Sognepræst: Der ligger en form for selvforgudelse i regeringens hovmod

Det var hovmodigt, da regeringen afskaffede store bededag uden at kere sig om, at den havde både befolkningen, fagforeningerne og folkekirken med sig. Nu ser kandidatudspillet ud til at følge samme proces og magtfilosofi, skriver Pia Søltoft.

En hovmodig regering søger magten for magtens egen skyld. Og må til stadighed forsvare og udvide sit beslutningsterritorium for ikke at miste magt, skriver sognepræst Pia Søltoft.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Pia Søltoft

Sognepræst, Christians Kirke og Esajas Kirke, stifter af Coaching-Kierkegaard

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Næppe er den afstemning, der tillod regeringen at afskaffe store bededag uden at gå dialog med biskopperne og befolkningen, overstået, før man gentager samme udemokratiske procedure i forbindelse med forslaget om at halvere en række kandidatuddannelser.

Uden hverken at lytte til eller inddrage universiteterne eller aftagerne i erhvervslivet forsøger man at tonse endnu et uigennemtænkt og uforklarligt forslag igennem under henvisning til, at det er rettidig omhu.

Da regeringen tiltrådte i december 2022 kaldte mange det en modig konstellation. Forslaget om at halvere kandidatuddannelserne har derimod været udsat for kritik fra alle sider.

Jeg har tidligere kritiseret det i en klumme her i Altinget, hvor jeg kaldte forslaget for åndløst og dumt. Derfor skal jeg ikke opholde mig ved selve forslaget, men præcisere hvad mod er, og hvor grænsen til hovmod overskrides i netop denne sag.

Som dyd har mod at gøre med at være åndsnærværende, målrettet, determineret og beslutningsdygtig. At være modig er at turde stå inde for det man holder for godt, sandt og rigtigt.

Det er ikke hovmodigt at vide mere og bedre end andre, men det er hovmodigt mod bedrevidende at lade være med at lytte til andre
Pia Søltoft

Både i antikken og skolastikken blev modet opfattet som en kardinaldyd, og det er stadig den vigtigste personlige dyd for en leder og for en politiker. Men at være modig er ikke det samme som at være frygtløs.

Hvis man blot hovedkulds kaster sig ud i en farefuld handling, er man overmodig, og gør man det blot for at vise, at man kan, at dét har man magten til, har man overskredet den hårfine grænse mellem mod og hovmod.

At være hovmodig er at vurdere sig selv højere end andre og kun at ville lytte til sig selv. Der ligger derfor en form for selvforgudelse i hovmodet. Hovmodet i yderste potens er identisk med storhedsvanvid. Naturligvis er der grader af hovmodighed, men man er en hovmodig regering, hvis man er selvtilstrækkelig og ikke lytter til andre end sig selv.

Hovmod kan hænge sammen med magtudøvelse, men behøver det ikke. Man er ikke hovmodig, hvis man er tydelig i sine budskaber internt og i offentligheden. Vi har brug for både politikere og ledere, der står op for og tydeligt siger, hvad de mener, er det rigtige at gøre. Det er ikke hovmodigt at vide mere og bedre end andre, men det er hovmodigt mod bedrevidende at lade være med at lytte til andre.

En hovmodig regering søger magten for magtens egen skyld. Og må til stadighed forsvare og udvide sit beslutningsterritorium for ikke at miste magt. Mere kontrol og flere regler bliver derfor konsekvensen.

Når hovmod står for fald, som ordsproget siger, skyldes det netop den onde spiral, som hovmodet skaber. Den dyd, der fører til hovmodets ophævelse, udgøres af ydmygheden.

At være ydmyg som regering er at udvise respekt for den magt man har fået overdraget. At være ydmyg er at indse og anerkende sin afhængighed af andre.

Men ydmyghed er ikke det samme som at være beskeden eller selvudslettende. Man kan udmærket være stolt af det, man har opnået, og stadig være ydmyg, fordi man har villigheden til at lytte og inddrage andre i sine beslutninger.

Men tilbage til modet. Man er modig, når man tør sætte noget på spil. For nogen vil det kræve en opbydelse af mod at springe ud med en faldskærm. For andre at tale i en stor forsamling. Mod er altså ikke defineret af den "fare", man forholder sig til, men af måden, man forholder sig til den på.

Læs også

Der er for meget støv og slet ingen ånd i forslaget om at uddanne levebrødskandidater

Kommentar

Derfor satte Aristoteles dyden mod særligt højt og mente, at det at være modig både er det, der giver den modige, den største tilfredsstillelse og den største ære. Man bliver ædelmodig af at være modig og dermed beundringsværdig.

Der er ikke noget beundringsværdigt over den måde regeringen får sine forslag igennem på. Tværtimod. Mod kræver nemlig ikke blot risikovillighed, men også eftertænksomhed og tålmodighed, som er evnen til at vente med at handle, indtil man har et overblik over situationen.

I regeringens tilfælde var det hovmodigt at afskaffe store bededag uden at kere sig om, at den faktisk havde både befolkningen, fagforeningerne og folkekirken imod sig.

Når rektor på Københavns Universitet kalder forslaget om ét-årige kandidatuddannelser for forhastet og uovervejet, og når økonomerne direkte advarer mod det, er der både tale om mangel på tålmodighed fra regeringens side, når den ikke vil vente og lytte, og om overmodighed, når den således gambler med selve videns grundlaget i kandidatuddannelserne på et uoplyst grundlag.

Ligegyldig hvilken skikkelse af modet vi taler om, er mod altid forbundet med tiltro. Men det er ikke nok at have tiltro til sin egen styrke, sin egen dømmekraft og sin egen beslutsomhed.

I modet er der tillige indeholdt en villighed til at læse situationen og inddrage råd og vejledning fra de parter, der faktisk ved noget om, de pågældende forhold. Lader man være med det blot for selv at komme til at virke handlekraftig, opnår man det modsatte. Man fremstår fej, fordi man ikke tør lytte til andres synspunkter og modigt inddrage dem i sine egne overvejelser.

Det ville være passende at lade dyden ydmyghed indtage pladsen ved siden af modet
Pia Søltoft

Mod er altså ikke fravær af frygt. Hvis man er frygtløs, er ens selvtillid for stor, og man bliver dumdristig og nærmer sig som nævnt dødssynden hovmod.

Mod har at gøre med den måde, man løber en risiko på. Det er ikke resultatet af handlingen, der afgør, om man var modig.

En udsendt soldat handler modigt – også hvis sejren udebliver. Dét, der gør soldatens handling modig, er den risiko, hun eller han løber. Det er derimod ikke afgørende om en handling faktisk fører til en sejr.

Mod er med andre ord et mål i sig selv, fordi dét, der betyder noget, er, hvordan man handler, og ikke hvad man opnår. Det burde regeringen indse, inden den tonser endnu et af de forslag igennem, som nok var en del af regeringsgrundlaget i et modigt samarbejde, men som ikke nødvendigvis kan holde til at blive ført ud i livet.

Her ville det være passende at lade dyden ydmyghed indtage pladsen ved siden af modet.

Politik har aldrig været vigtigere