisnær ledelse lyde indlysende og banal. Men selvom der er undtagelser, har det ikke været sædvanen på universiteterne.

Ændring af ledelsesparadigme er en udfordring
Lederne har ikke set en sådan form for ledelse som deres ærinde, eller også har de været så tildækket af administrativt arbejde, at det slet ikke har været muligt. Og for de ansattes vedkommende har de i mange situationer helst været fri for ledelse; mantraet har været, at det godt kan være, at ledelse er en nødvendighed for ansatte i andre organisationer, men ikke på universitetet. Her er det op til den enkelte. Konsekvensen er, at det er enkelt at bede om et forandret ledelsesparadigme, men det er en stor udfordring at efterkomme ønsket.

Kvalitetsudvalget har fat i den lange ende, når de udpeger ledelse som et af fokuspunkterne for et kommende kvalitetsløft. Udvalgets opgave har først og fremmest været at rådgive ministeren, men udviklingen af et nyt, praksisnært og dialogisk ledelsesparadigme kan hverken skabes eller gennemtvinges gennem forordninger, dekreter eller ministeriel lovgivning.

Kun universiteterne selv kan skabe forandringerne, men det kræver en betydelig indsats fra både ledere og ansatte, og spørgsmålet er, om alle er klar til det.