Nødvendigt med en mere specifik diskussion om universiteterne

Selvom debatten til tider har været højlydt, så har den været mere rituel end konstruktiv, og den har ikke rigtig flyttet noget.

Peter Lauritsen og Peter Dalsgaard
Lektorer på Aarhus Universitet og medlemmer af #altudvalg

Af Peter Lauritsen og Peter Dalsgaard
Lektorer på Aarhus Universitet og medlemmer af #altudvalg

Universitetsuddannelser skal ikke kun have højere kvalitet, de skal også være mere relevante. I kort form betyder det, at de studerende ikke kun skal lære mere, det de lærer skal i højere grad være relevant for arbejdsmarkedet.

Dermed aktualiserer relevanskravet en stående diskussion om relationen mellem universiteter og arbejdsmarked, som traditionelt har været præget af lejrtænkning og grøftegravning.

På den ene side har især erhvervslivets organisationer fremsat krav om et mere markant uddannelsesfokus på netop deres behov, og man har ikke holdt sig tilbage med at stille kontante krav til universiteterne.

På den anden side har universiteterne forsvaret sig med, at de har andre opgaver end at opfylde erhvervslivets behov, og at disse behov i øvrigt er skiftende og svære at forudsige. Selvom debatten til tider har været højlydt, så har den været mere rituel end konstruktiv, og den har ikke rigtig flyttet noget.

Relevans-debatten skal være mere specifik
Hovedproblemet har været, at relevansdebatten er blevet ført på et generelt niveau på afstand af de specifikke virksomheder og uddannelser. Selvom dette selvfølgelig har sin berettigelse, er det ikke på det niveau, at forandringerne sker.

Ministre, rektorer og cheferne i Dansk Erhverv kan ikke gøre uddannelserne mere erhvervsrelevante, uanset hvor længe de diskuterer. Dertil kommer, at relevans ikke er en entydig størrelse, selvom det ofte kan fremstå sådan i medierne.

Tværtimod er spørgsmålet om, hvad der er relevant, i høj grad defineret af specifikke branche- og fagspecifikke omstændigheder, og den enkelte virksomheds relevanskrav kan ofte være i modstrid med overordnede udmeldinger fra interesseorganisationer.

På den baggrund er det nødvendigt, at vi etablerer en anderledes og meget mere konkret debat (eller rettere debatter), som føres mellem specifikke virksomheder og uddannelser. En sådan lokal dialog har langt større mulighed for at resultere i brugbare forandringer, men det kræver, at den føres på nogle fælles erkendelser.

Tre specifikke debatter, man bør tage
For det første er der mange steder på universiteterne allerede stor opmærksomhed mod uddannelsers relevans, og der er etableret en frugtbar dialog med organisationer og virksomheder. Eksempelvis er praktikforløb, projektarbejde, gæsteundervisere, aftagerpaneler og meget andet en integreret del af mange uddannelser.

Universiteterne har forladt elfenbenstårnet og meldt sig ind i samfundet. Udfordringen er derfor ikke alle steder at opfinde dialogen på ny, men nærmere at udbrede, udvide og især kvalificere de initiativer, som allerede findes, og som netop er udviklet med udgangspunkt i lokale samarbejder.                

For det andet må man gøre op med forestillingen om, at det alene er universitetets ansvar at højne kandidaternes relevans. Det kræver en gensidig forpligtelse, så erhvervslivet ikke placeres i en position, hvor de som aftagere udelukkende stiller krav til kandidaternes kompetencer.

I stedet må virksomheder og organisationer aktivt medvirke til at give de studerende relevante kompetencer. Det gælder under selve studiet, for eksempel i forbindelse med praktikophold og projektarbejde, og det gælder efter studiets afslutning. Men hvis det skal lykkes, må uddannelserne være villige til at invitere virksomhederne indenfor, og virksomhederne være parate til at engagere sig.

For det tredje må universiteterne erkende, at det at uddanne til et arbejdsmarked er en helt naturlig del af deres virke. For mange universitetsansatte er det en banal erkendelse, men nogle steder giver alene tanken om erhvervsrettethed anledning til bekymring.

Det må man tage alvorligt, blandt andet fordi bekymringen baserer sig på den sandhed, at uddannelse ikke kun handler om erhvervsliv, men også om dannelse. Det er let at sige, at der skal være plads til begge dele, men nogle gange er det vanskeligt at se, hvordan det skal gøres i praksis.

Et centralt spørgsmål, som slet ikke er diskuteret til bunds endnu, er således, hvordan man både kan gøre uddannelser mere erhvervsrettede samtidig med, at man øger dannelsen. Eller med de mere moderne ord, hvordan man kan hæve kvaliteten og relevansen samtidig.